Brevkassen er åben
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Skriver du et brev i weekenden, svarer vi mandag kl 17.00. Har du brug for akut hjælp uden for vores åbningstid, så kan du kontakte Lev Uden Vold på 1888.
Brevkassen er anonym
Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?
Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.
Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen. Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.
I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.
Pige
22
21/09/2019
Er det naivt at tro han kan ændre adfærd?
Min kæreste har udsat mig for vold, primært psykisk, over det sidste år. Jeg er startet i krisebehandling for få dage siden, hvor jeg er blevet vejledt til i første omgang ikke at have nogen kontakt med ham de næste par uger, så jeg kan få styr på mig selv og mine tanker, så han er flyttet ud af vores lejlighed og hjem til sine forældre. Jeg venter nu på at komme til lægen og så videre i et længere psykologforløb, og jeg synes ventetiden er rigtig lang, selvom der kun er gået 4 dage indtil videre.. Derfor skriver jeg til jer.
Min kæreste har hele tiden selv forsøgt at stoppe med at udøve vold, men desværre forgæves. Han har dog nu indset at han har brug for hjælp og har kontaktet minimum tre forskellige behandlingssteder, og dertil er mit spørgsmål: Er det naivt af mig at tro at han kan ændre sin adfærd? Jeg ved at han ikke er noget ondt menneske, men det han har gjort vil aldrig være okay, og ingen af os kan holde ud at leve i det længere, men kan det “forsvinde”? Er det muligt at bryde ud af det, og i så fald, hvordan? Jeg ved at det er op til ham at arbejde med sin adfærd, men hvis jeg skal “passe på mig selv” i det, så tænker jeg at vi i hvert fald nok bliver nødt til at flytte fra hinanden og ikke have fællesøkonomi mere, for måske at bryde ud af dårlige vaner og så han får sværere ved at kontrollere mig og jeg selv får lettere ved at mærke efter og at sætte grænser? Er jeg helt forkert på den? Er der håb for at adfærden kan “arbejdes væk” eller er jeg bare naiv? Håber virkelig at I kan hjælpe med et svar.
Kæreste dig på 22,
Tak for dit brev, hvori du så fint beskriver din situation. Jeg beklager det meget sene svar. Du er på ingen måde forkert på den, det lyder til at du er på helt rette spor.
Dét at du skriver herind, viser at du er handlekraftig og villig til at passe på dig selv. Det har du grund til at være stolt af. Du har gjort dig nogle tanker om hvad du bør gøre for at passe på dig selv og det lyder alt sammen ansvarligt og voksent. At flytte fra hinanden og droppe fællesøkonomien er også en måde at sætte grænser på, så det er er et godt først skridt.
En anden måde at passe på sig selv på, er at arbejde med sine selvfølelser, så man kan lære at finde respekten for sig selv igen, så man ikke lader andre overskride sine grænser eller kontrollere sig igen. Ingen kan kontrollere os, medmindre vi lader dem kontrollere os. Det skal man selvfølgelig have noget professionel hjælp til og det kræver at man træner sin adfærd, så hvis/når man havner i en lignende situation, selv kan stoppe det og tage magten og styringen i sit liv.
Hvor er det godt at din kæreste har indset at han har brug for hjælp og han er igang med at tage kontakt til div. behandlingssteder, det er første skridt på vejen til et liv uden vold. For ham selv og dem omkring ham. Du spørger om det er naivt at tro at han kan ændre sin adfærd. Det er i hvert fald ikke noget der sker fra den ene dag til den anden, det er en proces der tager tid og kræver mod, professionel hjælp og selverkendelse.
Det kræver at man er vedholdende, villig til at ændre sig og arbejder i en længere periode med sin adfærd, indtil man har ændret sine grundmønstre. Og herefter er vedholdende i sin nylærte adfærd, ellers falder man tilbage til de gamle mønstre efter en periode. Alle der vil ændre sig, kan ændre sig. Men det sker ikke af sig selv, ingen kan gøre det for os og der er ingen garantier, foruden dem vi selv kan give, ved at gøre arbejdet det kræver.
Jeg vil anbefale dig at ringe herind: +45 20 67 05 06 ml. 10-15. Hvis der er meget længe til dit psykologforløb går igang, har du mulighed for at komme i betragtning til nogle rådgivningssamtaler i basen.
De bedste hilsner
Nita