BREVKASSE

Pige/kvinde

13

09/03/2024

Jeg har en far der har meget stort temperament, nogle gange bliver han så sur at jeg tror han skal til at slå mig

Jeg har en far der har meget stort temperament, nogle gange bliver han så sur at jeg tror han skal til at slå mig. Han har dog aldrig gjort det. Heldigvis. Men jeg hader at være alene med ham, at røre ham, at bo i samme hus som ham. Jeg hader at skulle være så tæt på ham hele tiden. Han kalder mig ondskabsfuld, møgunge og alt muligt hvis jeg svarer igen eller provokere min søster. Er det normalt at man bliver bange for sin fader i de øjeblikke? Jeg er næsten sikker på at alle søskende nogen gange skændes. Der er også tit episoder ved aftensmads boret hvis jeg nu fx skraber min kniv på tallerken eller smasker eller noget i den stil så bliver han så sur og råber og skriger af mig. Jeg har mistet alt tillid og kærlighed til min far. Jeg besluttede i en adler af 9 at min far ikke måtte se mine børn hvis jeg får nogen. Jeg nægter at de skal ha det sådan her. Forfærdeligt . Hvad skal jeg gøre? Hvis jeg siger det til min mor siger hun bare at det ikke er rigtigt og at han aldrig kunne finde på at slå eller noget . Men jeg er ved at dø indeni please hvad skal jeg gøre?

Kære du.

Jeg vil først og fremmest sige, at jeg er rigtig ked af at du har de oplevelser med din far! Det kan jeg godt forstå, er rigtigt svært for dig.

Lad mig se, om jeg kan hjælpe dig lidt i din situation.

Du fortæller, at din far ikke slår dig, men du tror nogle gange at han er tæt på. Jeg forestiller mig, at det er fordi at han kan have en truende adfærd, har jeg mon ret i det?

Det lyder i hvert fald enormt ubehageligt og trygt at være i!

Du fortæller også at han kalder dig en masse ting, bl.a. møgunge og ondskabsfuld. Og at dette sker ved dagligdagssituationer, som når i spiser. Så bliver han sur og råber af dig.

Det er slet ikke okay. Det er sådan, at du har ret til at vokse op trygt og sikkert, uden at blive kaldt ting af din far. Du har også ret til en barndom i tryghed, hvor du ikke skal være bange for din far.

Når jeg ser hvad du skriver, så tænker jeg at det bare går helt galt, særligt omkring spisesituationerne? Det lyder også for mig som om, at din far måske mister kontrollen i de situationer og reagerer for voldsomt? Det er ikke meningen eller okay, at det bliver så voldssomt!

Jeg læser dig også fortælle, at du er bange. Du har mistet din kærlighed og tillid til din far. Det kan jeg rigtigt godt forstå. Det må være rigtigt svært at være i. Jeg tænker, at du må føle dig meget alene og overset? Særligt når du fortæller det til din mor og at hun siger det ikke er rigtigt?
Rigtigt mange af dem jeg har snakket med, som har oplevet noget lignende, har fortalt, at ingen forstod dem eller lyttede til dem.

Og det skal vi lavet om på for dig! - så hurtigt så muligt!

Er der nogen du kan føle dig tryg ved at fortælle de her ting til, en lærer, pædagog eller måske en mormor/farmor?

Hvis ikke, så vil jeg rigtig gerne have at du skriver eller ringer til os i næste uge. Det kan du gøre fra kl 17-20. Der sidder vores rådgivere klar til dig.

Du skal vide, at intet af det her er din skyld. Din far overreagerer og din mor formår ikke rigtigt at gøre noget ved det og i fortjener at få noget hjælp til det som familie. Men vigtigst af alt, så fortjener du at få noget hjælp! Vi er her for dig og vi vil gerne lytte til dig og hjælpe dig.

Jeg håber at vi hører fra dig i næste uge.

De varmeste hilsner, Anders