BREVKASSE

Pige

21

29/05/2023

Jeg aner ikke selv hvad jeg skal gøre mere

Hej Brevkassen.

Jeg skriver herinde fordi jeg ikke selv aner hvad jeg skal gøre mere.

Hele det her rod startede da jeg gik ned med stress på arbejde. Jeg blev kastet rundt fra butik til butik og med min bagage og autisme diagnose gik det bare ikke. For meget uforudsigeligt.
Mit arbejde har været for at beskæftige mig selv, så jeg ikke skulle tænke på min fortid. Så har jeg hesten efter arbejde til at lade op.

Da jeg gik i 2 eller 3 klasse blev jeg udsat for et overgreb getagende nætter af min daværende veninde. Jeg husker ikke præcis hvor mange men i hvert fald 2-3 nætter. Hun havde en hest som jeg gerne ville med ud til, derfor var jeg venner med hende. Hun fandt S, P eller K interessant og havde set man kunne gøre det med seksuelle udfordringer. Først truede hun mig med bank hvis jeg ikke valgte K og bagefter pressede hun mig til bl.a. at tage glaskugler ind under skamlæberne, gnide mig op af en waveboard (form for skateboard) og til sidst at tage tøjet af så vi kunne gnide os nøgne op ad hinanden. En anden dag ville hun lege 'doktor' og skulle pille og kigge mig for neden, truede mig med at banke mig og slå mig ihjel hvis jeg ikke gjorde som hun sagde. Hun var på det tidspunkt næsten dobbelt så stor som mig, altså svært overvægtig og derfor var jeg bange for hende, i 2 eller 3 klasse vel og mærke.

Da jeg er 16 år og går på efteskole finder jeg en kæreste over nettet, han er 18 år på det tidspunkt. 2 eller 3 gang vi ses er vi sammen seksuelt, min første gang. Jeg bløder en helt del på hans hvide lagn og hvide sengetøj. Han skælder mig ud, kalder mig klam, mener jeg skal erstatte alt det jeg har ødelagt. Sammen aften/nat spørger han 7 gange om vi skal gøre det igen. Hver gang siger jeg nej og hver gang tvinger han sig selv adgang, ved at tage mine lår og trække dem fra hinanden og stikke hans pik ind. Det vil altså sige, ufrivlligt 8 gange på en nat. Jeg kunne ikke sidde ned af ren smerte dagen efter i toget på vej tilbage til skolen.

Da jeg er fyldt 18 år og har været i byen henover et halvt år, tager jeg, ret stiv, med en fyr med hjem som havde været sød og rar over en længere periode. Hjemme hos ham, holder han mig nede i kvælertag og slår sig løs mellem mine ben. Han siger han ikke kan komme helt generelt, så han bliver bare ved til han ikke gider mere og lægger sig til at sove. Næste dag følger han mig til bussen og jeg har ikke snakket med ham siden.

I 2020 møder jeg min ekskæreste. Flink, men lidt ødelagt efter et tidligere forhold hvor hans eks havde været ham utro. Han er meget kontrollerende, skal se alle beskeder jeg sender, kræver jeg sletter flere drengevenner og presser mig til sex med dårlig samvittighed. Jeg går fra ham i maj 2022.

Kort tid efter begynder jeg at ses lidt med en anden fyr, intet seriøst, vi savner bare begge selskab og er ikke klar på et forhold.
Vi ses i en periode, har også sex, men hvor vi begge er med på den.
En aften hvor jeg er til en fødselsdag, opløses festen og jeg vil gerne i byen, mens de andre bare vil på bar. Så jeg tager i byen hvor ham her fyren er, han er sød til at starte med, men forsvinder i løbet af natten. Hans kammerat som er noget større end ham, finder mig interessant og begynder at smigre sig ind på mig. Pludselig begynder han at tage på mig, kysse på mig osv. Jeg hiver fat i en vagt og beder om hjælp, hvorefter han bare griner af mig og spørger mig om jeg aldrig har været i byen før. Kammeraten finder mig igen og holder fast om i mit håndled i et par timer, spørger mig til sidst om jeg vil med hjem, som jeg afslår. Han insisterer og jeg bliver nødt til at skubbe ham ned ad trappen til dansegulvet for at komme væk, stikker af og tager bussen hjem.

Herudover har jeg flere år med mobning og udelukkelse fra starten på fritidshjem til omkring 6.klasse i folkeskolen.

