BREVKASSE

Pige/kvinde

15

23/09/2024

Hård opvækst og dulmer nu det svære med alkohol og røg - tænker på selvmord

Hej, jeg skrev et brev for ikke så langt tid siden. Jeg ved aldrig om det blev sendt, men jeg havde det virkelig dårligt; jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg havde det liv som jeg havde, jeg fortalte om episoder som jeg normalt ikke snakker om, og jeg følte mig så ked af det, at mit hjerte trykkede hvergang jeg græd.

Jeg har en masse gode venner, gode karaktere og en positiv indstilling. Men jeg har det bare så dårligt, jeg har haft en virkelig hård opvækst, og bor på en måde for mig selv (bosted).

Altså snakken om opvækst, jeg fik aldrig lov til at se mine biologiske forældre, jeg var den eneste som var en smule brunere end alle de andre, brunt hår og brune øjne, jeg lignede tildeles ikke mine plejeforældre, og jeg følte mig meget anderledes da jeg var yngre, mest af alt fordi min plejemor altid ville "peje," mig ud for det. Hun ville kigge på mig imens jeg badet som 13-15 årig hvor jeg sagde til hende hun skulle stoppe, men hun gad ikke. Det er normalt at bade sit barn det er jeg enig i; men hun vidste hvad hun gjorde og hun vidste godt jeg var stor nok til at bade selv, hun vidste jeg følte mig ubehagelig og hun grinte af det, og puttede kommentarer på mig.
Jeg troede jeg blev fri da jeg flyttede væk fra dem, men det gjorde jeg ikke. Til gengæld bliver jeg voldtaget 2 gange, og jeg kan se på mig selv at jeg er blevet trættere...
jeg kan ikke lide mit udseende, eller drenge så meget i den sags skyld... ikke fordi jeg til piger, men jeg kan ikke lide drenges tilstedeværelse hvis jeg ikke kender dem ordentligt nok, og jeg føler ikke jeg kan stole på nogle.
Jeg har 3 drengevenner, og de er vel fine nok, de har aldrig gjort mig noget. Men resten af verdnen kan jeg ikke snakke med, hvis der kommer en ny dreng i min vennegruppe, ville jeg slet ikke kunne snakke med nogle fra vennegruppen overhoved, og så vil jeg isolere mig selv på en måde.

Jeg var blevet voldtaget før. Det var derfor jeg blev så deprimeret og ked af det da det skete igen og igen. Jeg kunne slet ikke tage i skole, min krop var hele tiden så kold og knust, mit håt faldt ud og jeg følte mig så beskidt hele tiden. Jeg var spændt fast til min seng som om der ikke var noget andet. Jeg sad fast.

De voksne blev bekymret, de vidste intet om min voldtægt, og i min hjerne skulle det bare forblive sådan. De skulle ikke vidde noget; så derfor vælger jeg at drikke. Jeg stoler ikke på nogle, jeg kan ikke se et glimt i mine øjne, jeg ryger alt muligt dumt, jeg tager alt muligt dumt jeg drikker alt muligt dumt. Indtil jeg kigger mig selv i spejlet... jeg ser mig selv og jeg ligner et uhyr? Jeg kan slet ikke forstå hvad jeg ligner, jeg ligner jo en zombie. og jeg hader alt, det derfor jeg drikker og gør alt muligt dumt for at glemme hele mit liv. Jeg bliver så træt på et tidspunkt. Så træt af mig selv at jeg ikke kan gøre andet end at græde i timevis, og jeg begynder at skade mig selv...
Jeg drikker en dag, hvor jeg vælger at tage i skole, jeg kommer derhen og jeg ved ikke hvad der foregår, jeg kan ikke tænke på andet end at snakke med en lære... "der skete noget i sommers," og så stortuder jeg, ikke foran alle de andre men alene sammen med læren. Jeg kan mærke hun er bekymret og at hun gerne vil hælpe mig. Hun sender mig derfor hjem og siger det hele skal gå, men det kommer ikke til at gå, jeg kan jo stadig mærke og høre det der skete, jeg kan stadig mærke de tårer der røg ned af mine kinder.

Så jeg føler meg håbløs, jeg ser ikke en grund til at leve, jeg bor på førsesal og tænkte derfor at falde med hoved nedad fra 8-10 meters afstand. Mit hoved ville ikke overleve det, og jeg kiggede ned i 3-4 timer, tanken om at hoppe.

Kære dig

Hvor er det godt du skriver til os igen!
Det lyder som om du er kommet fra en svær situation, til en anden svær situation. Det må være hårdt at have haft en forventning om, at dit liv ville blive godt, ved at du kom væk fra din plejefamilie, for så at blive udsat for hele to voldtægter. Det er der ingen, der har fortjent og det er nogle rigtig grimme oplevelser, at bearbejde alene.

