BREVKASSE

Pige

15

16/06/2023

ubehagelig episode i barndommen

Jeg er i dag 15 år og hår i 9 klasse

Da jeg var ca. Fem et halvt år og gik i 0 klasse oplevede jeg noget som ødelagde mig totalt. Det var SFO, og jeg legede med min veninde. En dreng som gik i 6 klasse kom hen til os. (Det skal siges at det føltes som om han var meget gammel når man kun er 5,5år) han spørger om bi ikke lige vil følge med ham. Jeg husker, at jeg hviskede til min veninde at hun skulle finde en voksen da jeg vidste noget var galt. Jeg turde ikke at sige fra, så jeg fulgte med ham. Vi kommer hen til et stort legehus, hvor han Beder mig om at gå ind i det. Jeg bliver bange og siger at jeg ikke lige har lyst. I stedet for at gå ind så Beder han mig om at gå om bag ved legehuset. Der er der ingen der kan se os. Da vi kommer om bagved legehuset somre han af med hans arme så jeg ikke kan komme fri. Jeg husker jeg bliver utroligt bange. Jeg har altid været meget lille og usikker. Han taler ned til mig. Han fortæller mig så at hvis jeg nogensinde vil fri derfra så skal jeg kysse ham på kinden. Det har jeg overhovedet ikke lyst til. Jeg bliver så bange og ked af det. Jeg fortæller ham at jeg er så træt, og at jeg vil indenfor lige at slappe af, og så lovede jeg at komme tilbage. Jeg husker ikke så meget derfra hvad han sagde, men at han slap mug fri. (Det siger vel også noget om hans intelligens) jeg husker at jeg løb alt hvad jeg kunne med tårer i øjnene hen mid de voksne. På vej hen til de voksne ser jeg min veninde som sidder og leger med en anden. Der følte jeg mig totalt forrådt. (Ved godt at vi kun gik i 0klasse så der tænker man sig jo ikke så meget om). Min far kommer så og henter mig og fortæller også hvad der er sket. Drengen kom en dag ind i vores klasse hvor han skulle sidde i midten mens resten af min klasse inkl. mig sad omkring ham i en hestesko. Der skulle han undskylde over for mig.
Senere begyndte en anden dreng “mobbe” mig. Han gik sådan hen til mig hver hang han så mig og råbte/brølede af mig. Det lyder lidt sært men jeg var så ræd for dem. Fremover i hvert frikvarter gemte jeg mig i buskene så jeg kunne se dem. Jeg var så bange for at blive taget til fange. Jeg husker det varede omkring et halvt år. I et halvt år gemte jeg mig i alle frikvartererne. Jeg var altid den sidste der gik ind for at sikre mig at der ikke skete noget. En dag fortalte jeg til de voksne at jeg blev “mobbet” af ham den anden. Det krævede meget mod for mig. Jeg fik bare at vide de ikke kunne føre noget. Så jeg blev ved med at sidde i busken hver dag.
I dag har jeg det rigtigt dårligt psykisk. Jeg har anoreksi og selvskader. Jeg tror måske at episoderne kunne have været en af grundene til det.
Tusind tak for at have læst her til. Det betyder utroligt meget for mig, da jeg jo ikke tør tale med andre om det fordi nu hvor jeg er blevet ældre fordi, at jeg er bange for at blive afvist.

Kære 15-årig pige.

Tak for dit brev.

Du fortæller om en episode du kan huske fra dengang du gik i 0.klasse. Her er der en dreng fra 6.klasse der gerne vil have jer væk fra de voksne. I går om bag ved et legehus, hvor han ikke vil slippe jer fri, medmindre du kysser ham på kinden. Heldigvis slipper du fri og går ind og siger det til de voksne.

Hvor er det godt, at du slap fri og hvor er det godt at du sagde det! Jeg er så glad for, på dine vegne at der trods alt ikke skete mere eller at det udviklede sig.

Du fortæller videre, at du siden hen har været rigtigt bange. Du fortæller bl.a. om en episode, hvor en anden dreng har "brølt" af dig på et tidspunkt og du blev rigtigt ked af det.

Jeg er rigtigt ked af at du har haft de her oplevelser og at du har været så bange. Det har du ikke fortjent og det skulle du have haft noget hjælp til.

Jeg kan også mærke, at jeg bliver nysgerrig på dine vegne. Umiddelbart er der nogle åbenlyse grunde til at du var bange (episoden fra 0.klasse), men samtidig virker det, som om der også er noget andet på spil. Hvad tænker du, kan der mon være det?

Du skriver selv at du tror, at episoderne er en af grundene - hvad mon din andre grunde er?

Det vigtigste lige nu, er at du ikke er alene om det her. Der findes mange steder, hvor der er nogen der gerne vil snakke med dig, helt sikkert og trygt. Og jeg tror, at det er rigtigt vigtigt, at du får snakket med nogen om det.

Jeg vil derfor bede dig om at skrive til vores chat i næste uge. Den er åben mellem kl 17-20 hver mandag-fredag. Så vi kan få os en god snak om det og finde ud af, hvad du kan gøre i din situation.

Hvis du ikke har lyst til at snakke med os, så er det vigtigt at du finder en anden. Måske ved de voksne omkring dig ikke, hvor meget de her episoder stadig fylder? Så kunne det være en ide at fortælle dem om det?

Jeg håber vi hører fra dig igen.

De bedste hilsner, Anders