Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige/kvinde

27

Dato

08/01/2024

Har jeg taget skade af mit gamle forhold?

Hej med jer.

Da jeg var 17, mødte jeg min nuværende ekskæreste - jeg var meget ensom, og faldt hurtig for ham, selvom der var nogle tydelige tegn, som egentlig understregede rigtig fint, at jeg burde være løbet min vej med det samme.

Det gjorde jeg ikke. Jeg endte derimod med, at være sammen med ham i 5 år, hvor han gjorde mit liv til et mareridt. Dagligt udsatte han mig for psykisk vold - og der har også været få episoder, hvor han fx. har trukket mig hen ad gulvet i mit hår.

Da han var mig utro, fik jeg mod til at afslutte det - og nu er det efterhånden 4-5 år siden.

Efter vores brud havde jeg det godt. Jeg savnede ham - men livet var en fest. Da jeg mødte min nuværende kæreste cirka 1 år efter, begyndte problemerne dog at melde sig, og jeg er faktisk lidt nervøs for, om jeg har taget skade af mit gamle forhold.

Jeg lever i mere eller mindre permanent depressiv tilstand, kan slet ikke kende mig selv, er blevet utroligt asocial, kæmper med social angst, er blevet utroligt bange for at sige min mening - men det er bare som om, at det ikke rigtig hjælper, når jeg forsøger at bearbejde det hos en psykolog.

Jeg føler, at jeg er ovre situationen, og at mine symptomer kommer af ingenting, fordi jeg sådan set ikke kan regne ud, hvad der gør mig dårlig - men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, om der er en sammenhæng mellem min ekskærestes behandling af mig og min nuværende situation.

Min veninde siger, at hun tror jeg har PTSD, men jeg er i vildrede og kan ikke finde ud af det. Kan man godt have PTSD, uden at føle, at en specifik situation ødelægger ens liv? Altså kan man have en stress belastning på den måde, uden at kunne sætte fingeren på, hvad der er skyld i det?

De bedste hilsner
Emma

Svar

Kære Emma

Først og fremmest, tak for dit brev.

Du fortæller, at forholdet til din ekskæreste sluttede for 4-5 år siden, men at du nu, efter at have mødt din nuværende kæreste, kan mærke flere problemer: blandt andet at du lever i en depressiv tilstand, hvor du ikke føler du kan kende dig selv. Derudover lader det til at bekymringen for om du har taget skade af det tidligere forhold, fylder meget hos dig.

Du skal vide at det (desværre) er meget almindeligt, at opleve kraftige efterreaktioner efter et voldeligt forhold - også selvom det er flere år siden det afsluttede. Og jeg kan godt forstå det er hårdt og frustrerende at føle den hårde mentale belastning uden at kunne sætte en finger på hvorfor.. Selvom du giver udtryk for at det ikke rigtig hjælper at få det bearbejdet hos en psykolog, synes jeg, det er så godt at du har taget det skridt for at finde ud af hvorfor der mon kan være sket den ændring i din tilstand og adfærd.
Måske du kan nævne for din psykolog at du synes det er lidt svært at mærke om hvorvidt det hjælper? Eller måske nævne tanken om PTSD, og evt. blive lidt klogere på hvad det er for noget samt den vildrede du føler i den sammenhæng?

Her hos Bryd Tavsheden vil vi også meget gerne hjælpe dig, så godt vi kan. Du kan skrive til os på chat alle hverdage kl. 17-20, hvor du får mulighed for at skrive anonymt med en af vores dygtige rådgivere. Eller du kan ringe til os mandag-torsdag kl. 17-20. På denne måde vil du have mulighed for bedre at kunne udpensle din fortælling og problematik, så vi kan hjælpe og rådgive dig på bedste vis.
Ellers kan vi også tilbyde anonyme samtaleforløb, som kan foregå fysisk i Kbh eller online: https://brydtavsheden.dk/hjaelp/samtaler/.

Håber svaret var til hjælp for dig.
Jeg ønsker dig alt det bedste!

Mvh
Bryd Tavsheden