BREVKASSE

Pige

30

18/10/2023

Hjælp, jeg vil redde mit forhold

X
X er mine fætres fætter. Jeg mødte ham i sen barndom, husker dette ikke klart, men husker alligevel at han gjorde et indtryk, da jeg fx så ham i en reklame han en enkel gang i sit liv var med i. Jeg havde allerede der et godt øje til ham. Han husker mig klart, og hvordan jeg også fascinerede ham.
I 2016 mødte jeg ham igen, og dette er for mig mit første rigtige klare minde jeg har, med at møde ham.
For dette var et meget betydningsfuldt møde.
Jeg havde i en stor hjertesorg, for et opgør et år tidligere, haft en sommer hvor jeg i depressionen havde festet og bedøvet mig i vilden sky med stoffer, og mødt to skitzofrene og halv psykotiske mennesker, som jeg sammen med selv bevægede mig ud i en slags psykose om at tro jeg havde mødt gud, lyset og mørket, og var i gang med en revolution. Jeg var i et opgør med alting, og det var egentlig en reel terapeutisk process, men den resulterede alligevel i mit livs mørkeste periode, hvor jeg fjernede mig så meget fra mig selv, og levede over grænsen af min fornuft og på randen til et selvmord.
Lige der var jeg endnu i fornægtelsen, og troede på alt det, der var en indbildsk fortælling. Jeg troede jeg var i gang med en højere åndelig mission, og skabte en spirituel revolution. Jeg var en kriger af kaos og jeg var i færd med at frigøre alt, der var kollektivt bestemt.

