BREVKASSE

Pige/kvinde

14

30/11/2023

Min mor er og har været meget sur over mit selvskade og virker ikke til at kunne forstå at jeg faktisk har det pisse svært

Selvskade, mentalt helbred…

(Undskyld det er lidt langt) Hej, jeg skriver det her fordi at jeg føler mig ret alene og ved ikke hvad jeg skal gøre. Såå her i Februar da jeg var 13 fandt min mor ud af at jeg selvskadet. Det var et tilfælde hun fandt ud af det, det var fordi at mit ærme faldt ned også så hun det og tvang mig til at vise hende begge mine arme. Hun blev ret sur og begyndte at råbe at jeg var en idiot og tog min telefon og kiggede den igennem, der skete også en masse andre ting men jeg kan virkelig ikke rigtig huske hvad det var, jeg kan bare huske at jeg græd virkelig meget og at jeg virkelig ikke havde løst til at leve mere og fik mere lyst til selvskade. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan huske det tydeligere jeg bliver bare helt tung, mørk, nervøs i kroppen og kan få lidt tåre i øjnene når jeg tænker på den episode. Min mor er og har været meget sur over mit selvskade og virker ikke til at kunne forstå at jeg faktisk har det pisse svært ved bare at komme i gennem en dag. Hun har før sagt at det er noget pjat det med mental helbred og at det bare er noget pis jeg ser på nettet MEN NEJ MOR DET ER DET IKKE! Jeg ser og høre tit om piger der har et mega godt forhold med deres mor og at deres mødre forstår dem og hjælper dem. Jeg har egentlig et godt nok forhold til min mor på nogle punkter, men nej hvor kan jeg blive misundelig når jeg ser piger med mødre som acceptere og hjælper deres børn med deres problemer. Fx så var jeg på ferie syd på her i sommers med min familie, mine ar var på det tidspunkt helet men de var der stadig. Min mor tvang mig til at gå med langærmet hele sommeren og købte også en langærmet bikini til mig. Hun har flere gang sagt til mig at jeg skal skamme mig over at jeg selvskader. Men så så jeg en anden pige som gik rundt uden at dække Signe ar, hendes mor virkede så glad for hende og så ud til at hype hende op. Jeg er self rigtig glad på den piges vejne og håber at hun har det bedre men omggg hvor kunne jeg godt bruge sådan en mor ind i mellem. Der har været flere episoder med min mor som den første men en af de seneste var da min mor så at jeg havde skåret igen. Det jeg kan huske var at hun bedte mig om at tage trøjen af også blev hun sur og råbte idiot og skubbede mig på gulvet og tog min trøje og slog mig med den. Der efter løb hun op på mit værelse og rodet det hele igennem for skarpe ting. Hun kastede med mine ting og låste mig inde i mens at hun tog min telefon og kiggede den i gennem i mens at jeg skulle rydde op. Igen skete der noget mere som jeg simpelhen ikke kan huske hvad var, men jeg kan huske at jeg fandt så mine gemte skarpe ting og begyndte at skære fordi at jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre. Hun kom så ind for et eller andet og så at der var blod på noget papir, hun begyndte og råbe og true mig med at sende mig på børne hjem og på psykiatrisk . Jeg kan bare huske at jeg stod ved vinduet og overvejede at hoppe andet husker jeg ikke. Jeg er bare virkelig træt af at skulle holde mine tanker inde for mig selv nogle gange, men samtidig kan jeg ikke huske ret meget af mange af tingene men jeg kan tit huske nogle “Flashbacks” hvis man kan sige det sådan. Mig og min mor begynde også at snakke om jeg har noget diagnose. Nogle af de ting jeg selv og andre har lagt mærke til med mig er:
- Isolere mig selv også for folk jeg godt kan lide og faktisk gerne vil være sammen med.
- Mangel på motivation og virker tit sløv, men andre gange fyldt med energi i en lille periode også er det tilbage til det normale.
- Overtænker
- Ben/fod ryster og nogle gange også hænder.
- “Bange” og nervøs for at være steder med for mange mennesker
- Dårlig til at være social tit
- Føler altid at folk dømmer mig på en dårlig måde
- Bliver nemt nervøs og tit til det punkt jeg har svært ved at trække vejret og føler kvalme eller føler at jeg skal kaste op
- Akavet
- Tendens til selvskade
- Enten føler jeg for mange følelser på en gang eller så føler jeg ikke noget/ føler mig “Bedøvet” i hjernen
- Holder følelser inde altså græder ikke i en periode når jeg har brug for det også kommer det hele bare ud når der sker den mindste ting
- HADER at vise følelser
- Stikker nogle gange fingeren ned i valsen hvis jeg er sur på mig selv eller har spist for meget
- Kan ikke lide at spise foran andre, men kan generelt ikke lide at gøre noget for an andre
- Har svært ved at stole på folk
- Hader øjenkontakt
- Zoner ud tit
- Forventer at alle syntes jeg er grim og hader mig
- Generelt negativ og dårlig tanke gang
- Får bræk fornemmelse nogle gange hvis der er for mange mennesker
- Selvmords tanker nogle gange
- Tænker tit fx “Hvad ville der ske hvis jeg bare hopper ud for an en bil” eller “Hvad nu hvis jeg med vilje rammer den her blodåre og lad mig selv dø” “Hvad nu hvis jeg bare hopper ud af vinduet”
- Tænker meget på døden
- Nogle gange Hjertebanken
- Føler mig nærmest “Bedøvet” Og Tom inden i

