Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige/kvinde

18

Dato

12/06/2024

Kan psykisk, fysisk og seksuelt vold i barndommen, påvirke ens ("behov" for) nære relationer?

Kan psykisk, fysisk og seksuelt vold i barndommen, påvirke ens ("behov" for) nære relationer?

Jeg er næsten 18, men anderledes til de fleste på min alder, så opsøger jeg ikke forhold og venskaber på samme måde.

Jeg har ikke noget behov for den nærhed, som mennesker deler i de forskellige forhold og faktisk frastøder jeg det til tider. Jeg troede i lang tid at det var grundet depression, men efter jeg har fået det bedre, så er det faktisk kun blevet "værre".

Jeg tror aldrig, at jeg har elsket nogen, eller følt et behov for at have en anden person ved min side. Jeg har (tidligere haft) langvarige venskaber, men jeg føler f.eks ikke et savn, hvis jeg ikke har set dem i en længere periode og bliver som oftest hurtigt træt af dem - generelt så er jeg bare dårlig til at vedligeholde venskaber.

Romantiske forhold kan jeg slet ikke overskue. Den form for nærhed med et andet menneske, synes jeg er noget af det mest frastødende og jeg kan slet ikke forestille mig, at være i sådan et forhold med et andet menneske, endnu mere bare at ønske det.

Jeg ser lidt romantiske forhold, som en form for popularitets status. Det er udelukkende omkring at være sammen med den der er pænest, klogest, eller mest populær - eller for at styre et andet menneske (hvordan jeg forestiller mig de fleste havde det omkring kærester i indskolingen) og selv der, ville jeg ikke kunne klare at være sammen med nogen, længere end nødvendigt.

Jeg har tidligere fået af vide, at det ikke er normalt, at unge på min alder f.eks bruger størstedelen af sin tid alene og at jeg burde bruge mere tid på venner og kærester, men jeg kan slet ikke forstå, hvorfor der er nogen der skulle have lyst til det.

Er der noget galt med mig?

Svar

Kære du

Tak for dit brev. Jeg synes dit brev indeholder rigtig mange gode og kloge overvejelser, omkring dit liv og konsekvenserne af det du har oplevet. Du slutter med at spørge, om der er noget galt med dig. Til det kan jeg helt klart svare, nej!
Du fortæller, at du har oplevet psykisk, fysisk og seksuel vold i din barndom. Den slags voldsomme oplevelser sætter store præg på et hvert menneske, og vil også påvirke måden man indgår i nære relationer. Når det er sagt, er der ikke noget forkert i eller galt med, at du ikke har lyst til at have meget nære følelsesmæssige relationer. Det kan sagtens være en strategi, du har været nødt til at opbygge, for at kunne bedst mulig passe på dig selv. Faktisk vil jeg sige, at det på kort sigt, kan være en styrke.
På lang sigt, kan det dog godt blive en ensom strategi, at holde andre mennesker på afstand. Når du er klar, kan det være en god idé, at søge hjælp, så du kan få bearbejdet de oplevelser du har haft i barndommen. Det du har været igennem, har med meget stor sandsynlighed været traumatisk for dig, og dermed også påvirket din måde at være i verden på og passe på dig selv.
Her i Bryd Tavsheden har vi også et tilbud om et gratis samtaleforløb for unge der har været udsat for vold. Hvis du tænker at det kunne være noget for dig, er du meget velkommen til at ringe herind i dagtimerne en hverdag, på telefon 44452090.
Bedste tanker
Jesper