BREVKASSE

Pige

17

07/06/2023

Det er ulideligt at bo hjemme

Hej Brydtavsheden.

Jeg står i en indviklet situation og ved ikke hvad jeg skal gøre. Sagen er, at mit hjem er et kaos. Jeg går i 10. klasse og er midt i mine afgangseksamener. Har fået plads på gym næste år, og jeg glæder mig. Jeg var fraværende i 9. klasse, efter nogen hændelser fra mellemtrinet kom tilbage og triggered mig. Skrev også herind dengang, hvis det giver mere forståelse. Skrev i november 2021, om hvorvidt hvad jeg havde oplevet med en gammel pædagog var seksuelt overgreb osv. Dog slab jeg ikke "så nemt", da situationen herhjemme blev værre jo mere jeg var hjemme fra skole. Jeg blev udredt efter min mor ringede efter akut til på psykiatrisk, og har fået diagnoserne generaliseret angst og PTSD. Det der foregår herhjemme er en lidt længere historie, som jeg vil prøve at putte ord på så godt som jeg kan.

Mine forældre har altid været lidt anderledes om man vil. Specielt min far har været meget psykisk voldelig, og en smule fysisk. Jeg ønskede tit at vores forhold var anderledes, sammenlignet med mine veninders forhold til deres forældre. Min far var altid den sure i huset. Lyttede min tvillingesøster og jeg ikke efter hvad min mor sagde til os, kom min far og begyndte og råbe af os og skælde os ud. Han kan på ingen måde tage når jeg er uenig med ham, og siger min mening, på trods af at han har sagt hans. Han afbryder, slår hånden i bordet, råber, ignorere mig og min søster osv. Jeg var også fraværende i 4. klasse grundet angst og kunne intet. Jeg lå på sofaen dag ind og dag ud. Og hvor min mor var sød og prøvede at balancere arbejde og hjem på samme tid, var min far slet ikke sådan. Han kom tit ind i stuen fra hans kontor, og blev nærmest chokeret over at se mig på sofaen. Han sørgede slet ikke for mig. Ved aftensmaden snakker han kun om hvad der interessere ham, hvilket primært og næsten udelukkende er arbejde. Enten brokker han sig over arbejdet ellers så siger han de gode ting der er blevet sagt omkring ham osv. Han har på ingen måde sagt til mig at han elsker mig eller er stolt af mig de senere år, udover når jeg var midt i eksamenerne, på trods af mit mentale helbred. Han ville nogle gange trykke på mine knapper med intentionen at jeg ville begynde at forsvare mig selv. Enten ved at sige fra, også ville han blive ved, eller ved at jeg til sidst slog ud efter ham. Han provokerede mig ved at sige mærkelige ting og flagre hans hænder og arme oppe i mit ansigt og generelt overskride mine grænser. Også ville "lege"-slåskampen begynde. Min søster blev aldrig længe til aftensmad, da det aldrig rigtigt har været behageligt. Min far brokkede sig altid efter hun havde rejst sig fra bordet, også var det jo svært for mig også at gå. Men de for sjov slås kampe, gik ud på at han fortsatte med at provokere mig, og også ville give mig et par klask en gang i mellem. Intet hårdt, som regel. Hvis han så slog mig hårdt ville han straks kramme mig og kysse hvor han havde slået mig og undskylde. Altså tage mig helt tæt på, på trods af at han havde invaderet mit personlige space, også overskride mine grænser ved at være så tæt på en der lige have såret mig. Også fortsatte han ellers ofte bagefter. Jeg kan huske en specifik gang, hvor jeg kom til at ramme ham i ansigtet, meget let, og ved et uheld. Det kunne på ingen måde have gjort ondt. Men det var som om at hans blik ændrede sig på ingen tid. Som om at han inderst inde virkelig bare gerne ville slå mig. Også slog han mig. Han slog mig, med intentionen om at slå mig. Med intentionen om at det skulle gøre ondt. Tror det var som en lussing, men det er noget tid siden, så jeg er ikke helt sikker. Min søster og jeg har altid været decideret bange for ham. Han var engang frustreret over at vi ikke kom til ham hvis der var noget, og generelt ikke opsøgte hans opmærksomhed. Min mor snakkede med os, og blev selv lidt frustreret, og min søster ændre endda med at sige at hun var bange for ham. Og jeg nikkede ved siden af, og tog hendes side. Der ændrede ikke noget bagefter, tror bare han selv blev mere fjern fra os.

