BREVKASSE

Pige

19

06/10/2019

Psykisk vold fra papfar

Hej.

Jeg skriver for at få hjælp, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hele mit liv har min mor boet med min papfar, og ham har jeg set som min far. Jeg kan ikke huske ubehagelige episoder fra min barndom. Jeg var enebarn indtil 2009, hvor min lillebror kom til verden, og det er først efter han blev født, jeg overhovedet kan huske, der har været problemer. Hele problemet handler om min papfar, som udøver psykisk vold på min mor, mig og min bror. Han fortæller min mor, at de ting hun siger er dumme, at hun lukker lort ud, at hun roder sig ud i for meget lort og at hun "fandeme er mærkelig". Dette er mens både mig og min bror er til stede. Min mor har flere gange kontaktet mig, at hun ikke synes, han opfører sig ordentligt, men at hun ikke tør gøre noget ved det, da hun er bange for at han tager begge børn med (mig og min bror). Jeg har flere gange bedt hende forlade ham, når det er det, hun selv vil, da forholdet hverken er sundt for mig eller hende - og til dels heller ikke min bror - men hun tør ikke. Min lillebror og mor skændes meget, fordi hun ikke mener, han hører efter og han kalder hende rigtig grimme ting - og her begynder min papfar så at råbe ad min mor, og fortælle hende at hun er sindssyg og siger mærkelige ting - altså giver han hende skylden for alting. Når min lillebror siger nogle dumme/grimme ting, så råber min papfar sindssygt højt af ham og fortæller ham, at han er en møgunge. I flere omgange er min bror brudt grædende sammen efterfølgende og sagt, at han (min bror) er en idiot og at han godt kan forstå, ingen kan lide ham. Dette burde være et kæmpe faresignal hos mine forældre omkring min brors psykiske helbred, men her råber begge min forældre istedet, at han skal "holde kæft med at sige sådan noget pis, selvfølgelig kan vi lide ham". Og sådan bliver det så ved.

Engang i 2016 eller 2017 havde jeg lavet mad, men jeg havde glemt at koge noget pasta til min lillebror, da han ikke kunne lide ris. Her skreg min papfar ad mig og kaldte mig en stjernepsykopat, fordi jeg ikke tænkte på andre end mig selv - på trods af, jeg havde lavet kød og sovs til alle i familien. Selvom oplevelsen er 3 år gammel, så sidder den i mig som var det i går. Han har i flere omgange hentydet til, at jeg er tyk og spiser for meget og på trods af et vedligeholdt vægttab, bliver jeg så sent som i dag sammenlignet med en gravid, og det gør så forfærdeligt ondt, når man virkelig har kæmpet for at nå til der, hvor man er i dag. Han kritiserer mig og min lillebror - f.eks spørger han ham, hvordan han ville have det, hvis han kaldte min bror brilleabe og sådan (han har briller og rødt hår), hvilket har fået min bror til at bryde sammen i gråd - fordi de ting (brilleabe osv), er det, der påvirker hans selvværd og selvtillid så meget, og det er så hårdt, at få det at vide fra ens far.

I 2017 turde jeg ikke komme hjem fra et weekendophold, fordi jeg var bange for at se ham og snakke med ham. Dette skyldes, at jeg endelig havde fortalt ham, hvordan jeg havde det med de ting, han sagde til mig - og han undskyldte til mig igennem min mor (ikke direkte til mig) og jeg tror, han har fået mere respekt for mig siden da, men det holder ham ikke fra at nedgøre og kritisere mig - og skælde min mor og bror ud konstant.

På stående fod har jeg ikke flere konkrete eksempler, men jeg ved, at der har været så mange ubehagelige oplevelser med ham, som har gjort, at jeg er bange for ham. Jeg er bange for at sige ham imod, jeg er bange for at spørge ham om hjælp, jeg er bange for at fortælle ham om, hvordan jeg (og min mor) har det og jeg har ingen idé til, hvordan jeg nogensinde kommer ud af det her. Én ting er sikkert og det er, at hvis jeg nogensinde kunne komme væk fra denne familie, hvor han har alt magt, som han har, og bruger den som han gør, så havde jeg gjort det. Det er så psykisk hårdt at leve i det her hjem, hvor man konstant er bange for at sige noget forkert. Og nej, han har aldrig slået nogen af os.

Derudover har jeg ALDRIG hørt ham sige undskyld - oprigtigt/direkte - for nogle af de ting han har sagt eller gjort - især overfor min mor.

Jeg håber, I kan se min pointe, selvom det måske ikke lyder af særlig meget, men der er så meget mere i det end bare de her "få" ord - og det påvirker HELE familien - også til familiekomsammen, hvor min papfar stadig kan finde på at skælde os ud og kalde os ting. Undskyld for det lange brev, som måske ikke blev så forståeligt, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre.

Kære pige på 19 år.
Tak for dit brev. Det er rigtig godt at du skriver og jeg synes, du beskriver din situation meget tydeligt og forståeligt. Jeg fornemmer nærmest, at du skriver på vegne af jer allesammen.
Det lyder hårdt og disharmonisk i din familie. Min første tanke er, at du ikke skal bo der mere, men det lyder til at du ikke tænker, at det er en mulighed. Jeg tænker dog, at det ville være en måde at sige fra overfor din papfar. Du kan jo altid have dit hjem åbent for din mor og din bror. Din mor er voksen og må tage ansvar for sine valg og sit liv. Måske synes du, at det lyder det hårdt, men du har dit eget liv som skal leves som det unge menneske du er. Måske ville det være godt for dig at komme væk fra det hele og få bearbejdet nogle af alle de ting, du har oplevet.
Det lyder også, som om du føler at stort ansvar for din mor og din bror, og derfor kan det føles som om du svigter dem hvis du flytter. Men du kan måske tænke på det som en måde at skabe en platform for at de også kan få modet til at flytte sig.
Jeg tænker at du har modet til at sige fra, du har jo en gang tidligere sagt fra overfor ham. Kan du huske følelsen, af at få sagt fra, så kan du måske finde ind til den styrke og de kræfter igen. Det kræver også mod at skrive herind, så godt gået!
Dette råd er jo mest rettet til dig, men din mor og din bror har også brug for noget hjælp.
Hvis du kan tale med din mor om hvad hun kan gøre,kan du foreslå kvindehjem eller krisecenter. Her kan både hun og din bror få hjælp. Her er nogle steder hun kan henvende sig.
www.lokk.dk deres telefon er 70 20 30 82 - hotline døgnet rundt.
Din mor kan også ringe direkte til Dannerhuset som er i København, tlf. 33 33 00 47, hverdage mellem 07-22 og i weekenden 11-16. De har også net rådgivning, www.dannerhuset.dk
Din mor kan også søge rådgivning hos Mødrehjælpen www.moedrehjaelpen.dk. og deres telefon er 33 45 86 00
Lev uden vold, kan også give din mor rådgivning og hjælp. Deres hjemmeside hedder www.levudenvold.dk De har en hotline på tlf 70 20 30 82.
Du er også meget velkommen til at ringe ind til os, hvor vi sammen kan se på, om du kan få et samtaleforløb.
Jeg ønsker dig held og lykke, det fortjener du.

Kærlig hilsen Hannah