Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige

15

Dato

07/11/2022

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg elsker min kæreste men stadig er bange for ham?

Hej jeg er en pige på 15 år.
Og står i flere dårlige situationer, har en kæreste på 21 han er meget dominerende og føler nogen gange han manipulere mig. Han er ikke bange for sige ting lige ud og også ting som sorge mig. Jeg elsker ham rigtigt meget og oplever tit jeg gør alt for ham! Også ting som overskrider mine grænser. Vis jeg ikke gør som han siger eller vis jeg svare igen eller holder ved min egen mening så bliver han indelukket hård og kold, og føler mig så magtesløs og ensom. Og gør alt for ham skal blive "sig selv igen" så jeg overgiver mig altid. Føler ikke det vold? Men sammentidig er jeg bange for ham. Han har så meget indflydelse på mit liv at jeg er bange for ham kan finde på gøre dumme ting af vrede? Han har alle mine koder til alt. Han har adgang til alle mine sociale medier og kontrollere hvem jeg skriver med hvad jeg poster osv. Han har også mine helt personlige person oplysninger :/ hvad skal jeg gøre vis jeg elsker ham men stadig er bange for ham?

Svar

Hej pige på 15 år

Mange tak for dit brev!

Du fortæller, at du står i flere dårlige situationer i forhold til din kæreste. Du beskriver, at han manipulerer og dominerer dig, siger ting som sårer dig, overskrider dine grænser, bliver hård og kold hvis du ikke gør som han siger og kontrollerer dine sociale medier. Du fortæller, at han har meget indflydelse på dit liv, og at du er bange for ham men stadig elsker ham.

Jeg vil til en start rose dig for at finde modet til at skrive herind, og åbne op for din fortælling! Jeg kan sagtens forstå dit dilemma, og jeg får lyst til at fortælle dig om psykisk og digital vold.

Psykisk vold er en voldsform der kommer til udtryk som gentagende handlinger, der ofte foregår i det skjulte og altså kan være svær at få øje på. Psykisk vold kan fx omfatte vedvarende ydmygelser, kontrol, følelsesmæssig manipulation og trusler. Det kan være at blive styret af sin kæreste fx ikke selv få lov til at træffe sine egne valg, såsom hvilke venner man vil se og hvilket tøj, man ønsker at gå i.

Digital vold foregår online og er en form for psykisk vold. Det er digital vold, hvis du oplever at blive overvåget og kontrolleret, hvis din kæreste via din telefon fx tjekker hvem du kommunikerer med, hvor du er eller hvad du lægger op.

Det jeg bider mærke i er, at du føler dig bange i jeres forhold, specielt for hvad han kan gøre i vrede. I et kæresteforhold skal man føle sig tryg og elsket, og det er vigtigt med gensidig tillid. Du virker som et utrolig omsorgsfuldt menneske, der ønsker det bedste for din kæreste, men der er flere ting ved jeres relation, som ikke virker hensigtsmæssige og usunde bla. manglende tillid fra hans side.

Jeg vi opfordre dig til at snakke om dit forhold med en tæt ven eller familie. Det er vigtigt ikke at gå med disse følelser alene, og det kan være rigtig rart at snakke med en, som ser jeres relation udefra.

Vi vil også rigtig gerne snakke med dig om dit forhold og dine oplevelser. Du kan skrive helt anonymt på vores chat man-fre kl. 17-20, eller ringe ind man- tor i samme tidsrum.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Jeg ønsker dig alt det bedste, det fortjener du i den grad!

Mvh
Bryd Tavsheden