Jeg har bakset med mit syn på min krop. Har en autisme diagnose, haft voldsomt angst, som jeg stadig kæmper lidt med, panikanfald (Anfald hvor jeg starter med at græde, begynder at ryste, til det går over i kramper og jeg stopper med at græde. Når det går over i kramper mister jeg bevidstheden, dvs jeg kan ikke huske hvad der er sket. Disse kan vare alt fra 30 min til flere timer.)

Samtidig med alt dette har jeg et fuldtidsjob i detail, som jeg er nødsaget til at have for at kunne betale for lejlighed, hest (som er nødvendig for mit mentale) osv.
Derudover skal jeg være til stede overfor min nuværende kæreste.

Jeg har været hos diverse psykologer, til lægen osv. I akutmodtagelsen har jeg sagt at jeg blot ønsker fred og gerne vil tage livet af mig selv, men ikke har intentioner om rent faktisk at gøre det fordi jeg ikke ønsker at byde min familie og kæreste den sorg, samtidig med jeg ikke ønsker at efterlade hesten.
Intet har hjulpet. Jeg er simpelthen så ødelagt og kan snart ikke mere. Føler mig tom indeni, selv det at skulle stå, spise osv er uoverskueligt.

Jeg er sygemeldt fra arbejde og ønsker egentlig at sige op, men jeg kan ikke opgive lejlighed og hesten.

Kære du

Først og fremmest, vil jeg sige tak for at du deler din historie!
Det er så godt og modigt at du har skrevet ind til os - det lyder som nogle meget ubehagelige oplevelser.

Du skriver at dit rod startede med stress på arbejdet, fordi du blev kastet mellem butikker og det ikke hænger godt sammen med din autisme. Derudover forstår jeg måden du ser dit på arbejde som værende en afledning fra din fortid. Og jeg kan sagtens forstå du har det sådan!

Den første historie du fortæller lyder meget voldsom og ubehagelig, særligt når du har været så ung, og jeg kan virkelig godt forstå, hvis det stadig er noget der kan fylde i dine tanker. Er det noget du har fortalt til nogen, evt. en forælder, enten dengang eller måske efterfølgende?
Din fortælling om din første gang som 16-årig med din daværende kæreste, lyder meget grænseoverskridende og hård. Han skulle ikke have behandlet dig sådan - det havde du absolut ikke fortjent. Han skulle absolut ikke have skældt dig ud for at bløde den første gang (for det er altså meget normalt) og heller ikke have tvunget dig til sex efterfølgende!
Den seksuelle oplevelse du havde som 18-årig lyder også ret ubehagelig. Men ved den anden bytur, som du beskriver med ham kameraten, vil jeg rose dig for at være modig nok til at spørge om hjælp. Og øv, hvor er det mega frustrerende at vagten bare griner og ikke gør noget for at hjælpe. Men igen, du kommer væk derfra, og det er på nogle måder det vigtigste.
I forhold til din ekskæreste, lyder det ikke som det bedste forhold at være i grundet hans kontrollerende adfærd. Og selvom han har været ødelagt af at tidligere forhold, er det stadig ikke i orden at han behandlede dig på den måde. Det må du huske på!

Med disse historier i "bagagen" samt din autisme og angst, kan jeg virkelig godt forstå at du føler dig opgivende! Jeg er dog nysgerrig på om du har fortalt et andet menneske, måske en forælder eller psykolog, om de ting du er blevet udsat for? Hvad end det er en eller flere hændelser, er det ikke noget du bør gå rundt med alene. Igen, må du endelig huske på at intet af det du er blevet udsat for er din skyld. Det er så vigtigt at du husker dette!
Du skriver at det at stå op eller spise er uoverskueligt samt at du føler dig tom indeni, og jeg kan godt forstå du har det sådan! Det meget hårdt at gå rundt at have det sådan helt alene, og jeg håber du har mod på at tale med nogen om det.

Her hos Bryd Tavsheden vil vi meget gerne hjælpe dig så godt vi kan <3
Vi tilbyder gratis og anonyme samtaleforløb, hvor du får hjælp til at bearbejde dine oplevelser, få styr på dine tanker og følelser samt få råd til hvad du kan gøre i din situation. Du kan læse mere om det her: https://brydtavsheden.dk/hjaelp/samtaler/.
Ellers er du selvfølgelig også meget velkommen til at skrive eller ringe til vores dygtige rådgivere der sidder klar alle hverdage kl. 17-20.

Håber mit svar var til hjælp for dig.

Med venlig hilsen,
Bryd Tavsheden