Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige

22

Dato

21/12/2022

Nu, tre år senere, kan jeg stadig ikke have drengevenner.

Jeg føler jeg bliver holdt tilbage og svigtet af min kæreste.
Vi har været kærester i tre år, og mødte hinanden, da vi boede i udlandet. I starten var dét, at han var jaloux, ikke så slemt. Han gjorde det dog klart, at han var sikker på, at drenge og piger ikke kunne være venner, da drengen altid vil udvikle følelser for eller have lyst til pigen.
Det skal siges, at han er fra et andet nordisk land end mig. Vi har prøvet at bo sammen i DK, men han savnede hans venner og familie, og flyttede efterfølgende hjem. Det er planen, at jeg skal flytte til Hans lands hovedstad til September, når min uddannelse er forbi.
Jeg gav en ofrelse fil ham, i starten af vores forhold. Jeg ville vise ham, hvor meget jeg ville HAM, og derfor slettede jeg 2/3 af mine venner på sociale medier, som “var en trussel” eller jeg ikke snakkede med mere.
Det gjorde ham rigtig glad
Nu, tre år senere, kan jeg stadig ikke have drengevenner, som jeg snakker eller skriver med alene. Han bliver meget jaloux, og ked af det, og forklarer det ud fra hans synspunkt. Drenge vil kun ses og snakke med mig, for at komme i bukserne på mig. Og det kan han ikke have. Han kan ikke lide tanken om, at en dreng skulle synes jeg var attraktiv eller interessant. Det gælder både drenge, som jeg har kendt siden børnehaven og mine mandlige kollegaer. Jeg ved han kun bliver frustreret, fordi han elsker mig, og ikke vil miste mig. Han er bare så god til at formulere sig, og tale sin sag, så jeg hurtigt føler mig forkert, eller at dét at jeg vil have drengevenner er forkert. Efter han har fortalt, at det gør ham utilpas, og hvis jeg stritter i mod, og holder fast i at holde kontakt med drengevennen, bliver han frustreret. Det kan enten være ved at hæve stemmen, eller ignorere mig i længere tid. Han kan også finde på efterfølgende at komme med stikpiller frem for folk han er trygge ved, fx hans familie, så han ved jeg ikke kan sige imod. Og dét gør mig pinlig berørt.
Vi har prøvet at gå på kompromis, hvor jeg nu fortæller om alle drenge som tilføjer mig på sociale medier, eller snakker med mig i byen, når han ikke er der. Jeg synes det var et fair kompromis, for jeg vil gerne have, at han er glad, og vil mødes med ham på midten. Men når jeg så fortæller dette, bliver han også frustreret, og fortæller igen; det er bare fordi de vil i bukserne på mig. Til tider lader han det ligge, men kommer igen med stikpiller senere, så jeg ved det gør ham ondt.
Forrig weekend var jeg til firmafest, og hér endte jeg på dansegulvet hele natten, og fik ikke skrevet til ham i 4 timer, fordi jeg hyggede mig sådan. Det har næSten været dråben for ham, og det er nu blevet 1.000.000 gange værre. Han tog med det samme en diskussion op, da jeg fortalte én fra mit arbejde havde sendt mig en venneanmodning. Det kunne han ikke forstå, “hvorfor ville jeg dog tilføje ham” og “selvfølgelig tilføjer han dig nu, fordi du er begyndt at snakke til ham på arbejdet, og lige efter en firmafest.
Han fortalte mig, at grunden til, at han er blevet så slem nu, er fordi jeg har misbrugt hans tillid, og ikke skrev da jeg var i byen, eller da jeg efterfølgende gok hjem. Men jeg var PINLIG over at skrive til ham, over at gå hjem kl 5, da jeg vidste han ville give mig stikpiller om det, og have det træls Over det.
Jeg var efterfølgende i byen, og hér blev han igen frustreret, fordi jeg ikke havde skrevet på to tomers mellemrum. Men jeg var på dansegulvet! Jeg har prøvet ar fortæller ham, at det ikke er fordi jeg glemmer ham, men jeg har det bare så sjovt, når jeg danser, at jeg glemmer tiden.
Jeg har fortalt ham, hvor meget jeg elsker HAM og at ingen kommer imellem det. Jeg tænker kun inderst inde, at dén som kommer til at stå imellem os, er ham selv. Jeg har fortalt ham, at denne jalousi giver mig en klump i maven, og jeg føler jeg skal gå på æggeskaller omkring ham. Her bliver han ked af det, og siger, at han ikke kan styre, hvordan han har det, og ikke ved hvordan han skal få det bedre.
Jeg prøver virkelig at være forståelig, men jeg har brug for hjælp til at forklare ham, at jeg også må have mit liv og mine venner. Jeg mangler en måde, at hjælpe ham til at slippe jalousien, og forklare ham, at hans følelser selvfølgelig er valide, men at de står i vejen for os. En måde, hvor han forstår det på.
Jeg føler, at denne jalousi holder mig tilbage fra nogle ting, som jeg gerne vil gøre. Fx opbygge eller forstærke venskaber, og nogle gange gøre ting for mig selv.
Jeg håber virkelig I kan hjælpe mig med at formulere mig til ham, og bygge hans tillid op igen, Så jeg kan få dele af mit liv tilbage, uden at have en klump i halsen.

