Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige

30

Dato

05/07/2023

Jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg godt ved hvad jeg bliver udsat for.. men ikke kan komme ud af det.

Hej..
Jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg godt ved hvad jeg bliver udsat for.. men ikke kan komme ud af det. Som om jeg knuses uanset hvad.
Jeg har ingen familie, kun én søster som bor et stykke væk. For nogle år siden mødte jeg en fyr gennem en sport vi begge gik til. Vi blev forelskede og fandt sammen, han var sød, men havde et specielt temperament og var meget uorganiseret i sit liv. Og jeg ville gerne hjælpe ham. Han fik ikke betalt husleje, taget på arbejde eller gjort rent, så jeg gjorde det meste for ham og så flyttede vi sammen i min lejlighed. Jeg har en søn på 7 år med særlige vanskeligheder, som er meget afhængig af mig. Men som er sød og har taget godt imod min kæreste. Jeg har altid haft svært ved min kærestes uærlighed, han har skrevet og haft mindre forhold undervejs i vores forhold, men jeg har tilgivet ham det løbende. Jeg har altid forklaret ham jeg har det svært når vi diskutere med at blive kaldt en masse ting, han kalder mig “so, luder, kælling” osv, og det er jeg ikke blevet kaldt sådan før, og han siger altid efter at han jo ikke mener det, men siger det når han er vred. Efter et års tid sammen, slog han mig første gang. En lussing en sen aften på vej hjem fra byen, det udviklede sig til en måneds tid efter hvor han tog kvælertag, dette har han gjort mange gange nu.. måske 8-10 gange, få gange hvor der har været længe og hårdt, hvor min hals var svulmet op dagen efter. Han har skubbet mig, truet mig og smidt ting på mig eller efter mig. Én gang var en voldsom aften hvor han havde drukket, han slog mig, tog kvælertag af flere gange, vred min arm til jeg skreg..jeg låste mig i soveværelset og han ødelagde døren for at banke den ind og imens ringede jeg til politiet. Han løb derfra og politiet kom, vi snakkede og jeg var meget ked af det. Og jeg sagde jeg ikke ville anmelde det og jeg gav også udtryk for de ikke skulle gå videre med det, jeg ville bare have ham væk og det var han nu. Men som alle andre gange var han hjemme dagen efter, lovede at jeg var hans et og alt og aldrig ville gøre det igen.. nu har vi været sammen omkring 2,5 år og han har ikke gjort det i omkring 5 måneder. Men jeg er stadig bange, bange hver gang han bliver sur. Og netop nu, imens jeg skriver, sover jeg inde ved min søn, for så gør han mig ikke noget. Jeg ved jeg burde komme væk, men jeg kan ikke.. jeg ville sige farvel til hele mit liv, vennekreds og alt og jeg ville stå alene med min søn, igen … hjælp mig

Svar

Hej

Tak for dit brev.

Hvor er jeg glad for, at du skriver til os. Det lyder som en alvorlig og svær situation, du står i. Jeg kan også høre på dig, at du godt selv er klar over, at du skal gøre noget. Det er rigtig stærkt, at du er kommet frem til det. Der kan være nogle hårde følelser og tanker forbundet med at anerkende det.

Det er nogle skræmmende ting, som du beskriver, at din kæreste har gjort ved dig. Du skriver blandt andet, at han har slået dig og taget kvælertag på dig så hårdt og i så lang tid, at din hals er hævet op. I øvrigt beskriver du, hvordan han har overfaldet dig. Det er alvorlig fysisk vold. Det er rigtig godt, at du ringede til politiet dér. Det var det helt rigtige at gøre.

Det bekymrer mig meget at vide, at du og dit barn stadig bor sammen med din kæreste. Vi ved nemlig fra forskning, at mange voldelige partnere, som har været voldelige før, også med stor sandsynlighed kan blive voldelige igen. Derfor er det en meget forståelig og faktisk rationel følelse, at du er bange lige nu. Selvom der er gået flere måneder siden, at han sidst var voldelig, vil det ikke sige, at han ikke vil gøre noget mod dig igen - eller mod dit barn.

Når jeg læser dit brev, bliver jeg også bekymret for din søn ved tanken om, at han bor med din kæreste. Det kan nemlig have alvorlige konsekvenser for børns psykiske trivsel på lang sigt at være vokset op i et voldeligt hjem. Derfor er det også vigtigt for din søns velvære og sikkerhed, at du vælger at få jer begge ud af situationen med din kæreste. Jeg forstår, at det kan virke skræmmende, at du skal stå alene med din søn. Jeg er nu sikker på, at du kan mere end du tror.

Du skriver, at du ikke er sikker på, at du kan sige farvel til dit liv. Det forstår jeg virkelig godt er en uhyggelig tanke. Men samtidig får jeg også lyst til at udfordre dette og sige, at du har fortjent et meget bedre liv end ét, hvor du er bange og i fare for din kæreste. Din kæreste burde være en støtte i dit liv. Jeg synes faktisk, at han har svigtet dig og ikke fortjent dig. Jeg kan også fortælle dig, at du ikke er alene med dine bekymringer. Rigtig mange, som er udsat for vold, har de samme tanker og det kan gøre det rigtig svært at forlade en voldelig partner.

Heldigvis er der også mange steder, som har meget erfaring med at hjælpe kvinder, som står i samme situation som dig. Ud fra alvorsgraden af det, som du har oplevet, så bør du kontakte et krisecenter nær dig. Her er et link med en liste over krisecentre i hele Danmark: https://levudenvold.dk/for-fagfolk/krisecentre-og-andre-radgivningstilbud/kvindekrisecentre/

Du behøver ikke forberede noget, for de vil stille dig de rigtige spørgsmål. Krisecentre kan både hjælpe dig i sikkerhed og har tilbud til at hjælpe dig videre i livet.

Alternativt kan du ringe til organisationen Lev Uden Vold døgnet rundt på 1888. De er specialiseret i rådgivning af voksne, som oplever vold i nære relationer. De kan hjælpe dig med dine tanker, bekymringer og spørgsmål, samt fortælle dig mere om danske krisecentre. Du kan læse mere på levudenvold.dk.

Jeg vil opfordre dig til, at du ikke lader din kæreste få at vide, at du er i kontakt med nogen om at tage væk. Dette kan nemlig sætte dig og din søn i fare. I øvrigt skal du altid ringe til politiet først, hvis du og dit barn er i en situation med akut fare.

Du er altid velkommen til at ringe til os hos BrydTavsheden mandag til torsdag 17-20 eller skrive i chatten mandat til fredag 17-20.

Jeg ønsker dig alt det bedste frem over.

Med venlig hilsen
Bryd Tavsheden