Hej

Jeg er så glad for at du skriver ind.

Det jeg læser dig skrive er, at du har problemer med selvskade, og oplever en tung og mørk følelse i kroppen. Din mor har opdaget din selvskade, og hendes reaktion har været at skælde dig ud. Du skriver, at hendes reaktion har været, at kalde dig idiot og råbe af dig. Jeg læser dig også skrive, at hun bad dig dække dine ar på en ferie.

Lad mig starte med at gøre det helt klart og meget tydeligt: Du fortjener ikke den her behandling fra din mor. Dine følelser har betydning. Du oplever at din mor skælder dig ud, frem for at udvise bekymring og omsorg overfor dig. Det du fortjener allermest lige nu er støtte og omsorg, og et lyttende øre som kan hjælpe dig med at komme til bunds i hvorfor du har det som du har det.

Du skriver, at du husker episoderne mest som en slags "flashbacks". Det kan være et tegn på, at dit nervesystem lukker lidt ned når din mor behandler dig på dén her måde. Det er en meget naturlig reaktion på en overbelastende situation.

Jeg vil også gerne sige til dig, at det er okay at du oplever, at du nogen gange godt kan lide din mor. Det kan være hun viser en anden side af sig selv nogen dage, og det er sjældent at nogen mennesker opfører sig dårligt hele tiden. Men selvom du føler det - så er det helt fair, at lytte til den stemme inde i dig der ved, at du fortjener bedre behandling lige nu. Fordi det gør du. Du fortjener omsorg og mest af alt forståelse.

Jeg kan godt forstå at det må være hårdt for dig, at se mødre og døtre der virker til at trives. Det kan være rigtigt hårdt, når man føler man ikke selv får den støtte. Jeg synes det er vigtigt du får støtte, og hvis ikke fra din mor, så må det komme fra andre steder. Det er derfor jeg er meget glad for, at du har skrevet ind til os.

Jeg vil rigtig gerne give dig alt kærlighed og støtte gennem det her brev-svar, men jeg synes du fortjener mere end et brev-svar. Jeg tror det vil være rigtigt godt for dig, at få snakket med os over telefonen, så vi sammen kan finde ud af hvad dine muligheder er. Du er selvfølgelig stadig anonym over telefonen.

Vi tilbyder gratis og anonyme samtale forløb hos Bryd Tavsheden. Vi kan også sammen finde ud af om der er et andet tilbud der ville passe bedre til dig.

Der er mange organisationer derude, og der er rigtig mange professionelle mennesker her i Danmark, der brænder for at hjælpe unge piger som dig.

Vi vil rigtig gerne snakke mere med dig.

Du kan ringe til os på tlf. +45 44 45 20 90

Vi har telefonerne åbne mandag - torsdag fra kl. 17.00-20.00.

Hvis det føles grænseoverskridende, at snakke over telefonen - er du også meget velkommen til, at skrive ind på vores chat som er åben mandag - fredag kl. 17.00-20.00.

Her til sidst vil jeg også sige - jeg tror det ville hjælpe dig, at åbne lidt op om det du kæmper med hos en god ven eller veninde. Jeg har forståelse for, at det kan være hårdt at åbne op- specielt hvis du ikke har åbnet op om det før.

Du er stærk, og jeg er meget glad for, at du har valgt at skrive ind.

Jeg vil virkelig gerne understrege én gang til: Du fortjener omsorg, støtte og et lyttende øre. Du fortjener en der tager sig tid til, at høre om alle de følelser du har i kroppen, og som forstår hvad du går igennem, og hvordan du kan få det bedre.

Jeg håber inderligt at vi høre fra dig igen.

Bedste hilsner,

Brevkassen