Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige

18

Dato

19/11/2022

Det her er bare en lille del af hvad der er sket i vores forhold

Hej.
Jeg har kendt den her dreng siden juni 2022. Han er 2 år ældre end mig, og i starten havde vi et godt forhold til hinanden, og vi var sammen rigtig ofte. Men ting begyndte at ændre sig. Han ville begynde at slå, nive og bide mig, så hårdt at jeg endte med blå mærker og smerter i op til flere dage. Jeg sagde ham mange gange han skulle stoppe, og hvorfor han gjorde det. Men det var bare hans måde at vise sin kærlighed til mig på. Han fortsatte, selvom han vidste jeg ikke kunne lide det, og hver gang jeg bad ham om at stoppe, ville der komme et stort problem ud af det, og han ville sige ting som “fint, jeg rør dig aldrig igen, du vil ikke have min kærlighed” og meget andet. Derudover får jeg altid skylden for Ek diskussion, hvis vi diskutere om noget han vil snakke om, så er det ikke en diskussion, fordi han vil snakke om det, og så skal vi snakke om det i flere timer, hvis det er det han vil. Hvis det er mig, som vil snakke om præcis det samme, så er det et kæmpe problem, og en ligegyldig diskussion. Lige nu har ham og jeg stået i en meget træls situation. Jeg endte med at blive gravid, og han sagde jeg skulle få an abort. Han har kørt lidt psykisk på mig, for at jeg skulle vælge en abort. Han har bla. Sagt at jeg var blevet tyk, han ved jeg er meget usikker på min krop, vægt og udseende, så han nævnte tit at jeg havde taget på. Men jeg endte med at få en abort, som blev lavet for et par dage siden. Nu stiller han mig så grænseoverskridende spørgsmål, som hvordan det foregik, “stak de en hånd op i dig og trak den ud? Hvor stor var fosteret?” Og meget andet. Når jeg Beder ham om at stoppe, og siger jeg ikke vil tale om det, så bliver han sur og siger det er min egen skyld. Jeg skal selv sige hvad jeg vil snakke om og ikke vil snakke om. Men kan han ikke spørge mig om jeg vil snakke om aborten inden han stiller mig sådanne spørgsmål? Det her er bare en lille del af hvad der er sket i vores forhold. Jeg har prøvet at komme væk fra ham, men jeg må ikke. Han vil have jeg bliver, og siger en masse ting for jeg skal blive. Jeg har virkelig brug for hjælp, inden jeg ender langt nede i et hul. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal få hjælp, eller hvorfra.

Svar

Kære du

Tak for dit brev, jeg er virkelig glad for at du skriver til os.

Du fortæller om et parforhold, der de sidste 2 år er blevet værre og værre for dig. Du fortæller om at du bliver slået, bidt og nevet. Du fortæller også om at blive nedgjort og at få skylden for de skænderier I har. Det er blevet endnu værre efter du har været gravid, og han har presset dig til at få en abort. Du vil gerne væk fra ham, men han vil ikke lade dig gå og du beskriver det som om du er ved at forsvinde ned i et sort hul.

Det lyder som om du har det rigtig dårligt og at du er ved helt at miste grebet om dig selv og dit eget liv. Derfor er det også virkelig sejt, at du skriver ind til os. Det tyder på, at der er en del i dig, der kæmper for dig og for, at du skal have det godt igen.

Det du beskriver er et parforhold der er meget usundt for dig og som det vil være farligt for dig at blive i. Det er derfor virkelig godt, at du ønsker hjælp til at komme væk.

Der er flere måder du kan få hjælp på, alt afhængig af hvor farlig din situation af. Du skriver at han ikke vil have, at du forlader ham, men skriver ikke noget om, hvad du er bange for, at han vil gøre, hvis du går.

Hvis du er bange for, at han vi gør dig fortræd, så er det vigtigt, at du kommer sikkert væk. Det kan være til en ven eller veninde, som han måske ikke kender, eller til et kvindekrisecenter i nærheden af, hvor du bor. Hvis det er et krisecenter, kan du ringe til dem og sammen med dem planlægge hvordan du kommer sikkert væk.

Hvis du har brug for hjælp til at finde hoved og hale i det hele, er du altid velkommen til at kontakte os. Vi har åbent alle hverdage fra 17-20 på enten chat eller telefon.

Uanset hvordan du søger hjælp, vil jeg også anbefale dig at betro dig til en person du kender og som du stoler på. Det kan være dine forældre, et familiemedlem, en søskende eller en ven/veninde.

Det er så sejt, at du kan mærke, at du har brug for at komme væk og jeg håber jeg har hjulpet dig med at finde ud af, hvordan du får hjælp.

Hilsner
Lotte
Bryd Tavsheden