BREVKASSE

Pige

21

19/08/2022

Min sygdom gør, at jeg har svært ved at tale med min kæreste

Hej.
Jeg er en pige på 21. Jeg har været sammen med min kæreste i over 3,5 år og er rigtig glad for ham. Jeg har desværre de sidste 2 år været syg og lægerne er stadig ved at udrede mig. Min kæreste har tolket det rigtig godt og jeg ved hvor hårdt det har været for ham. Grundet at jeg er syg synes min kæreste at han tit ofre sig, i forhold til ting han gerne vil. Det ved jeg godt at han gør og er så taknemlig for at han er så forstående over for min situation. Desværre bliver han altid meget skuffet og ked af det når han så har brug for at jeg ofre mig. Han er meget spontan og når han kommer med en ide til et socialtarrangement eller nogle dage bare at tage hjem til ham og overnatte, kan det i det øjeblik han forslår det virke uoverskueligt for mig og jeg siger tit at jeg derfor lige hurtigt skal tænke over det og se hvor jeg kan grave kræfterne frem til det. Men det er ligesom ikke tilladt og vi ender med at slutte samtalen sur og kede af det på hinanden, fordi han ikke forstår hvorfor jeg aldrig kan gøre noget for ham. Jeg forstår 100% godt at jeg skal ofre mig en gang i mellem og gøre ting han har brug for og lyst til. Men min energi er meget minimal og jeg er i forvejen en introvert person. Derfor kan ting som at han spørger til frokost om jeg samme dag vil hjem til ham og overnatte virke uoverskueligt, fordi jeg ikke er forberedt. Jeg prøver tit at forklare ham at jeg bruger kræfter på fx at overnatte hos ham. Han er stadig hjemmeboende, så det vil sige ar hans forældre osv også er hjemme og er mennesker man ligesom skal interagere med og som derfor tager mange af de få kræfter man har på de dårlige dage. Han misforstår det altid og tror at jeg ikke elsker ham fordi at det burde jo give kræfter at være sammen med ham og være helt naturligt at overnatte hos ham. Og det gør det jo også, men dræner samtidig når hans forældre fx er hjemme og bare det at deres aftensmadrutine forgår anderledes end hjemme hos mig og det at jeg skal sove i hans seng som overhovedet ikke passer til min krop og mine behov. Og at jeg synes det er uoverskueligt og grænseoverskridende at fx at tage et varmt bad kl 3 om natten grundet smerter eller gå ned i stuen og lægge på gulvet, så det gør jeg næsten aldrig når jeg overnatter hos ham og ender med at få det SÅ dårligt i flere dage når jeg kommer hjem fordi jeg har presset min krop alt for meget. Det er bare rare at være hjemme og gøre de ting jeg har brug for, selvom hans familie er så søde og forstående. Derfor skal jeg altid lige vurdere om jeg kan overskue det den gældende dag. Men han får mig mere og mere til at føle at jeg aldrig gør noget for ham. Selvom jeg tit siger at jeg gerne vil hjem til ham og være sammen, men at jeg så tager hjem og sover ved mig selv - fordi det er ikke at ofre mig og et tegn på at jeg ikke gider at være sammen med ham, synes han. Vi er begge to trætte af min situation men der er ligesom ikke rigtig noget at gøre ved det. Jeg prøver og prøver at forklare ham at det er okay at jeg tænker over det og vender tilbage, at det ikke er fordi at jeg ikke vil være sammen med ham. At det ikke er fordi jeg hader hans venner eller familie. At det ikke fordi jeg aldrig vil ofre mig. Jeg har bare brug for planlægning til alt. Og de gange jeg ikke kan overskue at diskutere med ham om det og siger ja noget som jeg ikke kan deale med den dag, ender det jo alligevel dårligt fordi han så senere bliver ked af det fordi jeg er træt og måske er bliver mopset og næste dag har det tydeligt dårligere. Og i de situationer forstår han aldrig at det er grundet jeg ofrede mig utroligt meget og sagde ja til noget jeg ikke kunne holde til, men fokusere kun på at jeg fx hurtigt vil hjem fra et arrangement eller vil i seng en fredag kl 21:30. Føler at det er mig der er forkert på den fordi jeg ikke bare kan sige ja til alt. Og at jeg ødelægger vores forhold og er en dårlig kæreste. Men ved samtidig at jeg ikke kan gøre det bedre end jeg gør det nu i min situation, men ved bare ikke hvordan jeg skal forklare ham det så han forstår det. For han misforstår det ALTID. ALTID. Jeg giver han luft til at hænge ud med vennerne og tage i byen så tit han vil og jeg ved at han tit savner mig og jeg savner også tit ham, men det er også tit bare svært at elske andre og interagere med andre når man bruger så mange kræfter på at deale med sig selv og ens smerter og træthed. Har efterhånden af flere omgange overvejet og sige at vi skal have en pause i vores forhold. Men han er min klippe og jeg kan slet ikke forstille mig mit sygdomsforløb uden at have ham og snakke med, grine med ham, glemme sygdommen i gode stunder med og deale med den i de dårlige. Jeg er også tit bange for at han pludseligt slår op med mig fordi han er ung og vil leve livet, som jeg et eller andet sted godt forstår fordi jeg jo var rask da vi mødtes. Men tanken giver mig helt angst og har aldrig turde spørge ham om han går rundt med de tanker.