Der har været nogen situationer mere voldsomme end andre. Så som da mine forældre var til møde ude på psyk for at blive fortalt af min psykolog omkring hvad der var sket med mig og min gamle pædagog. Det resulteret i en lang og brutal aften, og min far der gentagende gange banker og slår på døren mens han råber at jeg skal åbne den. Døren har stadig skrammer den dag i dag, og der går ikke en dag uden jeg tænker på hvad der skete. Hans "undskyldning" efter at have taget en lille gåtur, var at han var bange for at jeg selskadede. Jeg tror personligt ikke på ham, og jeg forstår ikke hvor han har fået den ide fra. Har på ingen måde givet tegn på at jeg gjorde det, eller have tanker omkring det. Det havde jeg ikke, og har heller ikke gjort. Den næste situation er sket to gange, med en smule forskel. Jeg havde diskuteret med min mor på mit værelse ovenpå, og min far har 100% kunne høre os. Jeg kan høre dem snakke, klart og tydeligt, fra mit værelse af, så han har i den grad kunne fornemme en dårlig stemning. Min mor og jeg ender på nogenlunde god fod, men jeg tager min tid til at gå i seng da jeg skal bearbejde hvad det hele gik ud på. Jeg dissocierer ofte når jeg bliver triggered eller føler ubehag. Men så omkring klokken 1-2 stykker, går jeg nedenunder for at finde noget mad da jeg er sulten, og bliver mødt med et syn af min far, i dyb søvn, på sofaen, med hånden nede i hans underbukser. Jeg bliver så utilpas og mister med det samme appetitten. Han vågner i det jeg går ud i køknet, og sætter sig op, som han ellers aldrig gør hvis jeg kommer til at vække ham. Det skete så igen forleden. Udover at jeg havde fri dagen efter og derfor gik senere i seng. Omkring midnat går jeg ned med mit service fra aftensmad, da jeg spiste oppe på mit værelse. Jeg er igen mødt med et syn af min far, i dyb søvn, på sofaen, med bene spredt og hånden omkring hans skridt. Udover man denne gang kunne set det hele. Det var så ubehageligt. Jeg skyndte mig ud med mine ting og oven på igen, og sad bare i 2 timers tid og græd og dissocierede. Det var så ubehageligt. Han sover normalt på sofaen, til omkring 3-5 stykker om natten hvor han vågner igen, også går op i seng med min mor der allerede ligger og sover. Hvorfor han gør det? Det ved jeg ikke.

Jeg tror selv at min far er narcissistisk eller har narcissistiske træk. Vi har set en kommunal familie rådgiver siden marts 2022, og der er sket minimale forbedringer fra min fars side. Jeg skal være heldig hvis han så meget som kigger min vej eller siger hej når jeg kommer hjem fra skole eller ude fra stalden. Hvis han ligger på sofaen og jeg går forbi kigger han aldrig på mig.
Min mor prøver, og hun er som sådan ikke problemet. Det er indviklet, da jeg ikke ved om min far også er psykisk voldelig overfor hende, men der er i hvert fald et eller andet der foregår der. Jeg spurgte hende på et tidspunkt hvad hun så i min far, og det tog lidt tid før hun svarede. Da hun så svarede, kunne jeg ikke genkende noget positivt i hvad hun sagde om ham. Min mor har også sagt og gjort nogle ting. Der med badeværelses døren sagde hun at jeg ville give hende et hjerteanfald og senere sagde hun “hvad vil du have jeg skal gøre? Stikke en kniv i hjertet på mig selv?”. Hun er på ingen måde “uskyldig” men hun er heller ikke på nogen måde min far.

Her kommer problemet. Jeg har i et stykke tid overvejet ungdomsbolig, da jeg virkelig bare skal ud hjemmefra. Jeg kan ikke klare at bo her, og jeg flygter ofte ved at bruge så meget tid muligt ude fra hjemmet når mine forældre er hjemme. Jeg har snakket med min familie rådgiver og social rådgiver på kommunen omkring ungdomsbolig, men da jeg er på reduceret skema (møder klokken 10 i stedet for 8.15) og ikke har den mentale kapacitet til at have et job, kan jeg ikke finansielt flytte hjemmefra uden af at være afhængige af. Ind forældre. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, men jeg vil bare så gerne ud hjemmefra. Det er ulideligt at bo hjemme, og trives på ingen måde godt her.

Ved i noget om de forskellige muligheder der er, og hvad jeg kan gøre?

På forhånd tak.

Kære du,

Først og fremmest vil jeg gerne sige, at det er utrolig godt at du skriver ind til os igen, for hvor lyder det kaotisk og ubehageligt, det der foregår derhjemme.

Dit brev rummer mange gode refleksioner og beskrivelser. Du beskriver, at din far både ignorerer og råber ad dig og din søster, og at han har slået dig. Dette er langt fra i orden. Du skriver også, at du ikke ved om din far også er voldelig over for jeres mor, men at du i hvert fald ved, at der foregår et eller andet.

Du fortæller, at du har skrevet herind før, om hvorvidt en tidligere oplevelse med en pædagog havde været et seksuelt overgreb. Jeg er glad for at høre, at du efterfølgende har snakket med din psykolog om episoden. Du beskriver, hvordan din far reagerede kraftigt, da han fik at vide, hvad der var sket. Du fortæller, at han bankede hårdt på din dør og råbte gentagne gange. Det kan jeg godt forstå kan virke voldsomt.