Svar

Kære du.

Hvor er det godt du rækker ud efter hjælp og rådgivning. Det er det helt rigtige at gøre når man står i en svær situation og vi vil gerne hjælpe dig så godt vi kan 🙂

Du skriver at din kæreste i tiltagende grad er blevet mere og mere jaloux. I starten var det ikke så slemt, men nu er det blevet 1.000.000 gange værre. Du fortæller at han har gjort det klart, at han ikke tror på, at drenge og piger kan være venner, da drengen altid vil udvikle følelser for eller have lyst til have sex med pigen. Du har selv mandlige venner og kollegaer. Nogle af dine venskaber med drenge går endda helt tilbage til børnehaven. Du beskriver at du føler du skal gå på æggeskaller omkring ham, så han ikke bliver jaloux. Selv når du prøver på at være imødekommende overfor hans behov og prøver at berolige ham ved at fortælle ham om alle drenge som tilføjer dig på sociale medier eller snakker med dig i byen eller på arbejdet osv., så er din åbenhed og din kærlighed til ham ikke nok til at berolige ham. Når du fortæller ham om det, for at vise åbenhed og at du ikke skjuler noget for ham, så straffer han dig med sit humør og stikpiller. Han bliver meget jaloux, frustreret, ked af det, hæver stemmen, ignorerer dig i længere tid, kommer med stikpiller foran andre så han gør dig pinlig berørt og anklager dig for at have misbrugt hans tillid osv. Du fortæller at du skal skrive til ham jævnligt når du er ude, for ellers bliver han sur. Du beder om hjælp til at forklare ham, at du også har nogle behov som skal vises hensyn til for at du kan trives i forholdet, f.eks. opbygge eller forstærke venskaber, og nogle gange gøre ting for dig selv.

Puha, det lyder ikke rart at være i. Jeg kan godt forstå, hvorfor hans jalousi giver dig en klump i maven. Du beskriver mange flere ting end jeg kan nå at give svar på i det her brev. Jeg vil prøve at svare så godt jeg kan, men vi i Bryd Tavsheden vil meget gerne høre mere fra dig.

Du skriver at han "får dig til at føle dig forkert, eller at dét at du vil have drengevenner er forkert". Det er helt fint og kan være utroligt berigende at have venner af det modsatte køn. Det er dog rigtigt, at det kræver at man er opmærksom på, at romantiske eller seksuelle følelser kan opstå. Hvis det opstår, så er det vigtigt, at man på forhånd er afklaret med, at det kun er et venskab og aldrig skal blive mere end det. Det kan være at man så må skabe noget mere afstand i det venskab, stoppe med at se vennen for en tid, eller hvis vennen ikke kan få kontrol over sine følelser, at man helt må afbryde venskabet. Men det er ikke noget, som man ikke kan håndtere, hvis man er i et sundt parforhold. I et sundt parforhold, så har man tillid til at man aldrig vil være sin partner utro, og man har tillid til at ens partner heller ikke vil være det. Venskaber er vigtige for at man kan trives og have det godt, og nogle af disse venskaber er nogle gange med en af det modsatte køn. Hvis man skal afbryde venskaber med venner af det andet køn og forbyde nye venskaber af det andet køn, så bliver man let socialt udmagret og hæmmet i livet.

Omkring jalousi, så er det meget naturligt at blive jaloux i et parforhold. Jalousi er en helt naturlig proces som opstår når man føler farer for at ens parforhold trues. Ved at føle jalousi, så bruger man alt ens energi og opmærksomhed på at beskytte forholdet imod potentielle farer, f.eks. andre drenge. At føle jalousi i små mænger er helt okay, da det er et tegn på at man gerne vil beskytte sit forhold, og det er helt normalt, da næsten alle oplever en lille smule jalousi. Når jalousien opstår, så kan man snakke om sine usikkerheder og ved at vise respekt overfor hinandens følelsesliv, så kan man genvinde trygheden i forholdet.

