Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige

16

Dato

02/02/2023

Jeg ved ikke om det er seksuel vold jeg er blevet udsat for?

Kære bryd tavsheden.
Jeg ved ikke om det er seksuel vold jeg er blevet udsat for?

Min sidste skoledag d. 22 juni 2022, var ikke sådan jeg havde håbet den blev til.
Min daværende kæreste(ex-kæreste) var meget overbeskyttende over for mig, han vil ikke have nogle andre drenge skulle komme i nærheden. Da det blev senere på aften skulle vi holde sidste skoledag med kun 9 klasserne på skolen, hvor jeg selfølgelig havde drukket, men ikke så meget til at jeg ikke kan huske det.
Min ex-kæreste vil gerne snakke med mig, så han tager mig med rundt om en bygning, men jeg tænkte jo slet ikke over det på det tidspunkt…
Han lægger mig ned på et bord og holder mig nede virkelig hårdt, jeg kan ikke komme fri, og han begynder ar tage mit tøj af. Da jeg kun have nederdel på var det meget nemt at få det af. Han begynder så at røre mig overalt på kroppen og siger “Du er min, kun min, ingen må få dig” og i mens han siger det er han igang med at stikke hans pik ind i mig. Jeg skriger, men har ikke nogle stemme da jeg have brugt den på dagen på min skole og det.

Jeg hørte om jeres foredrag, på en skole, og der blev jeg i tvivl om det var seksuel vold, er det det?
Jeg her været bange for at sige det til så mange, og begyndte også at selvskade da jeg var på et meget dårligt punkt…
Håber virkelig i kan hjælpe mig, for der er altid et eller andet som kommer til mig om denne oplevelse..
Jeg har brug for jeres hjælp!!!

Svar

Kære du,

Hvor er det godt, at du skriver ind om din tvivl og dine spørgsmål.

Du beskriver en episode med din ekskæreste til sidste skoledag og spørger ind til, om det var seksuel vold, du blev udsat for. Du skriver, at du har været bange for at sige det så mange, og at du begyndte at selvskade, da du var et dårligt sted.

Den episode du beskriver lyder utrolig ubehagelig og voldsom, og jeg kan godt forstå, at du har haft det rigtigt svært efterfølgende. Det er derfor også rigtigt godt, at du skriver herind.

Jeg vil gerne starte med at fortælle dig lidt om, hvad seksuel vold er. Seksuel vold er, når andre overskrider dine grænser seksuelt. Eksempelvis hvis du oplever ubehagelige eller grænseoverskridende berøringer, eller hvis du direkte eller indirekte tvinges til at udføre eller medvirke til seksuelle handlinger, som du ikke har lyst til. Det kan eksempelvis være at blive tvunget til sex mod din vilje

Ud fra det du skriver i dit brev, er det meget tydeligt, at din ekskæreste udsatte dig for seksuel vold ved tvinge dig til sex mod din vilje. Det er vigtigt for mig at gøre opmærksom på, at det han gjorde var meget alvorligt og forkert - og faktisk også ulovligt. Det er simpelthen aldrig okay, at nogen overskrider ens grænser seksuelt. Det er også vigtigt for mig at understrege, at du ikke har gjort noget som helst galt. Det er din ekskæreste, der var rigtigt ubehagelig og grænseoverskridende.

Selvom du absolut ingenting har gjort galt, kan stadig godt føles rigtigt sårbart og svært at skulle fortælle andre om en episode som denne. Måske er det også sådan du føler, når du skriver, at du har været bange for at sige det til så mange? Jeg er i denne forbindelse nysgerrig på, om du har forsøgt at tale med en voksen om det? Det er nemlig vigtigt, at du ikke går med denne oplevelse alene, men at du deler den med en voksen, du føler dig tryg ved, så du kan få noget hjælp til at bearbejde den. Det kunne eksempelvis være din mor, far, moster eller lærer. Hvis du gerne vil melde episoden til politiet, vil en voksen også kunne hjælpe dig med dette.

I dit brev lægger mærke til, at du skriver, at du efter episoden begyndte at selvskade, da du havde det meget dårligt. Du skriver dog ikke, om du stadig selvskader? Hvis dette er tilfældet, er det også vigtigt, at du bruger den voksen du går til, til at tale om dette. Derudover kan jeg oplyse, at Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade tilbyder gratis rådgivning om selvskade. Der kan du både skrive eller ringe ind.

Hvis du har brug for at tale mere, om det du har været udsat for, eller hvis du har brug for hjælp til, hvordan du skal få det sagt til en voksen, er du også altid velkommen til at skrive eller ringe ind til os. Vores chat har åbent alle hverdage fra 17-20, og vores telefon mandag-torsdag i samme tidsrum på nummeret: 44 45 20 90. Vi vil meget gerne tale med dig!

Mvh. Sophia,
Bryd Tavsheden