Du skriver at du ikke kan lide dit udseende og din krop.
I forhold til dit udseende, så har du levet et liv, hvor du har bemærket, at du ser anderledes ud end de andre. I og med du ikke har set dine biologiske forældre, så ved du heller ikke hvor dit udseende stammer fra. Det er naturligt for os mennesker, at vi gerne vil passe ind med de andre, så vi ikke skiller os ud fra fællesskabet. Derfor har det allerede fra du er blevet opmærksom på at du ser anderledes ud, været en del af din bevidsthed og noget du har forholdt dig til, altså dit udseende.

Jeg tolker det som om, at din plejemor har bekræftet dig i din følelse af at være anderledes og dermed ikke støttet dig tilstrækkeligt ift. at få et godt og realistisk selvbillede. Samtidig har hun været krænkende og grænseoverskridende ift. dine intime grænser ved at overvåge dig, når du gik i bad og hun er tilmed kommet med kommentarer til dit udseende, der har gjort tingene endnu værre. Hendes adfærd overfor dig har været psykisk voldelig. Det er psykisk vold, når man gentagne gange kommer med upassende og ydmygende bemærkninger om andre, kritiserer dem og overskrider deres personlige og intime grænser.

Det er vigtigt for mig at understrege, at det på ingen måde er dig, din krop eller dit udseende, der er noget galt med, men du har været udsat for noget fra dine omgivelser, som ikke har givet dig den respekt, støtte og kærlighed, som du er berettiget til som barn og ungt menneske.

Du skriver også, at du ikke kan lide drenge og er dissideret bange for dem, med undtagelse af dine 3 drengevenner. Det kan jeg godt forstå. Du er blevet voldtaget to gange og det er noget, der gør en bange. Det at bliver voldtaget er seksuel vold. Det er et overgreb og det er meget grænseoverskridende. Det er traumatiserende at blive voldtaget og det er vigtigt at få bearbejdet de traumer. Det lyder på dig som om du ikke rigtig har nogen at tale med og det gør, at dine tanker og følelser retter sig indad.

Du anvender måske både alkohol og det du ryger som en form for ”selvmedicinering”. Du skriver at du synes det er dumt at drikke og ryge. Jeg vil hellere formulere det som at det er skadeligt. Det at du bruger stimulanser til at dulme din følelser og tanker, er det man kalder selvskade. Det er forhold der på længere sigt vil kunne få store konsekvenser for dig og det har du ikke fortjent.

Du er et ungt menneske, der fortjener at kunne være tryg og sikker, uden at skulle frygte andre mennesker og du fortjener at være ”klar” i hovedet, så du kan få en uddannelse og blive et glad og elske dig selv og behandle dig selv godt.

Det er tydeligt ud fra det du skriver (og bare det, at du i det hele taget rækker ud og skriver), at du er i besiddelse af det der skal til for at drage omsorg for dig selv og få hjælp. Det er sejt og rigtig beundringsværdigt.

Desværre har den hjælp du har søgt eller fået tilbudt ikke været god nok. Det kan ærgre mig at din lærer eksempelvis sendte dig hjem, i stedet for at skaffe dig noget hjælp, men måske du skal give det et forsøg mere? Det er lidt utydeligt for mig, hvor meget du nåede at fortælle hende….

Under alle omstændigheder så vil vi her i Bryd Tavsheden rigtig gerne hjælpe dig og tale mere med dig. Vi har åbent på chatten hver aften 17.00-20.00 og du må også meget gerne ringe og tale med os. Aller helst ville jeg opfordre dig til ringe til os og høre mere om vores personlige rådgivningsforløb på en hverdag mellem 9.00-15.00, da du helt sikker kunne have gavn af at få noget hjælp og støtte til at bearbejde det du har været udsat for og til hvordan du kommer videre fra den triste situation du er i lige nu. Vores telefonnummer er 44 45 20 90.

Sidst men ikke mindst så vil jeg understrege, at det er rigtig vigtigt, at du søger hjælp ift. dine selvmordstanker og -planer. Der er en vej i livet for dig selvom det kan virke håbløst. Når og hvis disse tanker og planer dukker op igen, så vil jeg opfordre sig til at kontakte Livslinien på telefonnummer 70 201 201.

1000 tak fordi du skrev til os. Jeg ønsker dig bare alt det bedste og jeg håber virkelig, at du ringer til os, så kan tale mere om hvordan vi kan hjælpe dig mere.

De Bedste Hilsner
Sofie, Bryd Tavsheden