Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige/kvinde

17

Dato

16/02/2024

Har i min barndom oplevet både fysisk og psykisk vold

hej,

Det kan godt være at det her lyder lidt underligt, jeg ved bare ikke helt hvad jeg skal gøre med disse tanker.

Jeg har i min barndom oplevet både fysisk og psykisk vold, som har gjort at jeg ikke kan huske størstedelen af min barndom.

Jeg har ikke rigtigt nogle minder indtil jeg er omkring 12-13 år og minder som jeg faktisk har, er for det meste mere voldsomme oplevelser og meget tågede.

Jeg vidste ikke at volden havde gået så langt tilbage og jeg troede at det var noget der startede, da jeg var omkring 10. Jeg har dog siden lært, at det allerede var tilstede, før jeg fyldte 3.

Det har fået mig til at tænke en del over, hvad jeg ellers ikke kan huske, som der nu er sket.

Jeg har altid været meget frastødt omkring alt indenfor sex og pubertet, eller hvad nu ellers.
Jeg tænkte ikke rigtigt noget til det, men jeg har nu senere i livet haft andre problemer, som jeg ikke forstå eller finde en årsag bag.

Jeg har virkeligt svært ved at være i et forhold til andre mennesker, ligemeget hvilken form for forhold, så trækker jeg mig når andre kommer for tæt på.

Jeg har også den her følelse af at være beskidt og en form for skyldfølelse, efter intime oplevelser, som stresser mig virkeligt meget og har svært ved bare at tænke på sex, uden at blive frastødt.

Jeg ved ikke om det er relevant, men da jeg var omkring 8-10, oplevede jeg flere gange, at en dreng på min egen alder ville røre mig og have at jeg skulle røre ham.
Jeg sagde aldrig nej, men jeg havde heller ikke lyst til at gøre det vi gjorde. Jeg havde bare virkeligt svært ved at sige nej.

Jeg kan dog ikke lade vær med at tænke på, om der er sket noget tidligere, som jeg bare ikke kan huske.

Jeg ved godt at det måske lyder underligt, men det er nogen som fylder ret meget og jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre med det.

Svar

Kære du

Hvor er det godt at du har skrevet herind. Det lyder slet ikke underligt, det du fortæller.

Du beretter om, at du er blevet udsat for vold gennem din barndom og, at du i dag har svært ved at være i nære relationer. Du fortæller også, at der er store dele af din barndom, som du ikke kan huske og, at du som teenager har oplevet at have det ubehageligt ved seksuelle/fysiske relationer. Jeg forstår det sådan, at du er bekymret for om du måske også har været udsat for seksuel vold i barndommen.

Du fortæller ikke om du har talt med en fagperson læge/psykolog/psykiater, eller om du har været i behandling for noget psykisk. Med din historie vil det være naturligt, hvis du som ung voksen oplever psykiske udfordringer som angst, lavt selvværd og udfordringer med at sætte dine grænser i relationer.

Uanset om du har fået hjælp tidligere, så er det tydeligt, at du stadig mærker konsekvenserne af den vold du har oplevet. Og jeg vil anbefale dig at søge yderligere hjælp.

Vi vil meget gerne hjælpe dig.

Du kan skrive til os på chatten hverdage mellem 17-20 eller ringe for et samtaleforløb alle hverdage mellem 9-15.

Jeg håber vi hører fra dig 🙂

Hilsner
Lotte
Bryd Tavsheden