Du beskriver også episoder, hvor dig og din far har endt i ”lege”-slåskampe. Ud fra dine beskrivelser lyder det dog ikke til, at du oplevede disse slåskampe som legende men tværtimod som ubehagelige. Hvis han slog dig hårdt, reagerede han ved at kysse og kramme, der hvor du var blevet slået, hvilket du oplevede som om en overskridelse af dine grænser, da han var så tæt på dig, efter han lige havde såret dig. Du fortæller også om en episode, hvor du kom til at ramme din far i ansigtet med hånden. Dette resulterede i, at hans blik ændrede sig, og at han slog dig, med hvad du oplevede som en intention om, at det skulle gøre ondt.

Din fars adfærd på ingen måder er okay, og jeg kan godt forstå, at du oplever den som utrolig grænseoverskridende og ubehagelig. Jeg vil gerne understrege, at det aldrig er okay at slå sine børn. Dine forældre har ansvaret for, at I føler jer trygge derhjemme. Uanset hvor sure eller frustrerede de er, er det at slå ikke en udvej! Derfor kan jeg også godt forstå, at du er mærket af det du har oplevet!

Du beskriver endvidere, en oplevelse du har haft, hvor din far har ligget på sofaen med hånden nede i skridtet, da du var nede i køkkenet for at hente mad om natten. Din far vågnede her og satte sig op. En efterfølgende nat oplevede du ham liggende på samme måde - denne gang kunne man dog se det hele, hvilket jeg forstår som om, at han ikke havde underbukser på. Jeg kan ikke give dig et konkret og sikkert svar på, hvorfor han gør dette, men jeg kan godt forstå, at du er uforstående over for denne adfærd, og du finder den grænseoverskridende.

Jeg lægger mærke til, at du skriver, at du dissocierer, når du oplever noget ubehageligt eller bliver trigget. Dette er en naturlig reaktion, når hjernen udsættes for stærk stress. Det er dog meget vigtigt at tage det alvorligt og at få den rette behandling. Jeg håber derfor også, at det har været noget, du har haft mulighed for at tale om med din psykolog om?

Du skriver, at din søster og dig altid har været bange for jeres far. Dette fortalte I engang til jeres mor, uden at noget ændrede sig. Du beskriver, at jeres mor på ingen måder er jeres far, men at hun slet heller ikke er uskyldig. Jeg er ærgerlig over at høre, at der ikke var noget der ændrede sig efter, at I fortalte det til jeres mor. For det var nemlig super vigtigt og flot, at I sagde det højt. Det kaos I oplever derhjemme er slet ikke noget, I skal gå og bære på helt selv.

Du fortæller, at I har set en kommunal familierådgiver, men at der kun har været minimale forbedringer fra jeres fars side efterfølgende. Du vil gerne flytte hjemmefra, da du finder det ulideligt at bo hjemme, hvilket jeg godt kan forstå, efter du har beskrevet omstændighederne derhjemme. Det er dog ikke muligt for dig at flytte i en ungdomsbolig lige nu, og du spørger os, om vi kender til andre muligheder.

For at vi kan forsøge at hjælpe dig bedst muligt i din situation, vil det kræve at vi taler med dig. Derfor vil jeg også gerne oplyse dig om, at vi hos Bryd Tavsheden tilbyder anonyme samtaleforløb for børn og unge, der oplever vold i nære relationer. Her vil vi vores erfarne rådgivere kunne hjælpe dig med at udforske, hvilke konkrete muligheder du har i din situation. Med et samtaleforløb kan vi endvidere dykke ned i nogle af de oplevelser, du har haft og forsøge at bearbejde de følelser og tanker, der relaterer sig hertil. Det lyder i hvert fald på dit brev som om, at du har meget på hjerte - og det er dejligt at du vil dele det med os. Hvis et samtaleforløb kunne have interesse, må du meget gerne ringe ind til vores faglige leder i hverdage mellem 9-15 på tlf.: +45 4445 2090

Hvis det bliver for svært at være derhjemme, og hvis du og måske også din søster har brug for at komme væk kortvarigt og få et pusterum, vil jeg gerne fortælle dig om Børne- og Ungekrisecentret Joannahuset på Christianshavn i København. Her kan børn og unge under 18 altid komme forbi og få en seng og sove i samt en voksen at tale med. De har åbent 24/7 hele året og står klar til at tage imod jer.

Jeg håber, at jeg med dette svar har formået at omfavne bare nogle af alle nuancerne i dit flotte brev, og at du kan tage noget af det med videre. Hvis det føles lidt for overvældende med et samtaleforløb eller med en tur på krisecenter, så er du også altid velkommen til at skrive ind på vores chat, der har åbent alle hverdage fra 17-20 eller at ringe ind mandag-torsdag i samme tidsrum på tlf.: +45 44 45 20 90. Dette er din søster også meget velkommen til.

Mvh. Sophia
Bryd Tavsheden