BREVKASSE

Pige

25

16/10/2019

Vi har ikke snakket sammen siden.

Jeg har i løbet af de sidste to år opdaget af min far er krigsveteran med PTSD, tidligere fysisk voldelig, psykisk voldelig og har flere narcissistiske træk. Min mor "hjælper" ham sandsynligvis ubevidst, for ikke selv at være fokus. De har været sammen siden min mor var ung teenager og hun blev dengang slået og min far var meget jaloux, så jeg tænker at hun langsomt er blevet nedbrudt til at følge ham og tror hun elsker ham.
For 2,5 måned siden havde vi en af de største skænderier til dato og vi har ikke snakket sammen siden.
Jeg har forsøgt at række ud til min storebror i starten af oktober men han har ikke svaret, hvilket nok skal tolkes som en afvisning. Jeg bruger meget tid på at tænke på mine børnebilleder, de ting jeg har ved dem og min lillebror(17 år) som stadig bor hjemme. Jeg ønsker for alt i verden at han får en bedre start på voksenlivet end jeg har gjort og kan arbejde med sine tanker og følelser, som jeg gør nu. Men jeg er oprigtigt bange og nervøs for min fars reaktion hvis jeg tager kontakt. Jeg tror på at hvis min far ser rødt af vrede, sagtens ville kunne finde over til min lejlighed og straffe mig fysisk.
Det sidste han sagde da vi diskuterede var til min storebror, at hvis han nogensinde gjorde det samme som jeg så ville han dræbe ham.
Så kære rådgivere. Hvad kan jeg gøre?

Kære pige på 25 år
Tak for dit brev. Det lyder som om, at du er godt i gang med at bearbejde dine oplevelser fra din barndom, hvilket er rigtig flot. Og jeg kan også læse at du er blevet opmærksom på det mønster som du er vokset op under, og som din mor desværre er blevet nedbrudt af. Det kan være svært for dig at ændre hendes syn på din far, og en kamp som hun bliver nødt til at tage selv. Har du mon talt med din mor om dine oplevelser? Snakket med hende om din far og om hendes opfattelse af jeres familieforhold? Har du talt med andre om det, og fået luft for dine egne tanker? De fylder rigtig meget i dig, og det kan jeg godt forstå, at de gør.
Du er nervøs for, hvad der nu sker med dine brødre og din mor, især din lillebror, der stadig bor hjemme. Det bedste du kan gøre, er at være der, når de er klar til at søge væk fra din far. Vi kan desværre ikke tvinge nogen til at gå eller bryde tavsheden. Vi kan være der for dem, når de gør det og har brug for en støttende hånd. Det betyder dog ikke, at du passivt skal kigge på, for du kan jo godt være lidt behjælpelig i den retning - har du mulighed for at skrive anonymt til din brødre (her tænker jeg især på din storebror) og måske også din mor anonymt (f.eks. en facebook side under et andet navn)? Du kan kontakte gennem skjult nummer, eller købe et taletidskort. Måske opsøge dem på arbejde eller i skolen? På den måde kan du undgå din far? Du har også den mulighed, at du kontakter din kommune og snakker med dem om din familiesituation, fortæller om din bekymring for din bror. Han er 17 år nu, men når han fylder 18 år, ryger han på mange måder ud af systemet, og derfor kan det være godt at reagere nu. Du kan underrette anonymt, men kommunen vil kunne informere dig langt bedre.
Dit behov for at gerne at ville hjælpe og beskytte er meget beundringsværdigt. Jeg kan dog godt forstå, at du frygter din fars reaktion, hvorfor jeg foreslår de anonyme metoder.

Husk, at du kan først hjælpe andre, når de gerne vil hjælpes. Det vigtigste er, at du fortsat passer på dig selv, så du kan stå stærkt, hvis/når dine brødre og din mor har brug for hjælp til at komme væk. Jeg håber derfor også, at du får hjælp til at bearbejde de voldsomme oplevelser, du selv bærer rundt på.

Jeg ønsker dig det bedste herfra,
Christine