Jeg var til en fest, på syre, og dybt i min fantasi, og opgør med al usagt kontrol i vores liv, og lige der, midt i min leg, dukkede X op foran mig.
Det var et soleklart øjeblik. Jeg så ham skarpt og der var en fuldkommen ufornægteligt og øjeblikkelig stærk kemi i mellem os.
Næsten alle andre, på nær dem der selv var på randen af fornuft, så skeptisk på mig og min færd, men søren var helt betaget og solgt af min adfærd. Han forekom mig som et harmonisk og sundt individ, med et klart og forstandigt perspektiv. Han så mig, kom tæt, og vi hilste i, hvad der for mig var et stærkt og magisk øjeblik.
Jeg husker det som at jeg med det samme reagerede på den forbindelse der var lagt op til i mellem os, ved at spørge ham om det nu også var helt sikkert, at vi ikke rigtige var blodsbeslægtet. Det bekræftede han, og dertil var mit svar, ud af min daværende frygtløse ærlige facon, om ikke vi så bare skulle gifte os. For det jeg mærkede i mellem os, var en ægte dynamik, og dengang reagerede jeg uforbeholden på det, hvor andre ville gå med det fastsat som noget ubevidst og uudtalt. Han mødte mig i min direkthed og svaret rolig, ærligt og frækt ”jo” eller noget i den stil.
På det tidspunkt var jeg ikke i tvivl. Og jeg så heller ingen forhindring deri. Resten af mødet er et mudret minde, men jeg mærker at vi havde en forsat smuk og naturlig forbindelse.
Efter den dag, skrev jeg hurtigt ”hej med dig skat” da jeg fandt ham i et socialt medie, og hans respons var stadig helt gengældt.
Vi forsøgte at få et møde op at stå, men da jeg var så flyvsk, og for hver dag mere og mere langt ude, skete det ikke før nogle måneders tid.
Vi havde da 2 3 andre spontane møder, altid til fest, og spredt ud over lang tid, hvor jeg hver gang nu mærkede, i min spirende skamfulde selvbevidsthed og langsomt bevidst forstået indsigt i hvor langt ude jeg egentlig var blevet, at jeg ikke var god nok, eller i stand til, at leve op til det jeg ville med ham. Jeg var for fucked, for skør, for skadet og besværet til at gøre noget ved min ønske om at nærme ham helt.
Alligevel mærkede jeg altid reel interesse og accept af mig fra ham, men jeg fornemmede også at han også så besværet ved mig, og nok selv trak lidt i land i hans tiltrækning til mig. Jeg havde ham dog sikkert plantet som et romantisk ønske, og var selv drivkraften der prøvede at skabe et møde hver gang. Han reagerede altid, og hvis det var muligt svarede han det, men når han så var der, så trak jeg altid halen mellem benene og mærkede at jeg ikke var i stand til at kapere det som jeg ville, og kun ville ødeligge chancen hvis jeg prøvede. Til sidst var jeg så meget en skygge af mig selv, at det blev for skamfuldt. Den sidste gang jeg rakte ud, svarede han og tog endda helt til berlin for at møde mig, men jeg dukkede ikke selv op, var ude af kontakt, og i dyb skam og følelse af at jeg nu endelig havde fucket al chance op, fortrængte jeg ham ubevidst og stoppede med at opsøge ham igen. Så ramte jeg den absolutte bund, og kravlede langsomt op igen, mødte faren til mit barn, stadig langt nede i et hul, og blev hurtig gravid og nu var virkelighed for spækket til at jeg praktisk talt havde nogle chance for at komme i tanke om ham igen. 4 intense år gik, hvor jeg pludselig skulle indse alting, og stramme op på umenneskelig tid, for at rumme det ansvar at tage vare på et andet liv, og samtidig lære at tage vare på mit, med den skæbne jeg i uigennemtænkt blindhed havde forvildet mig selv ind i . faren var drukpunker, ligeglad med mig og skabte kun endnu mere rod.
Det resulterede i at jeg til sidst virkelig nået frem til gunstig indsigt og begyndte en gang for alle at arbejde med mig selv og mine dybe sår og årsager til alt den lidelse jeg havde levet i.
Jeg fandt til sidst en magisk terapeut og pludselig tog arbejdet virkelig fat. For første gang siden jeg var lille, følte jeg at jeg igen indtog mig selv og bevæget mig stædigt hen i mod det gode liv, og aldrig havde jeg følt mig så håbefuld og stærk og sund indeni.
Da skete det, at jeg i maj måned, mens jeg cyklede i solskinnet, helt ud af den blå kom i tanke om X igen. Han havde reelt ikke eksisteret i min bevidsthed i al den tid. Jeg havde glemt ham, og genopfriskelsen havde den samme uforandret effekt som den altid havde haft. Søren var nøjagtig den samme person for mig, og der var kun én intention med ham. Jeg ville ham, og det var slet ikke et spørgsmål men en uundgåelig reaktion, at jeg måtte tage kontakt, og samtidig en glædelig konklusion, at dette jo var en skæbnebestemt og perfekt timing, da jeg nu virkelig var et sted, hvor jeg kunne stå inde for mig selv, og reelt følte, at jeg kunne manifestere det med ham, jeg så inderligt altid gerne havde villet.
Jeg var klar.
Jeg skrev til ham meget hurtig efter, men tænkte samtidig at en som han jo uundgåeligt måtte være i et forhold, da jeg altid opfattede ham som perfekt og endda nok sund og rask, til at kunne opnå den slags, og samtidig så smuk indefra og ud, at han umuligt kunne være andet end dybt inde i en stabil og sund relation.
Alligevel var der intet at miste, og traditionen tro, fik jeg et gensidig interesseret svar indenfor meget kort tid. Han fortalte at han også tænkte på mig i ny og næ, men var i Nepal, og gerne ville mødes når han kom hjem.
Jeg ku mærke håbet allerede spirede og voksede vildt inden i mig, og det blev mere og mere nødvendigt at finde ud af, om han overhoved var tilgængelig, eller om han havde en kæreste. Han nævnte at han havde mødt min søster, så jeg tog kontakt til hende ret hurtigt derefter, og spurgte hende om han var i et forhold eller ej.
Det var han sagde hun. Men en vi kendte fra et cirkus træf, en rigtig sød pige, og de var et rigtig godt par.
En kæmpe kraft slukkede brat inde i mig, og det overraskede endda mig selv, hvor betydningsfuldt det var.
