Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige/kvinde

17

Dato

07/12/2023

Jeg er fortvivlet og i tvivl om hvad der er op og ned...

Hej.
Jeg har fået anbefalet denne her side efter en samtale med min lærer og jeg tænkte lige at jeg ville prøve at forklare min situation. Jeg har slem eksamensangst og har i andre sammenhænge fået voldsomme nedsmeltninger og sammenbrud på skolen og i den forbindelse har min skole videresendt mig til en psykolog som jeg gik til i et par måneder, men mine forældre ville ikke betale for det længere så jeg er nu stoppet. Hos den psykolog fortalte jeg om nogle oplevelser fra min barndom og vi dykkede ned i mit forhold til mine forældre. Hun har fortalt mig at jeg er blevet udsat for psykisk og fysisk vold og har anbefalet mig at flytte hjemmefra så snart som muligt. Jeg har altid vidst at der var noget galt derhjemme, men vidste aldrig helt hvad og jeg tænkte at alle andre også havde det sådan. Nu hvor jeg ved at min familie ikke bare er som alle andre kan jeg ikke lade være med konstant at tænke på alt hvad mine forældre gør og siger og hvordan det påvirker mig. Jeg har også svært ved at forstå hvordan jeg kan være et offer for de her ting når jeg hører om folk der har det så meget værre. Jeg bliver ikke udsat for fysisk vold mere og jeg er aldrig blevet slået så jeg har svært ved at forstå at det er rigtigt. Jeg tror hverken på min psykolog eller mig selv fordi jeg føler hun bare har antaget noget ud fra nogle få hændelser. Jeg har svært ved at huske alt hvad der er sket herhjemme så jeg føler ikke at jeg har "beviser", men jeg kan mærke hvordan det sidder i min krop og jeg ser så meget content på TikTok og Instagram som bekræfter mig i at jeg ikke er blevet behandlet ordentligt. Der er bare stadig noget i mig der virkelig ikke synes at jeg har lov til at bruge begrebet vold om min situation fordi det lyder som om jeg har opfundet en eller anden historie og jeg kan bare slet ikke se hvordan min familie skulle være en dysfunktionel familie selvom jeg logisk set godt kan se det. Nogle gange ville jeg ønske at mine forældre behandlede mig værre og at jeg ikke havde det godt. Jeg har haft en depression for et par år siden og nogle gange ville jeg ønske at den kom tilbage. Jeg ved godt det lyder sygt, men jeg forstår bare ikke hvordan jeg kan være velfungerende og glad, hvis jeg rent faktisk er et offer for vold. Jeg har høje niveauer af stress og angst så det er jo ikke fordi at jeg ikke er påvirket, men jeg forstår bare ikke hvordan jeg kan være så "normal", hvis det virkelig er rigtigt. Jeg er også bare træt af at tænke på alt det her hele tiden. Jeg stopper aldrig med at tænke på det. Jeg føler at det fylder alt for meget for mig og nogle gange ville jeg ønske jeg ikke vidste at der var noget galt. Måske er der heller ikke noget galt. Hver gang jeg fortæller mine veninder og bekendte om det så kommer de med historier om deres forældre som får mig til at tvivle på om jeg overhovedet skal tage mit eget så seriøst fordi jeg føler at alle har det svært derhjemme så hvorfor skulle mit være ekstra svært? Jeg undskylder for at det blev meget langt, men jeg er bare fortvivlet og jeg er i tvivl om hvad der er op og ned.

Svar

Kære du,

Mange tak for dit brev! Det indeholder mange gode beskrivelser og refleksioner, og jeg vil forsøge at besvare det så godt som muligt.

Du fortæller, at din psykolog har fortalt at du har været udsat for psykisk og fysisk vold af dine forældre. For det første er det forståeligt, at du har svært ved at acceptere, at din situation kan betegnes som vold. Det er normalt at føle tvivl og forvirring, især når man har levet i et miljø, hvor man ikke har haft et klart billede af, hvad der er acceptabel adfærd.

Du beskriver, at du ikke har nogen beviser. Herinde gradbøjer vi ikke vold og ubehagelige oplevelser. Din oplevelse og følelser er gyldige. Vold kan have mange former og kan være både fysisk og psykisk. Psykisk vold kan være lige så skadelig som fysisk vold og kan have langvarige konsekvenser for ens mentale og følelsesmæssige velbefindende.

Selvom du måske ikke har konkrete "beviser" for det, du har oplevet, er det vigtigt at forstå, at din oplevelse og de følelser, du har, er valide. Det er ikke usædvanligt at have fragmenterede erindringer eller svært ved at forbinde oplevelserne sammen på grund af det emotionelle stress, du kan have gennemgået. Ud fra dit brev kan jeg ikke sige om du har været udsat for vold eller ej. Her har jeg brug for lidt flere informationer.

Du fortæller, at du har svært ved at tro at du har været et offer for disse ting, men at du kan mærke at der er noget føles forkert. Du beskriver også at du har svært ved at forstå, at du har det "så godt". Jeg er glad for at høre, at du har det godt nu, men det lyder også til at du har kæmpet med svære ting. Alle reagerer forskelligt og det kan komme i perioder. Først og fremmest er du et menneske, som også har været udsat for ubehagelige ting.

Du fortæller, at du tænker meget på alt det her og er blevet opmærksom på hvordan dine forældre er omkring dig. Det lyder til, at det ville være rart for dig at få afklaret din situation, så du har et udgangspunkt for at arbejde videre med det.

Du spørger til sidst om du skal tage din situation alvorligt, når du hører om andre, som også oplever svære ting. Som sagt gradbøjer vi ikke eller hierarkiserer vold. Jeg synes du skylder dig selv, at tage det alvorligt hvis der er noget, der føles forkert. På den måde kan du blive klogere på dig selv og din situation. Det vil vi rigtig gerne hjælpe dig med!

Jeg vil opfordre dig til at skrive ind til vores chat, som har åben mandag-fredag mellem kl. 17-20, eller ringe på vores telefon, som har åben i samme tidsrum. Vores rådgivning er helt anonymt. Her vil vi kunne hjælpe dig bedre videre med det du har brug for!

Jeg håber, at vi høre fra dig, og du kunne bruge mit svar.

Mvh,
Bryd Tavsheden