BREVKASSE

Pige

14

27/06/2023

En svær start på livet

Kære jer, eller dig der læser der ude.
Jeg vil virkelig gerne fortælle om min historie, dog tror jeg ikke den er slut endnu, fordi jeg stadig står i historien.

Lige siden jeg var lille barn/baby (altså lige siden jeg var født,) havde jeg altid haft det dårligt, min mor forlod mig som 3-årig, og jeg kendte kun min far i nogle par få måneder. Det var kommunen, og børnehave pædagogerne som passede på mig, og nogle gange ville min mor forlade mig i 4 dage, uden nogle voksne til at tjekke på mig, hvilket betød jeg ikke fik mælk, mad, kærlighed, skiftet ble eller tøj.

Til sidst fandt kommunen mig en plejefamilie som kunne passe på mig. Efter 3 år i pleje familien (jeg var 6 år efter 3 år i plejefamilien,) kom jeg i SFO. En pige voldtog mig på toilettet, og ødelagde stort set nærmest alt for mig.

Jeg kan ikke lade vær med at føle hende på min hud og hoved, jeg kan godt kontrollerer det, men det gør mig stadig meget skrøbelig og ked af det.

Da jeg var 8 begyndte jeg at skære i mig selv, og slå mig selv med sten så jeg fik blå mærker, jeg prøvede at dræbe mig selv ved at drikke for meget sæbe (altså gøre så jeg kastede op for meget.)

Da jeg var ni havde jeg en video af mig der stod og skar mig selv med en kniv... en af mine gamle veninder havde vist det til alle for nyligt, og jeg blev ret sur og ked af det. Jeg kan ikke slette videoen, og det ville jeg ønske jeg kunne, men det kan jeg ikke. Så nu skal jeg bare "leve med det," og komme videre i livet.

Hun havde løjet, og sagt at jeg tvang hende til at v%pe, men det havde jeg ikke. Hun havde fortalt alle at jeg havde tvunget hende, så alle var sure på mig, dog havde jeg også sagt at vi vapede fordi det var sandt at vi havde vapet, og fordi jeg var tvunget til at fortælle det til de voksne. Hvis jeg ikke var tvunget ville jeg ikke havde sagt det, fordi jeg kendte konsikvenserne. Men igen, jeg var tvunget, og det fandt andre først ud af til sidst. Alle efterlod mig, endda min anden bedste veninde, som jeg inderst inde elskede virkelig højt, vi er blevet rigtig tætte veninder igen, men det gjorde stadig ret ondt. Dog havde jeg jo stadig fortalt det der, så jeg kunne godt lidt forstå hvorfor de var sure, men det viser også bare hvor afhængig man ender med at blive. Alt det nikotin. davs og snus, jeg gør stadig lidt for at berolige mig selv, men jeg køber det ikke, jeg var clean i 5 dage, og så prøvede jeg vape igen på en tur til Lalandia med nogle venner, ellers har jeg ikke rørt noget siden. Jeg ved godt jeg er afhængig af det, og jeg prøver at komme væk fra det, og indtil nu tager jeg det i småstykker.

Nok om det.. videre til det næste:

Efter alt det her, begyndte kommunen at behandle mig anderledes.

De ville komme for sent til møder, udskyde møder, de ville ikke hjælpe mig med tingene ligesom de plejede, og de ville ikke hjælpe mig ud med mine skole problemer lige så meget.

Den her gang prøvede jeg virkelig at komme væk for alle mine problemer, men det var virkelig svært når man hele tiden havde nogle ved siden af en, som skulle holde øje med mig, jeg kan ikke engang tage noget i skraldespanden uden, at det skal noteres.

Jeg kan ikke tage en lufter uden de skal med, man skulle tro at man havde en kongelig liv guard altså.

Når jeg spørger om hjælp lytter de ikke, når jeg fortæller mine problemer lytter de ikke.

I skolen vil jeg komme hjem med blå mærker på mine ben fordi jeg bliver sparket og slået af dem der går i min parallel klasse, og i min egen, jeg får koste i min ryk, kastet bolde efter mig og jeg bliver kvalt nogle gange.

Folk kalder mig for Eskimo, slave, Kinoiser, Japaner, Alkoholiker O.S.V.

Jeg siger til dem at de skal stoppe men de stopper ikke.

Tusind tak hvis i har læst det hele...
Sidste gang var der nogle der slettede mit brev. Dette brev skal ikke slettes, og hvis i får en mail om at den bliver slettet, er det IKKE mig!

-Knus fra mig.

Kære dig.

Mange tak fordi du deler din historie. Den barndom du beskriver lyder helt forfærdelig og dybt uretfærdig. Du skulle have haft masser af omsorg og kærlighed fra dine forældre, og i stedet måtte du lade kommunen og dine børnehavepædagoger drage omsorg for dig. Det burde ingen børn opleve.

At du også er blevet voldtaget, er blevet selvskadende og har forsøgt at ende dit liv gør mig uendelig trist. Det føles som om, at særligt du har fortjent alt mulig godt og positivt ovenpå din traumatiske start på livet. Jeg kan godt forstå, at du har brug for at dele dine oplevelser, og jeg synes det er stærkt og modigt, at du skriver til os. Jeg har også lyst til at fortælle dig, at når du skriver, vidner det om, at du har lyst og energi til at skabe et godt liv herfra.

Du skriver, at en af dine gamle veninder har delt en video af dig, der selvskader. Jeg kan godt forstå, at du har lyst til at fjerne denne video, og jeg ved at Red Barnet har en rådgivning, som hjælper med den slags - den hedder SletDet rådgivningen.

Jeg bliver lidt usikker på om du bor på en institution med ansatte til at hjælpe dig. Altså dem som følger dig rundt. Hvis det forholder sig sådan, kan du måske dele dit brev og mit svar med dem. Den vold og mobning du beskriver i skolen kræver handling fra lærere eller pædagoger, så du kan få lov at være i fred. Jeg bliver forarget på dine vegne og håber meget, at du kan få nogen til at lytte ordentligt på dig, så de kan forstå hvad du oplever. Ingen skal slås, sparkes eller mobbes i skolen. Jeg kan også forstå, at du er i en svær situation i forhold til dine veninder, og at du føler dig forladt. Jeg tænker at du ligeledes har brug for støtte i den sammenhæng, for det må være virkelig hårdt.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget. Du er altid velkommen til at skrive ind på chatten, så vi sammen kan blive mere præcise i forhold til, hvad du har brug for.

Jeg ønsker dig alt det bedste,
Knus tilbage til dig