BREVKASSE

Pige

28

26/11/2019

Jeg har en mor som har det rigtig svært psykisk

Hej

Jeg er en pige på 28 år.

Jeg har en mor som har det rigtig svært psykisk.
Hun føler, at hele verdenen er imod hende, og at ingen støtter hende, i de ting hun gør.

Min mor har 3 børn. Den ældste har 2 børn og de ser sjælendt vores mor. Det bunder i problemer, og svigt fra vores mors side da vi var små. Børnene ser deres farmor rigtig meget og min mor føler sig valgt fra. Min lillebror er blevet gift med en pige som prioriterer hendes familie meget, så de er bla. kommet for sent til min mors fødselsdag, da de skulle noget inden. Og de har valgt for andet år i træk, ikke at holde jul hos min mor. Det gør at hun har truet med aldrig at holde jul, nytår og fødselsdag igen. En meget trodsig og lillepigeagtig måde at håndtere situationen på.

Min mor har meget modgang, hun er meget syg og når hun bliver rask, så fejler hun noget andet. Bla. hjerte-kar-sygdom, forkalkning i led, KOL osv.

Hun vil gerne havde medynk og jeg føler at jeg bliver sat i klemme i alt det her.
Jeg elsker min mor, for det meste. Men med alle de problemer jeg selv har, kan jeg ikke overskue hendes. Jeg har depression, angst, borderline og er pt sygemeldt med stress. Jeg er kommet til et punkt hvor jeg ikke ønsker hun skal være en del af mit liv, fordi jeg ikke kan overskue alle hendes problemer oven i mine egne.

Men så kommer min samvittighed. For jeg er den eneste hun egentlig har, og hun har før forsøgt selvmord. Men jeg har prøvet alt. Jeg har forsøgt at få hende til psykolog, men hun nægter at hun har et problem.
Hvis jeg fortæller hende at jeg har en dårlig dag, bruger hun 20 minutter på at fortælle hvorfor hendes har været værre.

Hun har selv borderline, men vil ikke erkende det. Jeg er ved at give op, men jeg kan ikke med god samvittighed sige fra, og jeg frygter at jeg vil blive skyld i hendes selvmord hvis jeg gør det.

Jeg forstår godt hvorfor hun føler at hele verden er imod hende, problemet er at de ting hun siger er galt, er tanker hun har skabt i hendes eget hoved eller som er hendes egen skyld. Min søster vil hende gerne mere, men kun hvis min mor vil sidde og lytte til hvad hun har på hjerte, men det vil hun (min mor) ikke bruge hendes tid på, så det kan, i følge hende, være ligemeget. Alligevel bliver hun ved med at brokke sig over for mig, hvilket før mig ked af det. Jeg ønsker heller ikke at snakke grimt om mine søskende.
Jeg graver et dybere og dybere hul for hver samtale jeg har med hende.

Hvad skal jeg gøre? Jeg vil gerne hjælpe hende, men hun vil ikke hjælpes. Kan jeg droppe kontakten eller er det fatalt?

Kære du,
Hvor må det være svært, at sidde i det dilemma som du gør! Jeg kan sagtens forstå dit dilemma og din frustration om, hvad du skal gøre i sådan en situation. Du skriver, at du også selv kæmper med en masse såsom depression, angst m.m. Endvidere skriver du, at du pt. er sygemeldt med stress, hvorfor det får mig til at tænke på, at du i denne periode bør passe endnu mere på dig selv og udelukke diverse stress faktorer i dit liv.
Det er aldrig nemt, at være en lus mellem to negle og føle at man langsomt bliver klemt. I forhold til at droppe kontakten til din mor, er det noget som kun du selv kan afgøre. Du er eksperten i dit eget liv og derved er det også dig, der ved hvad, der er bedst - i din situation. Som skrevet ovenfor, synes jeg, at du bestemt skal passe på dig selv i alt det her og huske at man ikke kan redde alle.
Det gør det særlig svært for dig at forsøge at hjælpe din mor idet du skriver, at hun også lider af en psykisk diagnose, som kun en professionel kan hjælpe hende med.

Vi i Bryd Tavsheden råder dig til at tage en snak med din læge, og få en henvisning til en psykolog, som vil kunne hjælpe dig i den proces, som du er i gang med.

Pas godt på dig selv

Kærlig hilsen
Sahine