Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige

30

Dato

29/10/2022

Slipper jeg af med den følelse, når han rører ved mig?

Hej.
Jeg har set denne mand et par måneder. Han behandler mig pænt og vi har det godt. Der kommer et tidpunkt hvor jeg havde ondt i maven og ikke havde lyst til sex. Han var meget befamlende i løbet af aftenen og jeg sagde nej flere gange. Jeg kigger endda på ham inden vi sover og siger - du har ikke tilladelse til noget idag. Alligevel vågner jeg til han piller. Jeg trækker mig væk og møffer. Han siger “ åh la da vær - du vil jo gerne”. Jeg endte med at gøre det og tog så hjem så snart jeg vågnede. Nu er det så sådan at alt andet bare var perfekt og jeg savner ham. Så har genoprettet kontakten. Men der er sket noget ind i mig. Pludselig kan jeg ikke have han røre ved mig, hans kærligheds sprog er meget berøring. Har talt med ham om at jeg har brug for han holder igen og han skal lade mig, når jeg er klar. Men han forstår det ikke rigtigt . Det gør jeg heller ikke, og jeg er bare mega forvirret. Mit spørgsmål er enlig bare - kommer det til at gå igen? Slipper jeg af med den følelse når han røre ved mig.

Svar

Kære du,

Tak for dit brev.

Hvor er det godt, at du skriver ind og åbner op, om de tanker og følelser du går med, ift. den mand du ser.

Du beskriver en episode, hvor at du vågner op til, at den mand du har set et par måneder ligger og piller ved dig, selvom du flere gange i løbet af aftenen havde sagt, at han ikke havde tilladelse til noget i dag. Du trak dig efter episoden fra manden, men du har efterfølgende genoptaget kontakten, da du savnede ham og syntes, at alt andet fungerede godt. Nu har du dog ikke længere lyst til, at han rører ved dig, og han forstår det ikke rigtigt, når du prøver at forklare ham, hvordan du har det. Du spørger, om det kommer til at gå igen, og om du slipper af med den følelse, du får, når han rører ved dig.

Det lyder rigtig ubehageligt, at den mand du ser ikke respekterede dine grænser den aften, hvor du sagde, at du ikke havde lyst til, at der skulle ske noget seksuelt. Det lyder heller ikke rart, at han efterfølgende ikke forstår det, når du fortæller ham, at du har brug for, at han holder igen og venter til, at du er klar.

Jeg kan godt forstå, at du føler dig forvirret, men jeg kan desværre ikke svare dig på, om du slipper af med den følelse, du får, når han rører ved dig, eller om jeres relation kommer til at fungerer igen. Det er noget, du bedst selv kan mærke i maven - selvom det kan være rigtigt svært. Jeg kan dog fortælle dig lidt om, hvad seksuel vold er. Seksuel vold indebærer, at folk overskrider dine grænser seksuelt, f.eks. hvis du oplever ubehagelige eller grænseoverskridende berøringer, eller hvis du direkte eller indirekte tvinges til at udføre eller medvirke til seksuelle handlinger, som du ikke har lyst til.

Jeg vil gerne rose dig for, hvor god du var til at sige fra flere gange i løbet af den aften, du beskriver i brevet, samt hvor sejt det er, at du efterfølgende har tager en snak med manden og tydeliggjort dine grænser ift. hans berøring af dig. Det er virkelig stærkt gået! Det kan nemlig være rigtigt svært at kende og forstå sine egne grænser seksuelt og få sagt fra - særligt når man føler, at der er så mange andre ting i relationen, der fungerer godt. Det er dog rigtigt vigtigt, at der ikke er nogen, der overskrider ens grænser seksuelt, og det der bekymrer mig i dit brev er, at det lyder til, at han ikke forstår de grænser, du sætter.

Jeg vil foreslå dig at forsøge at tage en snak med ham igen, hvor du tydeliggør dine følelser omkring hans berøring af dig, samt hvor du fortæller ham, hvor vigtigt det er, at han forstår dine grænser og lytter til dem, hvis jeres relation skal fortsætte. Hvis han ikke kan forstå dette, eller hvis han fremadrettet fortsætter med ikke at respektere dine grænser, synes jeg, du skal overveje, om det overhovedet er ham, du skal være sammen med? Jeg synes i hvert fald, at sådan en stærk og handlekraftig kvinde som dig fortjener meget bedre end det.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget, og jeg ønsker dig alt det bedste fremover.

Mvh. Sophia,
Bryd Tavsheden