BREVKASSE

Pige

32

28/06/2023

Fødselsdepression og vold

Hej
Vi er blevet forældre for ca. 10 mdr. siden og havde en rigtig hård start som forældre, da vores pige skreg rigtig meget, hun fik åbenbart ikke nok at spise via amning, det er nu løst, men det var en rigtig hård start og vi fik begge en fødselsdepression, jeg er blevet behandlet, men min mand blev ladet i stikken og nu har det udviklet sig til at han agerer meget aggressivt og udadreagerende. Han har taget fat i mine overarme på et tidspunkt ikke hårdt men fast. Vi er lige flyttet i hus (hans mormors tidligere, hun er næsten lige gået bort) og der er rigtig mange ting der ikke har gået vores vej, gulvet drillede, emhætten vil ikke passe, opvaskemaskinen kunne ikke sættes til til at starte med og alt muligt. I dag faldt vores pige, fra kravlestillling og blødte lidt, jeg vågnede ved, at hun skreg og tænkte min mand havde styr på det, hun blev ved med at græde, jeg stod op og fandt en sut I mellemtiden havde min mand fundet en is til at smertestillende med, hun vil ikke havde den, stod afventede lidt derfra og så på, han fandt hendes yndlingsis, men den vil hun heller ikke have. Min mand smed isen på gulvet, satte vores pige og løb hen til mig, jeg kunne se han var vred og bakkede og sagde nej og stop stop stop (så vidt jeg husker) og han tog kvælertag på mig, han pressede/klemte i på min hals, men havde fat og gav slip og vores pige begyndte at græde igen, han trøstede hende og begyndte at sige hvorfor han flippede ud. Han var ked af det han havde gjort kort tid efter, og forstod godt hvis jeg vil skilles. Han skal starte til psykoterapeut og få redskaber til at styre hans vrede, for har også engang smidt med tallerken og krus, fordi han blev frustreret over hun ikke ville spise, det han aldrig gjort siden og jeg trøstede vores pige efterfølgende. Vi har talt om tingene her i dag og valgt strategi lidt fremadrettet. Han fortryder det inderligt og har sagt det var som om alt i ham sagde han ikke skulle gøre mig noget, men han kunne ikke kontrollere det. Har været åben og fortalt om det med min veninde og mor, men dette synes jeg næsten er for slemt, til ikke gøre dem urolige. Har fortalt ham, at jeg egentlig godt kunne frygte for mit liv og han har sagt at det forstår han godt, han forstår alle de følelser jeg går med, og han forstår, hvis jeg ikke vil vores ægteskab mere. Jeg har sagt han burde indlægges for så deprimeret skal man ikke være og man skal hellere ikke agere sådan der, men en indlægges er nok heller ikke umiddelbart løsningen, det forstår han også godt, hvorfor jeg synes. Han vil virkelig gerne få styr på hans vrede og har nu også en tid. Men hvor meget skal jeg finde mig i, skal jeg give det tid, ved ikke hvordan jeg skal agere?

Hej du.

Jeg er meget glad for, at du skriver, og jeg tror rigtig mange nybagte forældre kan få noget ud af at læse dit brev. Det er en enorm psykisk belastning med et spædbarn som skriger, og det kan være overvældende for alle. Der er desværre ikke de samme tilbud til mænd i den sammenhæng, selvom følelserne kan være nøjagtig ligeså voldsomme som for kvinder.

Jeg forstår også, at der er en række praktiske omstændigheder, som har været yderligere udfordrende for jeres lille familie, og det er jeg ked af. Jeg tænker, at I har fat i en god langsigtet plan i forhold til, at din mand får hjælp til at håndtere sine følelser, og når I kan tale åbent med hinanden og andre om jeres udfordringer, er det hele nemmere. Men jeg tænker også, at din beskrivelse af kvælertag og frygt for eget liv kalder på en her og nu løsning. Det er strafbart, og det skal du ikke udsættes for. Jeg bliver også bekymret over et lille barn, som overværer den slags voldsomme overgreb, når vi ved, at det er traumatiserende for børn.

Jeg ved ikke om du faktisk har fået nok på nuværende tidspunkt, og der er du jo nødt til at mærke godt efter, men måske I, for en periode, kunne leve adskilt, så der kan komme ro på situationen, og din mand kan tage sig af sig selv?

Håber at mit svar kan bruges til noget.
De bedste ønsker herfra.