Jeg var ærligt helt slået ud over det, men fordi det bundede i min typiske uhensigtsmæssige romantiske overreaktion, skammede jeg mig over det, og følte ikke det var forsvarligt, og delte det derfor ikke med nogen. Jeg skulle jo bare ta mig sammen.
Men lidt efter mødte jeg min onkel, som var den i min familie tættest forbundet til ham. Det var hele tiden i mine tanker at spørge ind til jonas, men samtidig var det for plat og pinligt og sikkert ligegyldigt når nu der ikke var en mulighed. Måske mærkede jeg at der ku være en chance for det alligevel, eller også håbede jeg det bare.
Men i det sidste moment af vores tid, spurgte hans eks mig ind til romantik, og uden at tænke over det, røg det bundærligt ud, hvordan jeg havde haft det med ham.
Hun svarede at han ik havde en kæreste, og var i Nepal begrund af sorgen over deres brud, og min onkel bekræftede, og forstod fuldt ud min tiltrækning til ham, og min kraft, der havde ligget helt ned, røg omgående op og blev atter fuld af håbefuld liv.
Da han endelig kom hjem og skrev, prøvede vi at skabe et møde, men da hans eks havde været ham utro, og de med fælles vennekreds havde et bøvl med det, havde de mødtes inden da, og endda overvejet at tilgive det, og måske finde sammen igen, hvortil hun så indrømmede endnu et svigt, at hun også havde været sammen med deres fælles bedste ven, de havde boet sammen med.
Det lagde ham helt ned i den sorg, han ellers havde frigjort sig på sin rejse. Og da han fortalte mig det, foreslog jeg at mødes, uden bagtanke, som en trøstende ven i reel forståelse for hans forfærdelige situation. Jeg havde midlertidig selv tilfældigt sluppet mit store begær til ham, måske ku jeg mærke det ikke var der han var lige der, men da jeg var ved at gøre mig klar til vores første møde, mærkede jeg alligevel en angst træde ind. En angst der for talte mig at jeg ikke havde sluppet en skid, en angst der mindede mig om det der fik mig til at trække halen i mellem benene, hver gang vi før i tiden sås.
Vi mødtes, og han delte sin sorg, og samtidig sin historier generelt, og jeg gjorde også i lidt mindre grad.
Til min overraskelse havde jeg det præcis ligesom jeg plejede, men nok mindre frygtsomt. Jeg følte han var for god til mig, det havde jeg ellers ikke forudset. Jeg var endnu mere vild med ham, i det opdagende nærvær af hvem han egentlig var, jeg før ikke kunne rumme at udforske, end jeg dengang troede jeg var. Han var endnu vildere end jeg allerede opfattede ham som.
Jeg følte mig stadig for besværet og angst til at magte at gribe min chance og fuldgøre den lyst der til stadighed boede i mig.
Jeg blev faktisk lettere nedtrykt af at indse den uoplagthed, og at dette møde ikke var det skelsættende skift, jeg troede, så jeg endte med at kalde vores møde og gøre klar til at gå hjem med min skuffelse.
Men i vores afskeds kram, gav han mig et kys, og trods min overraskelse, og min du-er-for-god-til-mig-frygt, var selve kysset så naturligt og trygt, som jeg ikke i samme slags situation havde oplevet før.
Alligevel tog jeg hjem, for alt andet end selve kysset var for ængsteligt og lammet i frys, til at stå inde for et mod og overskud. Hans kys var sikkert også et forsøg på at svare hans forud tænkte ønske, som egentlig var slået ud, men det havde han ikke helt endnu sunket og indset. Så der var sikkert ikke mere i det end det, tænkte jeg.
Men da jeg kom hjem ,så jeg at han havde skrevet en meget sød besked, om hvor dejligt det var at ses, og at han håbede vi kunne gøre det igen.
Det mødte jeg forsigtigt men i al åbenhed, gik i seng, og da jeg vågnede igen, var der flere af den slags beskeder fra ham. Det fik min frygt til at stilnes mere og mere og min tro på at det godt kunne lade sig gøre til at fæstne sig igen.
Vi sås igen, aften efter, og selvom jeg også her var angst, fik hans medbragte alkohol mig til at give slip, og efter lidt tid, hvor jeg intet initiativ tog, tog han selv sit, og vi endte med at være sammen, og i det gav jeg også helt slip og overgav mig til ham.
Det var så smukt og kærligt et møde, og efter det, sås vi næsten hver dag, og det voksede stædigt med hast og jeg blev meget hurtigt helt opslugt.
Vi havde snakke om hvordan vi begge altid havde haft øje for hinanden, og også begge lidt håbede på det. Hvordan han dengang ku li mig, men synes jeg var fucked, hvordan vi var enige om at det var noget uforløst der endelig blev trukket op, og der emmede en stemning af den dejligste ægte gensidige lyst til hinanden af de helt rigtige grunde.
Jeg havde aldrig været så tryg som jeg var med ham, så tidligt som det var, og selvom der var vej endnu, virkede det som for mig som en helt fortryllende lykkelig slutning på min årelange ulykkelige kærlighedshistorik. Han sagde fra start at han efter det sidste brud egentlig ville undgå forhold og være mere egoistisk og afstumpet, men at han i virkeligheden var håbløs romantisk, og at jeg ikke var som de andre, han vidste jo reelt at jeg var god. Det blev en mudret fortælling. Og efter en uge af lyserød skyer, gav jeg udtryk for min romantiske dedikation ,og til det reagerede han på at det skræmte ham, og at han jo hele tiden har sagt at han ikke var klar til det. Det fik min frygt, der indtil da nærmest var helt forsvundet, til at blusse voldsomt op igen, og jeg var fristet til at løbe væk, men bearbejdede det for mig selv, og besluttede ikke at gøre det, og vi fik talt igen om hvad det betød, og til det troede jeg var blev enige om at vi begge egentlig ville hinanden rigtig, men havde brug for tid. Det tror jeg også vi mente, men det rodede stadig mere i hans hoved end i mit. og måske jeg som sædvanlig blændet de signaler der kaldte på mere forbeholden selv respekt, undren og omsorg.
