BREVKASSE

Pige

28

12/12/2019

skubbede ham væk fra mig

Kære brevkasse

Jeg har igennem mange år nu levet i et skønt forhold. Vi er glade for hinanden, men kan godt have nogle meget voldsomme sammenstød. Problemet er at vi begge er hidsige på hver vores måde og begge godt kan blive stædige og holde på vores. Vi er i en tid hvor vi er meget pressede, jeg er gravid og derfor træt og ofte dårlig. Somme tider føler jeg at der bliver forventet så meget af mig, og min kæreste kan blive så sur på mig over ikke at være som han ønsker (og også har brug for). I dag tog det overhånd og i frustration skubbede jeg ham væk fra mig, da han pegede på mig og "skældte mig ud". Jeg er så uendelig ked af, at det blev fysisk, men vil så gerne have ham til at forstå, at han også overskrider mine grænser. Giver det overhovedet mening? Kan jeg forvente det eller skal man lægge sig fladt ned, hvis man er den person der bliver fysisk?

Kære kvinde på 28,

Allerførst er jeg ked af det sene svar. Jeg har tænkt meget over hvad jeg vil svare dig. Du skal have tak for dit brev. Du ligger en smule over vores målgruppe, alligevel vil jeg give dig det fyldestgørende svar du fortjener.

Du har nemlig en god selvindsigt og dét at du skriver herind viser også at du tager ansvar for dine handlinger, ved at undersøge dem nærmere. Det er en god kvalitet for en kommende mor og jeg tror mange kan lære af dig.

At skubbe nogen væk i frustration, kan være en måde at hævde sine grænser på. Det kan også være et modangreb eller forsvar, hvis man har følt sig angrebet. Det kommer dog altid an på situationen. Du skriver at han pegede og "skældte dig ud". Det er normalt hvis man får overtrådt sine grænser, potentiel at blive fysisk, hvis ikke man har lært andet og føler sig truet, angrebet og krænket kontinuerligt. Jeg kender ikke situationen nok til at definere noget, andet end at din biologi fungerer som den skal. Men derfor er det naturligvis vigtigt at vi får taget ansvar, så det ikke går så vidt igen. Hvis vores grænser ikke bliver respekteret eller vi ikke ved hvordan vi skal markere os, har vi altid muligheden for at gå.

Det er et ekstremt usundt miljø for dig selv og den ufødte baby at være i.

Du nævner en følelse af at han forventer meget af dig og han bliver sur, når du ikke indfrier hans forventninger og (her læser jeg ml linierne) dækker hans behov. Du skriver også I har nogle voldsomme sammenstød. Det er normalt at blive skuffet når man har for høje eller urealistiske forventninger. Derfor kan det være en god idé at få talt om hvad man hver især har af forventninger, herved kan man undgå mange skuffelser. Her er det essentielt at du mærker og dækker dine egne behov, så babyen kan udvikle sig trygt og roligt.

Jeg vil spørge dig om det åbenlyse. Har du taget en snak med ham? Du skriver at I har haft et skønt forhold i mange år. Jeg kan forstå på dig at I ofte er pressede, men er der ikke stunder hvor I smiler, små øjeblikke hvor I har det godt? Det kan gavne at tale om problemerne, på tidspunkter hvor alt er godt.

Måske bare starte med at fortælle ham det, præcis som det er. At du er ked af det og at du tager ansvar for din del af det og at det er vigtigt for dig at han respektere dine grænser. Og her er det selvfølgelig vigtigt at du får mærket efter, at du kender dine egne grænser og kan italesætte dem.

Og så vil jeg råde dig til at få noget hjælp til din proces. Enten ved at kontakte en psykoterapeut eller tage kontakt til: Lev uden vold. deres nationale hotline har åbent hele døgnet. Tlf. 70 20 30 82.

Og her til sidst hvis du mener at tage ansvaret for sine handlinger, når du siger at lægge sig fladt ned, når man er den der bliver fysisk, så ja, altid. Og det kan du jo sagtens, så vil ønske dig en god rejse

De bedste hilsner
Nita