BREVKASSE

Pige

17

08/10/2019

Jeg føler, det er min egen skyld

Jeg har være sammen med min kæreste i snart 2 år. Han har været voldelig over for mig det sidste 1,5 år. Hvor han skubber mig, kaster mig ned i jorden, og et par gange har han også taget kvælertag. Jeg føler det er min egen skyld da jeg overreagere og skælder ham ud over små ting. Derfor føler jeg at jeg har fortjent det. Men noglegange udvikler det sig så voldsomt at han har skåret i sig selv flere gange hvor han har tvunget mig til at kigge på. Jeg er lige flyttet sammen med ham, og nu er det næsten mig der er den mest voldelige. Når vi bliver uvenner, "fanger" han mig, altså tager sine arme og gør så jeg ikke kan komme forbi. Og når han gør det for jeg det virkelig dårligt og bliver bange, og slår ham indtil han lader mig komme forbi. Jeg ved ikke om det er min skyld det hele, men jeg er begyndt at få angstanfald når vi bliver uvenner. Jeg er rigtig genert og har derfor svært ved at snakke med lærer eller andre om det

Kære du.
Tak for dit brev og fordi du tager dig tid til at beskrive dit forhold med din kæreste gennem to år. Jeg kan gennem hele dit brev læse, at du er ked af jeres skænderier, der oftest ender i vold. Det du beskriver, og den måde det er eskaleret på gennem det sidste stykke tid, lyder rigtig alvorligt. Jeg tænker, at det måske også er det, du er blevet opmærksom på, og derfor skriver ind til os.
I har haft et turbulent forhold gennem længere tid, og du skriver, at du nu er den mest voldelige - slår ham, når han holder dig fast og skælder ham ud over små ting.
Jeg tænker på, om du og din kæreste mon har snakket om hvorfor jeres uenigheder bliver så voldsomme? Har I sat ord på, hvad det gør ved jer, når I oplever vold fra den anden part? Snakket om hvordan I sammen kan hjælpe hinanden til at det ikke bliver så voldsomt?
Jeg vil understrege med det samme, at det aldrig er din skyld, at din kæreste valgte at skubbe dig eller tage kvælertag. Det var og er forkert at bruge fysisk eller psykisk vold over for sin partner. Et forhold skal være bygget på tillid og tryghed mellem to parter, og ikke give angst eller skyld.
Når jeg læser dine oplevelser af jeres forhold, tænker jeg på, om du mon har gjort dig tanker om, hvorfor du slår ham? Skælder ud? Hvorfor du kommer derud? Har du gjort dig tanker om, hvad du ønsker i et forhold? Hvordan du gerne vil mødes og elskes? Om det forhold du er i nu, er et du ser dig selv i på sigt?
Hvis ja, tænker jeg at det kræver at du og din kæreste sammen får hjælp. Det er ikke kun den ene part, der kan rette op på et forhold, der går skævt. Det kræver at din kæreste også har motivationen og måske snakker med sin læge om at få henvisning til en psykolog. I kan kontakte "dialog mod vold", der giver terapi til blandt andet par og familier. Det kræver også, at du får professionel hjælp, så I - efter et terapiforløb - kan mødes i et nyt og bedre forhold. Men det kræver tid og masser af kræfter.
Hvis nej, kræver det, at du finder modet til at gå fra ham. Det ved jeg kan være svært, når der er følelser indblandet, og en drøm om det perfekte - brister. Det kan være at du skal have en ven med når du slår op med ham, eller gøre det på en cafe? Måske flytte hjem til en veninde et stykke tid? Få hjælp til ikke at svare på sms'er eller opkald fra ham? Blive distraheret når savnet kommer snigende? Med andre ord få støtte fra nogen du føler dig tryg ved.

Ingen fortjener at opleve kvælertag, slag og grimme ord i et parhold. Du er ikke selv skyld i det, og det håber jeg, at du med mit brev, vil forstå og gøre til din nye fortælling. Jeg tror også, at du er en reflekteret pige, der selv kan mærke at dit forhold, som det er nu, ikke er godt for dig, og at du med dit brev, tager dit første skridt på vej mod noget nyt.
Hvis du har lyst, er du også velkommen til at ringe ind til os, så vi sammen kan se, om du skal have et samtale forløb.
Jeg ønsker dig alt det bedste. Pas godt på dig selv.
Venlig hilsen
Kirstine