BREVKASSE

Pige

22

05/06/2023

Min mor var en af de forældre der aldrig skulle have været forælder.

Hej bryd tavsheden. Jeg skriver til jer fordi jeg ikke ved hvor jeg skal søge hen.
Jeg havde en barndom fyldt med psykisk og fysisk vold. Min mor var en af de forældre der aldrig skulle have været forælder. Jeg brugte størstedelen af min barndom på at være bange. Bange for hvad hun ville gøre mig. Ville hun en dag være så voldsom at det tog livet af mig? Ja der er og var rigtigt mange følelser og tanker i det. Jeg oplevede at hun dengang jeg begyndte at få bryster nev hun mig i brystet for at afstraffe mig (påføre mig smerte). Lige dette talte jeg ikke om før for et år eller to siden med min søster. Jeg var flov. Og også forvirret. For hørte det under vold? Eller er det et overgreb? Jeg er stadig i tvivl. Når hun var aller voldsomst sad eller stod hun hen over mig og slog mig/rev mig i håret osv. Jeg var super bange.
Som 12 årig flygtede jeg hen til et andet familiemedlem og som 16 årig fik jeg en anbringelse i egen lejlighed. Jeg er i dag 22 år og har det godt. Jeg har et job jeg elsker og et hjem der er min base. Jeg er tryg. Jeg har været i min helingsprocess, fået lidt terapi og vil sige jeg er et godt sted. Jeg har rykket mig meget. Op gennem mine teenageår har jeg naturligvis udforsket det med drenge. Jeg havde et par ungdomskærester, som jeg var glade for men jeg havde en udfordring. Når vi nåede dertil hvor vi skulle have sex kunne jeg ikke. Jeg nærmest panikkede selvom lysten var der. Jeg har forsøgt mange gange, men det er som om jeg lukker af i underlivet. Jeg kan føle mig presset og anspændt, som om jeg ikke kan overskue det. Som om jeg har svært ved at trække vejret. Jeg føler mig sårbar og utryg. Det kommer for tæt på. Jeg gik for nogle år siden til lægen for at udelukke at der er noget fysisk. Jeg havde måske ikke den dygtigste læge for jeg nåede ikke rigtigt at snakke med hende. Jeg nåede kun at sige jeg har svært ved at have penetrerende sex. Hun lavede en gynækologisk undersøgelse, fortalte mig jeg ikke fejlede noget og sendte mig hjem. Jeg tænkte åh nej nu får jeg ikke nogen hjælp. Jeg besluttede mig for at være ærlig over for min daværende kæreste om min barndom. Jeg fortalte ham ikke noget konkret mere overordnet at jeg havde haft en ret voldsom barndom. At det kan være svært for mig at være tryg med folk på det punkt. Han (som var fra en kernefamilie) forstod det ikke. Der gik en uge hvor han ikke svarede mig hvorefter han slog op. Mit spørgsmål er egentligt hvor søger jeg hjælp og svar? Måske behandling så jeg kan få et naturligt samliv med fyre? Jeg har ikke datet nogen i 4 år fordi jeg ikke kan overskue følelsen af ikke at være tilstrækkelig når vi når der til samt frygten for at jeg får det skidt og "skræmmer" fyren væk. Jeg håber i kan guide mig.

Kære du,

Det var dog nogle forfærdelige oplevelser med din mor! Det er jeg simpelthen så ked af. Det havde du og det har du ikke fortjent.

Jeg vil forsøge mit bedste for at besvare dit brev og give dig det svar du leder efter.

Du fortæller at din mor har hevet dig i brysterne og slået og revet dig. At du bange for at hun måske slog dig ihjel en dag. At du var bange størstedelen af din barndom.

Det du fortæller om, er fysisk vold og ulovligt. Det er et fysisk overgreb og noget børn aldrig skal udsættes for. Det næste du fortæller om, er det vi kalder latent vold. Den vold der stresser og gør os bange. At gå og "vente" på næste slag. Det er forfærdeligt at være i.

Så ja, du har været udsat for vold og det er kan jeg godt forstå, at du oplever rigtigt mange følelser omkring!

Dernæst fortæller du, at du har fundet en tryg og sikker base. Hvor er det dejligt at høre, det fortjener du virkelig. Det er så vigtigt at du holder fast i den base og aldrig går på kompromis med din tryghed!

Du fortæller til sidst om dit forhold til drenge. At det er svært for dig med sex og at din ekskæreste ikke forstod det.

Det, som er vigtigt her, er at du forstår det og du har omssorg for dig selv. At der er en rigtig god grund at sex er svært for dig og det har du ikke helt fundet ud af endnu, men uanset hvad så har du en forståelse for, at sådan er det og det skal andre acceptere.

Jeg tænker, at det er så godt at du rækker hånden ud efter hjælp, for den fortjener du!
Du skal have fat i terapeut som kan hjælpe dig med at hele sårene fra din mors vold - så du kan genskabe tillid med en partner, som har tålmodighed og respekt overfor dig:
https://istdp-danmark.dk/autoriserede-terapeuter/

Jeg håber du søger hjælp - det fortjener du 🙂

Mvh Anders