Romancen voksede stadig vildt, og vi blev hurtigt erklærede forelsket og alt var bare perfekt. I ny og næ kom der endnu udtryk for hans frygt og tvivl, også til det at jeg havde et barn, og at han var så fucked af sit misbrug og sit rod, til at magte at gå ind i det. Hans tvivl betvivlede mig, men det var stadig ikke nok, og vores kærlighed forsatte med at vokse sammen. Han sagde også en dag at han egentlig godt forstod den sikkerhed jeg behøvede, og at det måske var egoistisk af ham at han ikke ku tillade den, og han sagde en anden dag at han ønskede børn en dag, og jeg sagde at det ville jeg gerne give ham, og han sagde en anden dag at han huskede at han egentlig ku li mig mere dengang end han havde husket og indrømmet, og at han ku se at dette var ægte og godt, og alt i alt byggede alt det gode kun endnu mere op. Jeg følte mig sikker, og jeg forstod også hvorfor han ikke helt ku overgive sig endnu, for det var nødvendigt at heale hans sidste brud først. Han var perfekt, og det føltes bundærligt som om vi var hinandens oprigtige sjæleven og ægte til døden os skiller kærlighed. og samtidig hinandens ægte bedste ven og som om vi bare fuldt ud forstod og delte al essens, som ingen andre før det. hvert fald for mig.
Men angsten inde i mig, var ikke helt slået ud. Den boede der blidt, og til tider blussede den en smule frem. (2 måneder)
Der skulle ikke særlig meget til, før at den begyndte at overkomme, men alligevel var det ikke nok til at ændre vores harmoniske dynamik. Men det blev det så, da jeg i en afstand mens han var væk, egentlig i sikkerhed, efter mange romantiske og bekræftende og kærlighedserklærende møder inden da, begyndte at overtænkte og overveje, om jeg nu egentlig endnu engang var ved at narre mig selv, ved at tillade ham alt det han tilbød, uden at føje de behov, der var nødvendige for at jeg kunne være i det helt og trygt.
Jeg mærkede måske også en angst, fordi han i virkeligheden ren faktisk var for tilgængelig, og jeg aldrig havde stået i det før, og hvis muligheden før bød sig, havde jeg muligvis også ubevidst saboteret og løbet bort, fordi en tilgængelig kærlighed skræmte mig mest, og den utilgængelig var min eneste trygge familiaritet.
Da vi mødtes igen, var jeg meget mere angst end jeg før havde været. Jeg fornemmede uden at forstå det helt, at jeg nu var ved at skabe samme afstand, som jeg før i lignede situation havde gjort. Jeg ku ikke være mig selv, jeg ku ikke være tryg, jeg ku ikke åbne mig op, og jeg var for sikker på at det ville holde op, og turde ikke længere tro på det.
Jeg viste ham hvor jeg var, men min traumatisk frys gjorde det umuligt at dele mine tanker helt med ham, og det skabte ligeså en angst i ham, fordi hans eks også havde svært ved at tale åbent med ham om den slags ting, og det skabte en frygt for at dette også ville ende på en ubehagelig måde.
Jeg blev selv mere og mere en skygge og demon i mig selv, havde lyst til at gemme mig fra ham, men var stædig om at arbejde mig igennem og tilbage til hvor vi var, og jeg delte også omsider mine tanker med ham og troede, at nu var det ordnet. Men angsten var langt fra forsvundet. Det mindste triggede den, og små ting blev til konflikt, og min tvivl boede mere og mere solidt indeni. Jeg gik som sædvaneligt direkte til dramatisk konklusion, og talte stadig ikke ligeså åbent med ham igennem det, så de næste par måneder var det en limbo af frem og tilbage hed, hvor jeg gang på gang udtrykte min tvivl i om jeg ku være i det som det var med ham, hvilket fik ham til trække sig ind i sig selv, selvom vi stadig blev ved at holde det i gang, og den tilbagetrukkethed skabte kun endnu mere angst i mig, og sådan blev spirallen mere og mere grum.
Han begyndte at få det værre, drak mere, trak sig mere, følte sig som et dårligt menneske, var i sorg, og turde ikke gi sig hen til mig og det, som han gjorde før. Jeg blev mere og mere dissocieret til ham, bildte mig ind, at jeg måske slet ikke var så vild med ham, som jeg troede, som et forsvar, at nu var vi så langt inde, at hans vagende indstilling var et reelt problematisk tegn, og forsatte min følelsesmæssige rutsjebane, der ønskede og flere gange skabte brud, men altid omgående fortrød, og derfor forsatte med at blive sammen, indtil det skete igen.
Det sled os op og gjorde at han til sidst selv sagde stop, eller i hvert fald slog hårdt fast, at han på ingen måde ønskede et forhold med mig, hverken nu eller en dag, som for at aflive enhver forventning inde i mig. men det endte med en ærlig og dyb snak, vores også jeg tog skylden for alt mig, og vi, som næsten hver gang endte med at have samme dybt harmoniske stund, som vores udgangspunkt, og som vi igennem de svære 2 måneder havde haft solidt i mellem, hvor det trods alt stadig føltes som ligeså (måske endnu mere) reel kærlighed. som om vores konflikter bragte os tættere sammen, men vi havde svært ved at blive i det efterfølgende. Han trak sig endnu mere fra mig og ind i sig selv, og havde ekstremt svært ved at turde se mig eller tro på det, i frygt for mit næste tilbagefald til angst og endnu et overvældende og oftest beskyldende brud mod det vi havde i gang, og en følelse af at jeg accepteret hans behov, men blev ved at skifte mening og måske slet ikke mente det i virkeligheden. Jeg ønskede noget ægte med ham, og jeg ku ikke acceptere at han ikke svaret mig med det samme. et voksende og efterhånden bekymrende mistillid var i gang.
Nu står vi her. Og selvom den ligger meget på mig, så har han selvfølgelig også været med til at gøre det svært. Han var for fastlåst i frygt, og ville egentlig noget, han ikke ku stå ved. Han rodede frem og tilbage og havde nok brug for at snappe ud af hans frygt og stå ved hans følelser og turde give det lov, når nu han selv havde valgt at gå så langt ind i det.
Status er en ængstelig forbindelse der er på randen til et endeligt brud, hvor jeg mærker, at det jo slet ikke, nogensinde var det jeg ville, og at jeg ikke ønsker at undvære ham, hverken på sigt eller lige nu.
Selvom han har været besværlig, så har han samtidig været så god for mig, og bundærligt bor der en stærkere følelse, end jeg nogensinde har haft, om at det er ham jeg ønsker at leve mit liv med i evig dedikeret kærlighed.