Jalousi er altså sundt og normalt i små mængder. Men jalousien kan også vokse sig stor og blive meget usund og nedbrydende. Det lyder som om, at din kærestes jalousi har vokset sig så stor, så den er meget usund og nedbrydende. Du skriver at han siger, at han "ikke kan styre, hvordan han har det, og ikke ved hvordan han skal få det bedre". Det er sikkert også rigtigt, men det er ikke det samme som, at det ikke er hans ansvar at gøre noget ved det. For sådan som han gør nu, så har jalousien taget overhånd og er kommet ud i et overdrev. Når du beskriver, hvordan hans jalousi gør, at du bliver nød til at gå på æggeskaller, går rund med en klump i maven, bliver nød til at nævne alle kontakter med drenge i virkeligheden og på sociale medier for at berolige ham (og han også bliver sur selvom du nævner det), afbryder venskaber og bekendtskaber der aldrig har været seksuelle eller romantiske, bliver nød til at skrive ofte når du er i byen så du ikke kan nyde en aften ude osv., så har jalousien kammet over i social kontrol. Social kontrol i sådan en grad er en form for psykisk vold.

Han ønsker sikkert ikke at gøre vold imod dig, men det er det han kommer til. Det meste vold kvinder oplever, oplever de i familie- og kæresterelationer. Jalousi der kammer over til meget usund jalousi er desværre en hyppig grund til vold i parforhold. Det er derfor også hans ansvar at stoppe volden imod dig. Det er meget normalt at komme til at såre hinanden i et parforhold. Men når man er blevet opmærksom på, at man har kommet til at såre den anden, så er det også nødvendigt, at man tager ansvaret på sig og sørger for at man ikke sårer sin partner fremadrettet. Hvis han kan nå frem til den erkendelse, at hans jalousi er kommet ud i et overdrev og at han gerne vil tage ansvaret for at få styr på sin jalousi, så er der håb for jeres forhold. Hvis han ikke vil tage ansvaret på sig og ændre sig, selvom det er svært, men mener at det bare er dig der skal stoppe med at have drengevenner og at han vil fortsætte den sociale kontrol over dig, så er det et meget giftigt forhold at være i. Det vi tit ser er, at hvis voldudøveren ikke vil tage ansvaret på sig, så vil den uudslukkelige jalousi vokse sig større og større, så han vil få mere og mere social kontrol over dig, hvilket vil nedbryde dig.

Hvad kan han gøre for at få det bedre? Det er en god ide at få hjælp til at håndtere jalousien. Jalousi skyldes at man føler usikkerhed. Ved at erkende at han har et problem og at have nogle at tale med om det, så kan han lærer at få mere ro på sine følelser, så jalousien ikke vokser sig så stor. Det lød som om, at han bor i et andet land nu. Hvis han var i Danmark, så ville jeg anbefale ham et samtaleforløb i Bryd Tavsheden, Headspace eller at starte et forløb hos en psykolog. I det land, hvor han bor er der sikkert også nogle hjælpeorganisationer, og ellers kan han undersøge muligheden for at gå hos en psykolog. Han bliver nød til at få styr på jalousien, for uanset om det er dig eller en anden der blev hans kæreste, så vil han komme til at skade sin kæreste, hvis ikke han får styr på jalousien.

Hvis ikke der sker ændringer, så kan jeg ikke anbefale dig at flytte hjem til hovedstaden i hans land, hvor du ikke har noget socialt netværk og støtte. Ender du med at gøre det alligevel, så er det meget vigtigt at du holder øje med den sociale kontrol og holder kontakten til dit sociale netværk i Danmark. Hvis du oplever at den sociale kontrol fortsætter, så er du meget velkommen til at kontakte os selvom du er i et andet land.

Du efterspurgte hjælp til, hvad du skal sige til din kæreste, så du kan få dele af mit liv tilbage, uden at have en klump i halsen. Jeg håber du kan bruge nogle af de argumenter jeg har givet i mit svar på dit brev. Du kan evt. overveje om du synes det er en god ide at vise ham dit brev og mit svar på dit brev, hvis du tænker det giver ham den bedste og dybeste forståelse. Jeg håber han kan tage ansvaret på sig for sin jalousi, men der er desværre mange der ikke kan, men blot bliver sure. Jeg håber det bedste for jer.

Vi i Bryd Tavsheden vil meget gerne høre fra dig igen, da der var mange ting i dit brev jeg gerne vil høre mere om og som gjorde mig bekymret. Alternativt, så tror jeg du kunne få meget ud af at kontakte Headspace. Headspace er et gratis samtalerum med afdelinger over hele landet, hvor du kan tale om det du har lyst til. Jeg vil anbefale dig at tale med dem eller os, så du kan blive klogere på, hvordan du kan håndtere din kærestes jalousi.

Mvh. Bryd Tavsheden.