Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige

19

Dato

11/12/2019

Brug for at få det hele ud

Hej.

Jeg skriver til jer, da jeg for kort tid siden fandt ud af at at det jeg bliver udsat for ikke er almindelig opførsel men psysisk vold.

Personen det drejer sig om er min mors kæreste. De har været sammen i 11 år nu. Da jeg ramte alderen 13-14 år startede den psykiske vold. Han begyndte at skrive hele tiden og skælde mig ud mere end han havde gjort før. Jeg så ham som min far og respekterede og elskede ham meget højt, så alt han sagde gjorde meget ondt.

Som årene gik blev det kun værre jeg modtog som minimum 30 beskeder om dagen. Hvis jeg ikke svarede med det samme, ville han blive sur og kalde mig alle mulig grime ting og sige at han synes jeg var en forfærdelig datter.

Da jeg blev 16 fik jeg en kæreste som jeg var meget glad for, men jeg turde aldrig lade min kæreste være i nærheden af min telefon, for tænk nu hvis han så beskederne. Med tiden, blev mit forhold til kæresten ødelagt, da jeg skulle holde mange ting hemmeligt for ham, i forbindelse med mit forhold til min mors kæreste.

Jeg har flere gange ville sige det til min mor, men jeg er bekymret for at ødelægge familien. Jeg har aldrig haft en rigtig kernefamilie før og min mor og bror trives rigtig godt. Så jeg har holdt min mund.

Men igennem det hele har jeg aldrig tænkt det som psysisk vold, for jeg holdt jo af ham, så jeg så mig selv som fejlen. Jeg er først nu blevet opmærksom på at det jeg oplever er psysisk vold.

Jeg har ikke sagt det til nogen, og havde brug for at få det hele ud. Tak

Svar

Kære du

Tak for dit meget fine brev. Det er virkelig flot, sådan som du får sat ord på det du har oplevet. Det er sejt, at du vælger at bryde tavsheden og får sagt højt, hvad det egentligt er, du har gået igennem.

Du beskriver, hvordan din mors kæreste har kontrolleret dig gennem mange beskeder og hertil kaldt dig grimme ting og sagt du var en dårlig datter. Du har helt ret i, at den psykiske kontrol, som du har været udsat for, ikke er okay. Det du har været udsat for kan sætte sine spor og kan påvirke dig i dit senere liv. Det er derfor helt vildt vigtigt, at du er opmærksom på dig selv og hvordan du har det, og at du skriver herind for at sætte en stopper for det.

Jeg kan forstå at du ikke har turde sige det til din mor, og at du er bekymret for at det vil ødelægge familien. Det giver rigtig god mening, at du forsøger at holde sammen på familien og ikke ønsker at såre din mor. Som barn elsker man sine forældre uanset hvad, og det kan derfor også være svært at skulle sige, når ens forældre laver fejl. Men hvordan tror du, at din mor vil tage i mod det, hvis du fortalte hende, hvad du har oplevet de sidste par år? Tror du nødvendigvis, at det vil ødelægge familien, hvis du fortæller din mor om beskederne og beder hende om, at få hendes kæreste til at stoppe? Det er i hvert fald vigtigt at få understreget, at hvis du vælger at åbne op overfor din mor, så må du huske, at problemet ikke ligger hos dig men i din mors kærestes adfærd.

Hvis du oplever, at du har svært ved at tage snakken, eller at samtalen forværrer situationen, kan du altid ringe ind til os i hverdagene på tlf. 20670506. Du kan også altid skrive til chatten, hvis du har brug for et motiverende og støttende råd.

Jeg kan sagtens forstå, at du havde brug for at få det hele ud. Det er flot, at du har sagt det her, og nu vil jeg råde dig til at snakke med flere om det. Jeg kunne forestille mig, at der har været en masse dårlige følelser forbundet med kontrollen, som har sat sig i dig. Jeg synes derfor, at du skal finde nogle du er tryg ved, en veninde, en lærer eller et familiemedlem og fortælle dem om, hvordan du har haft det i de sidste par år.

Jeg håber du kan bruge dette svar.

De varmeste hilsner
Katrine