Jeg ser alle mine egne fejl, og ønsker så inderligt at ændre mig, så jeg kan skabe den tryghed vi oprindeligt stod i igen.
Jeg ser hans nu reelt bekymrende og stærke tvivl, at det virkelig er nået til et alvorligt sted, hvor handling er altafgørende og at den sker i en fart, fordi tiden efterhånden er knap.
Skal det reddes, skal det reddes nu. Kan det kun reddes ved at acceptere et brud, og så sætte liden til at det i virkeligheden kun er midlertidig?
HJÆLP!!! jeg er fanget i forvirring og kan ikke skelne mellem angst og fornuft, jeg vil alt i alt bare at vi skal have det godt, hver i sig, og redde vores forbindelse, fordi jeg har den uendeligt kært og tro så absolut på den kærlighed vi er i stand til at ha. jeg vil ikke miste ham, og jeg vil ikke risikere mere konflikt, der skaber uhelbredelige endelige vurdering om vores dynamik, jeg vil REDDE det, og self samtidig passe på mig selv og på ham, jeg vil for alt i verden gøre det rigtige, og jeg er så overbevist om at vi høre sammen.

Kære du - først vil jeg gøre dig opmærksom på, at henvendelser til Bryd Tavsheden er anonyme, og hvis vi skønner, at anonymiteten ikke er sikret, så anonymisere Bryd Tavsheden henvendelsen.

