BREVKASSE

Pige/kvinde

17

29/02/2024

Udsætter min mor mig for psykisk vold?

Jeg har en god og støttende fammilie men mine forældre kan være ret strikte. Jeg har talt med mine venner og dyder gik op for mig at min mor måske opdragede lidt anderledes end andres mødre.
Jeg elsker hende så meget og hun har forstand på alt det med mental helbred og hun har hjulpet mig at få min adhd diagnose og snakker meget om det med både psykisk og psysisk helbred.
Jeg er gluten-allergiker og har både knogleskørhed og andre psykiske sværheder, så hun har altid være meget ind over hvad jeg laver i min fritid og hun holder konstant øje med hvad jeg spiser. Jeg ved hun gør det fordi hun gerne vil passe på mig men de måder hun gør det på gør mig utilpas.
Jeg har aldrig måtte gøre de ting som mine venner gjorde, eller tage til fester da jeg blev ældre.
Hun vil altid vide hvor jeg er og hvad jeg laver og hvem det er sammen med.
Jeg har prøvet at snakke med hende om at jeg ikke var enig med noget af det hun fik mig til at gøre. Hun ville altid bare vente på jeg snakkede færdig og så skylde skylden på mig fordi hun var voksen og hun viste bedst.
Hun siger at hun lytter til hvad jeg siger men hun forstår det bare aldrig.
Jeg gav op på det da jeg blev omkring 14 hvor jeg begyndte at ses med mine venner uden at fortælle hende det. Da hun så opdagede jeg løv om hvem jeg var sammen med eller hvor jeg var, tog hun min mobil og lod mig ikke ses med nogle af mine venner i flere uger.

I hele min opvækst har hun altid været meget hurtig til at kunne skifte humør.
Da jeg kom hjem viste jeg aldrig lm jeg skulle til at blive råbt af fordi jeg ikke havde sent et billede af hvad jeg havde fået til frokost eller om hun var super glad.
Jeg har altid følt mig presset og på vagt hvis hun var hjemme. (Det var hun for det meste fordi hun nogle gange arbejder hjemme)

Jeg har overvejet at snakke med min far om det fordi han har altid syntes jeg godt måtte tage til fester og gøre det jeg ville men min mor var altid stædig.
Jeg viste at hvis jeg fortalte ham hvordan jeg havde det, ville han fortælle det til min mor.

Så da jeg blev 15-16 lod hun min far overtale hende til jeg måtte tage til fester og sådan. Jeg skulle altid have lokation på og tage den hvis hun ringede.
Hvis jeg skulle til fest skulle jeg også gøre mig fortjent til det. Så skulle jeg gøre hele huset rent og passe min bror.

Fordi mine venner så drak og lavede ting hun ikke syntes var godt, var jeg altid bange for hun ville opdage hvad mine venner lavede.
Så der begyndte min frygt og usikkerhed for hende på bare at vokse. Selv nu hvor jeg godt må drikke og gøre andre ting, er jeg stadig altid bange for om hun vil ringe til mig eller forlange at jeg ville skrive eller sende billede om hvad jeg lavede.
Mine venner kunne så godt mærke at det stressede mig ud og jeg talte med dem om det. Der opdagede jeg at hendes måde at opdrage på, var anderledes.

Jeg er nu kommet på efterskole og hun forlange ikke lige så meget som før.
Det var en stor forandring fordi jeg ikke konstant var på fight og flight mode.
Jeg skulle ikke bekymre mig om at min mor ville komme ned og råbe ad mig fordi jeg havde en Snickers i min taske eller noget i den still.
Problemet var at hun jo stadig var super sød og sagde hun altid ville hjælpe mig.

