Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Dreng

20

Dato

12/07/2022

Kan vold udløse angst og depression?

Min far har slået mig hele min barndom hvilket gør at jeg ikke kan huske størstedelen af den. Ved hjælp af psykolog har jeg fået konstateret at jeg har Aspergers, men på samme tid angst og depression. Men ud fra hvad min ven siger kan det være at min angst og depression kommer fra min far? Jeg har altid prøvet at være forberedt på hans reaktioner men tit til ingen nytte. Han kræver jeg gør som han siger uanset hvad og at han kan se hvor jeg er altid via en app. Jeg har efterhånden følt mig meget overvåget da der er gennesøgninger af ting på mit værelse som jeg potentielt ikke skulle have samt at jeg ikke kan være nogen steder uden a han ved det. Min ven siger at min angst kan forekomme af at jeg altid skal være på vagt og at min depression kan forekomme af det han siger om mig at jeg ikke er god nok eller at jeg aldrig ville blive til noget. Kan det passe at min far kan have forårsaget både angst og depression?

Svar

Kære du.

Puha, det lyder til at du har haft en rigtig hård og voldsom barndom med fysisk og psykisk vold. Det kan jeg godt forstå har sat dybe spor i dig, som du stadig mærker, og hvor er det godt du rækker ud efter hjælp.

Jeg hæfter mig først og fremmest ved at du fortæller, at du har haft et samarbejde med en psykolog, der har diagnosticeret dig. Derfor kommer jeg til at tænke på, om du mon kan fortsætte dit samarbejde med psykologen, for at få hjælp til de udfordringer, der følger med dine diagnoser? Og har du mon talt med din psykolog om den vold, du er blevet udsat for?

Jeg spørger, fordi måden man reagerer på efter at være blevet udsat for vold kan variere meget, og da det lyder til du forvejen er i forløb med en psykolog, er din psykolog den allerbedste til at besvare dine spørgsmål.

Jeg hæfter mig dog også ved, at du beskriver, hvordan din far fortsat overvåger dig og gennemsøger dine ting. Det må han ikke, og jeg kan godt forstå, at din fars overvågning kan sætte sig i dig som angst-reaktioner. Det er nemlig aldrig i orden og ikke din skyld, at andre overvåger dig eller kigger i dine private ting!

Vi vil rigtig gerne tale mere med dig om din situation, for det lyder til den fortsat er vanskelig, så du er velkommen til at skrive ind til os på chatten, når den åbner igen d. 25/7. Du kan fange os alle hverdage mellem 17-20.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Med venlig hilsen
Bryd tavsheden