Dernæst, kære du, mange tak for dit rørende og gribende brev til Bryd Tavsheden. Dit brev griber mig, fordi du så malende beskriver dit liv, dine livserfaringer og hvordan du har sat dig for, at du vil et andet og bedre liv end det din store hjertesorg i sin tid bragte dig ud i. Og dit brev rører mig, fordi jeg kan mærke din sorg over, at det forhold du så stærkt ønsker dig, måske ikke kan holde, selvom du er overbevist om, at I hører sammen.

Jeg vil meget gerne hjælpe dig, og det vi bedst kan hjælpe med her hos Bryd Tavsheden er at tale om og dele viden om, hvad man kan gøre for at komme videre efter at have været udsat for et overgreb eller været i et voldeligt forhold.

Ud fra det du beskriver, kan jeg ikke se, at du har oplevet vold eller overgreb i jeres forhold, men jeg forstår det snarere, som at I begge er usikre på, om I vil hinanden og hvordan I vil hinanden, og om I sammen kan udvikle jeres forhold til det, I hver især gerne vil. Nu kan det være jeg tager fejl, men umiddelbart er det min forståelse.

Du slutter dit brev med et råb om hjælp, og jeg vil som sagt så gerne hjælpe dig, og ud fra det du skriver, vil mit bedste råd til dig være at tage endnu en snak med din kærligheds udkårne og sammen med ham overveje, om I begge vil hinanden så meget, at I sammen skal søge hjælp hos en parterapeut. En parterapeut kan hjælpe jer med at få talt om det svære og hjælpe jer med at finde den bedste vej frem for jer begge.

Jeg vil ønske dig og ham alt det bedste – pas på jer selv og hinanden.

Mange hilsner
Bryd Tavsheden