BREVKASSE

Pige

30

19/05/2023

Jeg blev svigtet af alle

Jeg er 30 år, jeg bad om hjælp første gang i folkeskolen, anden gang hos socialforvaltningen, tredje gang hos psykiatriforvaltningen, fjerde gang hos beskæftigelsesforvaltningen og femte gang hos TUBA, og jeg er stadig ikke blevet hørt og taget alvorligt endnu 😢

Da jeg var umyndig og blev hjemløs i 2010, anede jeg ikke hvad en social forvaltning var, men en hjælpsom dame fra gaden hjalp mig med at finde den. Da jeg kom ind til det første møde følte jeg mig overhovedet ikke velkommen, det føltes som om at jeg var gået forkert. Jeg blev ikke taget alvorligt. Der blev sagt, at det ikke var et sted for 16 årige som mig og at de ikke kunne hjælpe mig, når jeg hverken mine forældre havde misbrugs- eller psykiske problemer. Dette sagde sagsbehandleren til mig allerede inden paragraf 50 og 51 undersøgelserne blev foretaget.

Jeg kan huske, at jeg prøve at vise hensyn til de voksne, der var ansat til at varetage barnets tarv - hvordan jeg makkede ret og parerede ordre, de var jo de autoritære voksne, der kunne jurasproget og som glemte at oplyse mig om mine muligheder og rettigheder i en verden, som de udemærket godt vidste var ny for mig. For dem var jeg bare endnu en udgift, endnu en belastning. Men da jeg kom ned på gaden blev jeg helt tom indeni, jeg vidste ikke hvor jeg skulle gå hen - og social forvaltningen ville ikke tage mig alvorligt. Når jeg ser dokumentaren “De umyndige” er det ordret det samme manuskript som bruges for at de umyndige unge hjemløse i dag ikke kan få et anbringelsesgrundlag. Et standardiseret manuskript af manipulationsteknikker som gasligthing, projektering, diskvalificering mv. Dvs. At social forvaltningen ikke ville tage den psykiske vold, der fulgte med de funktionelle alkoholproblemer, der var der hjemme. Derfor sagde de, at jeg skulle udredes for at kunne få hjælp.

I XXXXX er aktindsigter blevet blandet sammen og efterfølgende uddelt til borgere velvidende at borgers personfølsomme oplysninger er blevet videregivet uden samtykke til fremmed borgere. Da jeg fik udleveret mine sagsakter, blev jeg anbefalet ikke at læse dem. Jeg blev oplyst om, at hvis jeg havde noget at klage over, så kunne jeg lige så godt opgive det på forhånd, da jeg ikke ville komme nogen vegne med det.

I distrikt psykiatrien var der ingen handleplan og et utrygt forvirrende samarbejde, som endte med at betyde at de ikke kunne overholde udredningsgarantien, hvorfor jeg blev henvist til XXXX klinik. Her blev jeg udredt med én diagnose for øje, nemlig den XXXX havde studeret, via et stemningsregistreringsskema, der udover at registrere energi- og stemningssving, samt kaffe og alkohol indtag - dvs. skærmbrug, sukkerindtag, traumer som holdte mig vågen fra det ekskalerende drukmisbrug der stadig var i familien som min 9 år yngre lillesøster var fanget derhjemme i blev ikke registreret.

Derfor er grundlaget for mit udredningsforløb bygget på så tyndt et videnskabeligt grundlag at det er en fejldiagnose, som jeg efterfølgende er blevet sanktioneret for at have fået - udelukkende for at give social forvaltningen en gyldig grund for at hjælpe mig, den psykiske vold forårsaget af den funktionelle alkoholisme som nu også var i gang med at isolere min lillesøster og også gøre hende ensom var ikke nok.

Jeg er også blevet anbefalet at søge revalideringsydelse i jobcenter XXXX 4 gange, den første gang blev jeg afvist fordi jeg var for dårlig, den anden gange fordi jeg var for velfungerende, den tredje gang fordi jeg var for dårlig og den fjerde gang fordi jeg var for velfungerende. Det er den samme forhalingsmekanisme der går igen i TV2 dokumentaren “Håbløst arbejde”. Dvs. At der er professionelle sagsbehandlere, der var ansat til at løfte mig videre på egne ben, men som har spildt min tid og ressourcer på meningsløsheder for at de selv kunne forsørge deres familier.

Når jeg kigger i mine sagsakter fra forvaltningerne, finder jeg sider uden sidetal, sider hvor der mangler sidetal og sider der stammer fra andre borgers sagsakter.

Social Forvaltningen i XXX var bevidste om, at de havde blandet borgernes sager sammen, inden de delte dem ud, for det var min kontaktperson, der sagde det til mig. Men alligevel delte de mine og andre borgers personfølsomme oplysninger ud til alle, der havde søgt aktindsigt..

Da forløbet i socialforvaltningen var afsluttet flere år efter, søgte jeg aktindsigt i min sag, hvor jeg ved udleveringen fik af vide; “det hjælper ikke noget at du kigger i din sag, vi vil ikke anbefale dig at gøre det. Du kommer alligevel ikke nogle vegne med at klage.”