Håber I kan give mig nogle råd til hvordan jeg kan snakke med ham, og måske også forstå lidt mere af hvorfor han reagere som han gør.

Kh Den Ukendt-Syge

Hej den ukendt-syge, tak for dit brev.

Du skriver, at du grundet din sygdom oplever, at du og din kæreste ofrer jer for hinanden, og at du oplever at din kæreste misforstår dig. Det gør, at du føler, at du er forkert på den, at du føler at du ødelægger jeres forhold og at du er en dårlig kæreste. Du skriver, at du derfor håber, at vi kan give dig nogle råd til, hvordan du kan snakke med din kæreste og at du håber, at vi kan forstå, hvorfor han reagerer, som han gør.

Først vil jeg gerne skrive, at jeg synes, at det er supersejt af dig, at du rækker ud og taler højt om det, du oplever med din kæreste. Det må ikke være nogle særlige rare følelser at sidde med!

Her i Bryd Tavsheden rådgiver vi om vold og ud fra det du skriver i dit brev, omhandler det du oplever med din kæreste ikke vold. Jeg vil dog alligevel gerne give dig nogle råd med på din vej.

Du skriver, at du grundet din sygdom har smerter og oplever træthed hvilket gør, at du har brug for at planlægge dine dage. Du skriver også, at du er en introvert person. Omvendt beskriver du din kæreste som spontan og meget social. Det kan tyde på, at I har nogle forskelligheder der gør, at du oplever at han misforstår dig og at I begge oplever, at I ofrer jer for hinanden. Og det er bestemt ikke rart at du sidder med en følelse af, at du er forkert på den på bekostning af det. Du skriver også, at du er bange for, at han går fra dig. Det lyder som om, at du sidder med en masse frustrerende følelser indeni til trods for, at du og din kæreste har det godt sammen og at han støtter dig i dit sygdomsforløb.

Derfor kom jeg til at tænke på, om du mon har delt disse følelser med din kæreste? Det kan være grænseoverskridende at dele sine følelser, så hvis du synes det er bedre, kunne du eventuelt snakke med en veninde, familie eller en anden, som du er tryg ved, om de følelser, du sidder med inden du taler med din kæreste?

Du virker som en pige, der godt kender sine grænser og egne behov og du er god til at skrive, hvad du føler. Det synes jeg er supesejt og virkelig godt! Derfor tror jeg også sagtens, at du ville kunne få sagt dine følelser højt. Det tror jeg ville hjælpe dig meget. Selvom du sidder med rigtig mange negative følelser og tanker om dig selv, er det også vigtigt for mig at skrive til dig, at du bestemt ikke er forkert på den. Du er god nok, som du er, selvom du sætter grænser og lytter til dine egne behov! Det er vigtigt, når man er syg, at man kan det og det er ikke alle, der kan det. Så klap lige dig selv på skulderen. Supersejt!

Det er svært at sige, hvorfor din kæreste reagerer, som han gør. Men du skriver blandt andet, at han også kendte dig før du blev syg. Kunne det være, at han har svært ved at finde ud af, hvordan han skal være den allerbedste kæreste overfor dig nu når du er syg? Du skriver ikke i dit brev hvilken sygdom det drejer sig om, men jeg bliver alligevel nysgerrig på, om du har prøvet at undersøge, om der findes nogle rådgivningstilbud, som specifikt henvender sig til din sygdom? Jeg tror det ville være rigtig godt for dig at få talt med nogen, som har forstand på lige netop den sygdom, du har. De ville helt sikkert kunne give dig nogle rigtig gode råd til, hvordan du kan få snakket med din kæreste på bedst mulig måde, sådan så han også forstår din situation og sygdom på bedst mulig måde. Og dertil vil de også kunne hjælpe dig med at forstå, hvorfor han reagerer, som han gør.

Jeg håber, at mit brev til dig har gjort dig lidt klogere på, hvad du kan gøre. Jeg ønsker dig det bedste!

De bedste hilsner,

Bryd Tavsheden