Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige/kvinde

17

Dato

07/12/2023

Jeg føler at jeg lyver overfor mine venner, fordi jeg ikke har sagt, at jeg er tiltrukket af piger.

Hej.
Jeg er ret sikker på at jeg er lesbisk og før i tiden fyldte det meget for mig og jeg var stolt af det (jeg havde ikke sagt det til mere end to mennesker, men jeg følte at det var en del af min identitet og jeg var glad for den del af mig). Med tiden er jeg blevet mere ligeglad og jeg har nærmest ikke lyst til at tænke på det. Jeg skammer mig ikke som sådan, men jeg føler at jeg har pakket den version af mig så langt væk ind i skabet at hun ikke er der mere. Jeg får aldrig noget opmærksomhed fra drenge og jeg har aldrig haft romantiske relationer til nogen og jeg kan mærke at det begynder at påvirke mig. Jeg føler mig udenfor når de andre på gymnasiet snakker om drenge og jeg føler at jeg lyver overfor mine veninder når jeg ikke fortæller dem om de piger jeg godt kan lide. Jeg vil gerne i gang med lære folk at kende på en mere romantisk måde, men når jeg ikke er tiltrukket af drenge og ikke er sprunget ud så ved jeg ikke hvordan det skal ske. Jeg kan mærke at jeg tager mere og mere afstand fra det hele og jeg tør slet ikke nævne overfor nogen at jeg overhovedet har den mindste interesse i romantik fordi jeg bliver lidt usikker.

Svar

Hej,

Mange tak for dit brev!

Du fortæller, at du føler at du lyver overfor dine venner, for ikke at fortælle dem at du er tiltrukket af piger. Du kan føle dig udenfor, når de andre taler om drenge, og du tager mere afstand, fordi du ikke tør at åbne op overfor dem om hvordan du har det.

Det kan være enormt ensom at bære rundt på tanker og følelser helt alene. Jeg kan godt forstå, at det føles lettere at trække sig end at fortælle det - det er altid skræmmende at åbne op for nogen for første gang.

Du fortæller, at du var stolt over at være lesbisk og ikke skammer dig. Måske du kan finde nogle af de følelser frem igen, og bruge de følelser til at åbne op overfor andre? Det er min klare erfaring, at det er vigtigt at bryde tavsheden om de svære ting. Har du en god ven eller familiemedlem, som du kan starte med at betro dig til?

Her i Bryd Tavsheden ved vi en masse om vold i nære relationer. Jeg vil derfor anbefale vores kollegaer hos LGBT+ rådgivningen, som ved en masse om din situation. Du får linket til deres rådgivning her: https://lgbt.dk/raadgivning/

Du skal vide, at du er god som du er og fortjener at have det godt!

Mvh,
Bryd Tavsheden