Da jeg kom i forvaltningsregimet første gang, var jeg et hjemløst barn. Da jeg kom ud af forvaltningsregimet igen, blev jeg sendt ud til voksen hjemløshed igen. Nu er jeg snart færdiguddannet Bæredygtig Designingeniør, men jeg er helt ødelagt af at få elimineret min behov og være et fejlfindingsobjekt i forvaltningsregimet gennem 9 år. Jeg vil gerne bidrage til samfundet og blive en del af flokken igen. Men jeg har brug for hjælp og en håndsrækning til at forstå min sag, min historie, mit identitetsgrundlag, og til at få håndteret mine problemer, som forvaltningsregimet indtil videre bare har elimineret.

Det kunne være interessant at få lavet en opgørelse af hvor mange timer jeg har brugt i forvaltningen og hvor mange af de timer, der har været meningsløse, irrelevant forhalingsmekanismer - bare for at vise et eksempel på virkeligheden.. Jeg gad godt at have brugt mine ungdomstimer på at lære noget nyt og få nye venner i stedet for.

Det er ensomt og svært at blive en del af flokken i samfundet igen efter så mange års usynlige afhøringer i den varme afhøringsstol, som jeg satte mig i af nød og uvidenhed. Jeg har ikke engang fået noget på CV’et eller et diplom for al det gratis bureaukratiske overdokumenteringsarbejde, som jeg har udført for forvaltningsregimets fornøjelsesskyld - og det er endda på trods af at overdokumenteringsarbejdet ikke kan blive brugt til noget, da vi ingen forvaltningsdomstol har i Danmark.

Jeg ville langt hellere foretrække, at vi bare var ærlige og sagde åbent i offentligheden er vi ligeglade med, om vi har fattigdom og hjemløse (unge) på gaden.. Det gør man ikke. I stedet er der blevet foretaget en undersøgelse der viser at vi kun har relativt fattigdom i Danmark, fordi alle har en smartphone - og der er en tandsundhed være en bedre målestok ift. fattigdom end en smartphone er, specielt når vi lever i et højteknologisk samfund, hvor samfundet kræver at individet har en smartphone. Det er fup og fiduser..

Jeg bruger ikke mit eget navn officielt, da jeg allerede har været et fejlfindingsobjekt i forvaltningsregimet i 9 år uden at få hjælp. Jeg skulle bare udføre en masse gratis bureaukratisk arbejde, selv som barn inden jeg havde fået en uddannelse, skulle jeg agere min egen forsvarsadvokat - og så siger vi at vi ikke går ind for børnearbejde i Danmark 🫣

Hej!

Først og fremmest vil jeg gerne beklage at det har taget os så lang tid at svare. Vi vil gerne komme med et velovervejet, voldsfagligt og grundigt svar, hvorfor jeg svarer dig. Jeg hedder Anders og er den faglige leder af rådgivningen herinde. Jeg har også måtte redigere i dit brev for at beskytte både dig og andre du nævner, hvilket jeg skal gør for at overholde dataperson lovgivnignen.

SÅ vil jeg gerne takke dig for at dele din historie. Jeg bliver enormt rørt, når jeg læser den igennem. I din fortælling beskriver du massive svigt fra de mennesker, som skulle have hjulpet dig, lyttet til dig og prøvet at forstå dig. Det er jeg enormt ked af på dine vegne! Det havde du ikke fortjent.

Når jeg læser dit brev, fornemmer jeg en stor vrede i dig over at blive uretfærdigt behandlet. Over at systemet svigtede og at ingen ville lytte og prøve at forstå. Jeg fornemmer at der er nogen specifikke personer som din vrede er rettet mod. Har jeg ret i det?
Hvis ja, så er din vrede forståelig og velbegrundet. De skulle have passet bedre på dig!

Men jeg forestiller mig heller ikke at du har kontakt med de personer du benævner idag? Så hvor mon den vrede bliver rettet hen nu?

Når jeg snakker med unge mennesker, som har oplevet det du har, så oplever jeg tit at vreden bliver rettet indad, når den ikke har andre steder at være. Og det kan være virkelig hårdt! Som en slags indre stemme der hele tiden skælder ud eller pisker løs.

Hvis det sker hos dig, så skal du huske at sige fra overfor stemmen. Den har ikke ret. Der er ikke noget galt med dig, der er noget galt med den måde du blev behandlet på. Det fortjente du ikke og det fortjener du ikke idag.

Hvis du gerne vil have noget hjælp til den proces, så vil jeg gerne enten finde ud af, sammen med dig, hvordan vi hjælper dig bedst. Skriv til mig på anders@brydtavsheden.dk

Så hvad nu? Er du for evigt dømt til "det her liv"?

Svaret er heldigvis nej.

Du fortjener en helende proces til at hele din sår du er blevet tildelt over årene. Din fortælling er ikke din skæbne, men du kan vende det til en inspiration og en gave for andre. Der findes mange, som har oplevet noget lignende som dig, som idag bruger deres historie til at hjælpe andre. Måske ville det give dig noget?

Du er så stærk og modig, for at dele din historie. Den styrke og det mod, kan du være med til at give den 15-årige dig, der lige nu sidder derude og har brug for hjælp.

Men først og fremmest, så tror jeg du skal have noget hjælp til at hele dine sår. Jeg håber jeg hører fra dig, for vi vil gerne hjælpe dig.

Endnu engang tusind tak for at dele din historie.

Alt det bedste, Anders