Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Dreng

60

Dato

22/07/2023

Jeg er blevet udsat for systematisk chikane af mine overboer og er meget påvirket af hændelserne.

Jeg bor i et hus som jeg lejer af min bedste ven. Vi har været venner i næsten 50 år.
I 2021 manglede hans søn og svigerdatter et sted at bo i kortere tid og han syntes at de kunne bo på førstesalen i mit hus. Jeg gik modstræbende med til det da min ven lovede at det under ingen omstændigheder skulle vare længere end 3-4 måneder. På førstesalen i huset er der 3 værelser og et badeværelse. De 2 værelser blev fremlejet til dem og det sidste værelse låste jeg mine ejendele fra de andre værelser ind i. Der er også et ulåst loftsrum hvori de fik vide at de kunne lægge andre ting fra værelserne som de ikke ønskede at bruge. De måtte ikke bruge loftrummet til andet for det var også fyldt med mine ejendele. De flyttede ind i juni 2021 og de første dage var der ingen problemer, men derefter begyndte svigerdatteren at slå og trampe i gulvet og støvsuge hver dag når jeg kom hjem fra arbejde. Støvsugningen foregik tilsyneladende uden børste og på tværs af gulvbrædderne med så meget larm og slag mod gulvet som muligt og kunne vare 1-2 timer. Jeg kunne ikke komme i kontakt med hende og sønnen kom altid sent hjem. Efter en uges larm valgte jeg at ringe til min ven og fortælle ham om mine oplevelser. Han kunne ikke forestille sig at hun kunne opføre sig sådan og de ejede ikke nogen støvsuger sagde han og lovede at tale med sønnen. Jeg burde nok have grebet sagen anderledes an for derefter begyndte de begge to at larme så meget som muligt.
De trampede rundt og smækkede med døre, vinduer og lemmen til loftsrummet mindst 100 gange hver aften og de flyttede tilsyneladende alle møbler flere gange hver dag. De larmede med en masse værktøj og var oppe i loftsrummet mange gange hver aften. De skruede også låsen af til det aflåste værelse og rodede rundt i mine sager. I en lang periode ringede svigerdatteren til sønnen, hver dag når jeg kom hjem, og fortalte ham tilsyneladende nogle løgnehistorier om mig. Efter ½ time kom sønnen hjem, tramped rundt, smækkede med døre og vinduer, smed rundt med tunge ting og tog så på arbejde igen efter ½ times larm. Jeg kunne ofte høre hende tale i telefon - grædende, hulkende og snøftende. Jeg kunne ikke høre hvad hun sagde men hver gang hun afsluttede en samtale råbte hun ”hvor er jeg god” og skraldgrinede. Derefter ringede hun den næste op grædende og hulkende igen.
De fulgte trampende efter mig når jeg bevægede mig rundt nedenunder og larmede så meget som muligt når jeg forsøgte at lave mad og stoppede ikke før jeg forlod køkkenet igen. Det samme skete med mit soveværelse. Hver gang de ville have sex, flyttede de deres seng hen over min soveplads for at chikanere mig – ofte forlod jeg rummet for at slippe for dem, men så ventede de til jeg kom tilbage og begyndte forfra. Det endte med at jeg levede på nogle få kvadratmeter, under det aflåste værelse, og jeg kunne ikke få lov til at lave varm mad og høre musik. Jeg så fjernsyn uden lyd og var så lidt i huset som muligt. De fik også deres venner og bekendte til at chikanere mig med larm og andre ting – det skete mange gange at der var nogen som parkerede uden for huset og spillede høj musik om natten og andre rettede deres billygter mod huset og blændede op og ned for lygterne 50 gange. Nogle gange var der nogen som gik rundt om huset og belurede mig – nogle gange råbte de op til ovenpå og fortalte hvad jeg lavede. Svigerdatteren havde ofte besøg af veninder som hun lokkede til at larme og chikanere mig. En af veninderne havde en ca.3-årig datter med som de jagtede skrigende rundt ovenpå til 02.30 om natten. Når jeg havde besøg var de meget stille men så stod de op om natten og vækkede mig med en masse larm til jeg ikke kunne sove mere. Jeg listede ovenpå nogle få gange, når de ikke var hjemme, for at se til mine sager på det aflåste værelse og på loftet. Værelset virkede urørt men loftrummet var næsten tømt på et tidspunkt. De havde placeret værktøj og maling på loftet. En dag hver uge sad sønnen hele natten og rodede med et eller andet. Han hentede noget på loftet, eller lod som om. Disse nætter blev der brugt 5-6 KW ekstra strøm. Jeg vågnede ofte om natten fordi de puslede ovenpå, men lige så snart jeg rørte mig blev der stille og lyset blev slukket. Efterhånden fik de andre personer til at sidde ovenpå når jeg var i huset og de var ude. Jeg har observeret et par stykker som havde nøgler til huset og låste sig ind når de ikke troede at jeg så det. De lod alle vinduer stå åbne det meste af døgnet, skruede op for radiatorerne og satte elradiatorer til at køre da det blev koldt udenfor. Jeg talte med min ven, ejeren af huset, en gang imellem, men han troede ikke på mig og skældte mig endda ud nogle gange. Nu har jeg ingen ven – han nægter at tale med mig. Hans søn og svigerdatter fortæller sikkert stadigvæk en masse løgnehistorier om mig. Jeg er ruineret af energiforbruget og de stigende priser. Jeg er utryg ved at bo i huset og føler stadigvæk at jeg bliver chikaneret af alt og alle. Svigerdatteren har forsøgt at påkøre mig i sin bil 2 gange før de flyttede og 1 gang efter. De flyttede fra huset i starten af april 2022, efter 10 måneder, og mine ejendele er tilsyneladende tilbage på loftet igen. Det jeg har beskrevet her er kun en lille del af de hændelser som er sket Jeg ville ikke anmelde det pga. min ven. Jeg er meget påvirket af hændelserne og har svært ved at få min tilværelse til at fungere. Jeg har altid haft svært ved at være sammen med andre mennesker og det er ikke blevet lettere efter at de har boet her. Jeg har svært ved at tale med andre og ved ikke hvad jeg skal gøre ?

Svar

Hej,
Mange tak for dit brev!
Du beretter om systematisk chikane fra dine overboer, som er din gode vens søn og hans kæreste. Du beskriver episoder med larm, fremmede mennesker i huset, at du fik gennemrodet dine ting og hvordan du endte med at leve på få kvadratmeter. Du fortæller om hvordan svigerdatteren forsøgte at påkøre dig tre gange – hvilket lyder alvorligt i mine ører!
Ud fra hvad du beskriver, kan jeg godt forstå at du stadig er påvirket af situationen. Du har ikke følt dig tryg i dit hjem under hele perioden, og har ikke haft nogle steder at gå hen. Derudover lyder det til at du har mistet en god ven, hvilket bestemt heller ikke er nemt.
Du har henvendt dig til Bryd Tavsheden – en forening som er specialiseret indenfor vold i nære relationer i målgruppen 13- 24 år, og derfor kan jeg desværre ikke tilbyde dig noget hjælp hos os. Men jeg vil opfordre dig til at søge hjælp hos en professionel. Der er mange gode og dygtige psykologer, der vil kunne hjælpe dig. Gennem din egen læge kan du snakke om muligheden for at blive skrevet op til en psykolog, som kan hjælpe dig med hvordan du går og her det og hvordan du kommer videre. Det er bestemt ikke noget du skal gå med alene og du har allerede taget det første skridt ved at fortælle om det!
Jeg ønsker dig alt det bedste!

Mvh
Bryd Tavsheden