I weekenderne vil jeg gerne hjem for at slappe af og se min lillebror og min far og mine hunde, men jeg har aldrig rigtig løst til at komme hjem fordi jeg ved hvor utryk jeg er.
Min mor ved ikke at jeg har det sådan. Jeg har snakket med hende om jeg f.eks. Ikke syntes at det har rart at hun tog min telefon kl 21 hver dag i flere år fordi jeg ikke måtte tale med mine venner mere.
Eller at jeg skulle cykle 15+ kilometer hver dag for at komme i skole fordi hun syntes at tage bussen var for dovent.

Jeg skulle altid sige én uge før, hvis jeg skulle være sammen med mine venner, og hvis jeg enda havde gjort det kunne hun så på dagen eller dagen før syntes at jeg alligevel ikke skulle afsted kunne hun sagtens bare trække det tilbage pg sige hun aldrig havde givet mig lov eller at hun ikke mindes om at jeg havde spurgt hende om det.

Hun ved ikke hvordan det har påvirket mig og måske er det også bare mig der er teenager som hun siger.
Mine venner siger at det er physisk vold men jeg ved ikke om det bare er mig der føler det er værre end det faktisk er. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Kære du!

Du fortæller mig, at du har en god og støttende familie. Du fortæller særligt, at din mor har været god til at hjælpe dig med din diagnose og dine psykiske problemer.

Samtidig hører jeg dig fortælle mig, at du er taknemmelig og elsker din mor meget højt, men at du er meget påvirket af den måde, som hun har behandlet dig på gennem din barndom. Jeg kan forstå, at din mor ofte har været kontrollerende, og at det har gjort dig usikker og bange.

Det er vigtigt for mig at fortælle dig, at man godt kan elske sin mor meget højt, men samtidig være uenig i
- eller ked af måden, som hun har behandlet dig på.

Ud fra det du fortæller mig, så kan jeg virkelig godt forstå, at du har det svært. Den måde din mor behandler dig på er ikke i orden. Jeg kender ikke alle informationer, men ud fra det du beskriver, så kunne det godt tyde på, at du også er blevet/bliver udsat for psykisk vold. Psykisk vold kan handle om at blive styret af sine forældre og fx ikke selv få lov til at træffe sine egne valg, såsom hvilke venner man vil se og hvilket tøj, man ønsker at gå i.

Uden at have alle informationerne om din situation, lægger jeg mærke til, at du beskriver, at du er bange for din mors skiftende humør og reaktioner. Derfor vil jeg gerne fortælle dig om latent vold, som er en form for stresstilstand, som opstår, når man frygter en eller flere af de andre voldsformer.

Når man ved, at ens forældre går amok, hvis han/hun finder ud af noget, så går man hele tiden og er på vagt. Det niveau af stress man oplever, er så voldsom, at man har defineret det som en form for vold i sig selv.

Det er godt at høre, at du kan tale åbent med dine venner om det. At dele sine tanker med nogle, som man føler sig tryg ved, gør en kæmpe forskel. Det betyder, at du ikke er alene med de følelser og tanker, som er svære for dig. Jeg vil gerne opfordre dig til at tale med enten din far, eller din lærer på efterskolen. De tanker og følelser du går med er ikke noget, som du skal gå med alene.

Det er vigtigt for mig at fortælle dig, at der ikke er noget galt med dig, eks. når din mor tvinger dig til at slå lokation til, når du er til fest. Du har ret til et privatliv.

Jeg vil gerne henvise dig til et samtaleforløb hos os i Bryd Tavsheden, som du kan læse mere om på vores hjemmeside under "Få hjælp". I vores samtaleforløb, får du din helt egen rådgiver, som du kan tale med, gratis og anonymt. Vi hjælper dig med at bearbejde dine oplevelser, få styr på tanker og følelser og giver dig konkrete råd, til hvad du kan gøre i netop din situation. Du er også altid velkommen til at kontakte vores anonyme rådgivning. Vores chat og tlf: 44 45 20 90 har åben alle hverdage fra 17-20.

Jeg håber virkelig at høre fra dig, vi vil meget gerne hjælpe dig. Du fortjener at have det godt!

Med venlig hilsen,
Bryd Tavsheden