Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige

25

Dato

09/04/2023

Jeg vil give det en chance før jeg går fra ham, hvilket jeg burde have gjort for længst

Hej

Min mand og far til vores to små børn er psykisk og fysisk voldelig. Når det står på så kommer det ud af det blå. Jeg føler at han nærmest er psykotisk i øjeblikket. Han har tæsket, sparket og slået mig ofte men for det meste “styrer” han sig med “kun” at smadre ting og sager, og at svine mig til. Vores ældste barn bliver helt stiv og stille mens det står på. Jeg hader mig selv fordi jeg stadig er hos ham, jeg føler mig som den dårligste mor i verden. Jeg tror jeg har udviklet ptsd, for jeg ser mit barn for mig hele tiden, helt stiv og med hænderne for ørerne. Min mand angrer meget og forstår ikke at han ikke kan styre sig selv. Jeg vil egentlig bare spørge om han kan komme i et forløb hos jer hvor det er mere eller mindre anonymt? Han vil gerne have hjælp men han føler sig flov og vil ikke gå til lægen af den grund. Jeg vil give det en chance før jeg går fra ham, hvilket jeg burde have gjort for længst. Men jeg tror oprigtigt at han kan ændre sig med den rette hjælp og indsats for han har selvindsigt som jo er vigtig, og han kan selv se hvad han gør forkert, og han vil gerne, han ved bare ikke hvordan han bryder med det mønster han har lært fra barnsben

Svar

Kære du,

Hvor er det godt, at du skriver ind til os.

Du skriver, at din mand og far til jeres to små børn er fysisk og psykisk voldelig. Når det sker, oplever du ham som værende nærmest psykotisk. Som oftest kommer volden til udtryk ved at han smadrer ting eller sviner dig til, men han har også tæsket, sparket og slået dig.

Jeg vil gerne starte med at understrege, at det du oplever derhjemme med din mand lyder meget voldsomt og alvorligt. Det er aldrig okay, at nogen er fysisk eller psykisk voldelig over for en. Du skriver ikke, om din mand også er direkte voldelig overfor jeres børn, men uanset hvad så er de udsat for en indirekte vold, ved at de observerer ham være voldelig over for dig. En reaktion på denne indirekte vold kommer til udtryk i dit brev, når du skriver, at dit ældste barn bliver helt stiv og stille, når det står på. Det er også tydeligt, at volden påvirker dig meget, hvilket kommer til syne, når du beskriver en dårlig samvittighed over at blive hos din mand, en følelse af at være en dårlig mor samt din mistanke om en udviklet PTSD. De reaktioner og følelser du beskriver er helt naturlige at have, når man bliver udsat for vold, men det er vigtigt for mig at understrege, at der er noget du kan gøre for at ændre på dette. Det er den vold din mand udsætter dig og dine børn for der gør, at du og dine børn går rundt og har det så skidt. Hvis I bliver fjernet fra denne vold, så vil både dine børn og dig også få det meget bedre. Derfor er det rigtigt vigtigt, at I kommer væk fra din voldelige mand og får noget hjælp og støtte.

Du skriver, at din mand angrer meget og gerne vil have hjælp. Du skriver i forlængelse af dette, at du gerne vil give ham en chance, før du forlader ham, og at du tror på, at han kan blive bedre.

Jeg kan godt forstå, at du har det på den måde. Når man elsker en person rigtigt højt, så er det helt narturligt, at man vil gøre alt, hvad man kan for at hjælpe vedkommende. Det er også helt naturligt, at det kan være rigtigt svært at forlade personen, selvom man inderst inde godt ved, at det vil være det bedste. Det har jeg også en stærk fornemmelse af, at du selv godt ved, når du skriver: "Jeg vil give det en chance før jeg går fra ham, hvilket jeg burde have gjort for længst". Prøv at hæft dig ved den sidste del af sætningen. Det er som om, at den nærmeste helt udvisker den første del? Jeg er i hvert fald overbevist om, at det bedste, du kan gøre for dig og dine børn er at fjerne jer for volden. Derfor vil jeg gerne oplyse dig om, at der ligger krisecentre rundt om i hele landet, der meget gerne vil tage imod dig og dine børn og give jer den rette hjælp og støtte. Det tror jeg vil være det helt rigtige for dig og dine børn. Hvis din mand gerne vil søge hjælp og arbejde på sig selv, så er det noget han selv kan og må finde ud af. Det er i hvert fald ikke dit ansvar, og det vil hverken gavne dine børn eller dig at blive i et usundt og voldeligt forhold på baggrund af et håb om, at han måske kan ændre sig eller blive bedre. Jeg kan godt forstå, at denne beslutning er uendelig svær og hård at tage. Men jeg vil gerne understrege, at du virker som en super kærlig, tænksom og samvittighedsfuld kvinde, der vil det absolut bedste for sine børn – og jeg er sikker på, at du sagtens kan. Prøv bare at forestil dig en tilværelse med dine børn uden vold, konstante bekymringer og dårlig samvittighed... Det er muligt!

Hvis du skulle have brug for at skrive mere med os, om det du oplever, og hvordan du kan søge hjælp, er du altid velkommen til at skrive ind til vores chat, der har åbent alle hverdage fra 17-20 eller ringe ind på telefon +45 44 45 20 90 mandag-torsdag i samme tidsrum.

Jeg ønsker dig og dine børn alt det bedste fremover og hepper på dig.

Mvh. Sophia,
Bryd Tavsheden