Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige/kvinde

14

Dato

29/03/2024

Han spørger hele tiden om billeder af mine bryster selvom jeg har sagt nej

Hej
Jeg er begyndt med at bruge Momio igen efter at have haft en pause, der var en 16 årig der spurgte om min snap så jeg lavede hurtigt en falsk snap fordi jeg ikke ville give ham min rigtige snap. Han har så nu spurgt flere gange om han må se mine bryster og bliver ved selvom jeg har sagt nej, jeg ved ikke om jeg skal blokere ham eller ej fordi jeg synes faktisk at han er vildt sød at snakke med, men der er også bare det der med de billeder, og jeg har ikke sagt det til nogle fordi jeg ved ikke hvordan jeg ville skulle starte sådan en samtale

Svar

Kære du

Hvor er det godt du skriver herind!
Først og fremmest, kan jeg godt forstå hvis du synes det er en svær situation.
Du skriver at en 16-årig dreng spurgte efter din snap, og at du gav ham en falsk snap fremfor din rigtige. Dette fortæller mig, at du er god til at passe på dig selv i den digitale verden, netop fordi du ikke ville dele den rigtige med ham som det første. Det er virkelig godt gået.
Du skriver så, at han virker rigtig sød, men at han samtidig gerne vil se billeder af dine bryster. Du fortæller også at han bliver ved med at spørge selvom du har sagt nej. Igen, jeg synes virkelig du er sej. Det lyder som om du er god til at mærke efter, og fordi du ikke har lyst, så siger du nej. Det er virkelig flot! Og det skal du endelig holde fast i.

Sagen er jo den at det er vanskeligt at få slettet billeder fra internettet, f.eks. hvis de bliver sendt via Momio eller hvis der fx bliver taget et screenshot på Snapchat. Så deler man billeder med andre, skal det være nogle billeder man har lyst til at dele og som man er tryg ved at andre kan se. Derudover lyder det ikke som en særlig rar situation, at han bliver ved med at spørge, når du har sagt nej. Dog kan jeg godt forstå du er i tvivl om du skal blokere ham, når nu du faktisk også synes han er sød.
Hvis du føler dig utryg eller synes det er ubehageligt at han bliver ved med at spørge, så vil jeg mene, at det er helt okay at blokere ham. Ellers skal du selvfølgelig holde fast i at sige nej, og at du ikke ønsker at sende den slags billeder. Hvad end du vælger at gøre, så håber jeg bare du husker på, at det altid er okay at sige nej, og det vil der aldrig være noget galt i. Det er derimod ikke okay, når han presser på og ikke respekterer at du siger nej.

Du skriver til sidst i dit brev at du ikke har sagt det til nogen, fordi du ikke ved hvordan man starter sådan en samtale, og det kan jeg godt forstå du synes er svært. Dog er dit brev til os en virkelig god start, og du kan evt. starte med at fortælle din mor og far (eller en anden voksen som du stoller på) at du er i tvivl om hvad du skal gøre, når en dreng spørger om billeder. Ellers kan du måske vise dem det fine brev du har skrevet til os, så de kan læse om din oplevelse - særligt hvis det er svært at få sagt højt.

Jeg håber også du husker på at det ikke altid er helt sikkert at en person man møder på nettet, er den person som han/hun udgiver sig for at være - det er en vigtig pointe at have med sig før man deler private/intime billeder med andre. Skulle du have flere tanker eller spørgsmål om det med billeder, kan du også gå ind på sexlinien.dk, hvor du kan læse rigtig mange nyttige ting, blandt andet om det at sende nøgenbilleder.

Jeg håber, at mit brev var til hjælp for dig. Ellers er du selvfølgelig også mere end velkommen til at kontakte vores anonyme rådgivning på chat alle hverdage kl. 17-20 eller telefon man.-torsdag kl. 17-20.

De bedste hilsner,
Bryd Tavsheden