BREVKASSE

Pige

20

17/03/2020

Kvinde på 20 år, min mor er psykisk syg

Jeg har problemer med at kommunikere med min mor. Derudover håber jeg ikke, at jeg får forklaret mig for kringlet.

Min mor har været i et psykisk og fysisk voldeligt forhold førhen i sit liv, og i løbet af de seneste par måneder, er det gået op for mig, hvor meget det stadig påvirker hende. Derudover er hun psykisk syg med en kronisk sygdom og stress. Jeg vil rigtig gerne hjælpe hende, men jeg oplever ofte, at hun vender samtaler og diskussioner om til, hvordan alle er onde overfor hende, hvor hårdt hun har det, samt hvordan jeg selv er selvisk og ikke værdsætter, hvad hun gør. Og det er svært. Jeg vil helst ikke være negativ over, at hun åbner op om sin sygdom, men nogle gange synes jeg, at det bliver utrolig overvældende, for ofte er det det eneste, som hun kan tale om, og det ender altid med at få en plads i samtalen. Men jeg forstår også godt, at det er en stor del af hendes hverdag, og jeg skal ikke blande mig i, hvordan hun bearbejder sine problematikker. Men det som påvirker mig mest er, at hun ofte i diskussioner lægger vægt på, at hun er den eneste, som har det dårligt og svært, og hun derfor er den eneste, som rent faktisk har noget at sige. Ofte forsøger jeg at åbne op for, at både min bror og jeg har det svært, så svært at vi har brug for professionel hjælp, men det falder ikke i god jord.
Andre gange kan hun være virkelig støttende, men det er kun hvis jeg har brug for hjælp til andre, og ikke til noget som vedrører hende.
Jeg bor stadig hjemme, og min mor er begyndt at bruge det imod mig i nogle samtaler, men i andre fortæller hun mig, at jeg sagtens kan blive boende i længere tid og at hun kommer til at savne mig.
Samtidigt virker det som om, at hun ikke kan finde ud af, hvornår hun skal bruge mig som med-voksen og hvornår jeg er "under hende". Og det finder jeg svært, og jeg vil rigtig gerne tale med hende om det, men hver gang jeg nævner eller hentyder til noget som det eller lignende, så bliver hun utrolig oprevet, og fokuserede udelukkende på alt, hvad hun har gjort for mig, og hvor utaknemlig jeg er.
Og jeg forsøger virkelig at fortælle hende, hvor meget jeg værdsætter hende, og hvad hun gør, men det er som om, at hun udelukkende hører, at jeg "skider på hvad hun gør", som hun selv betegner det.
Jeg har førhen forsøgt at tale med hende, og forsøge at åbne op for at finde et kompromis ift de diskussioner vi har haft, men hun fokuserer udelukkende på, at det er hende, som bestemmer, og derfor ender det altid ud i, at hun bliver utrolig sur på mig.

Det problem, som virkelig påvirker nu er, at jeg gerne vil til lægen, for selv at få hjælp. Men jeg må ikke have min adresse hos min mor, da det vil gå udover de penge hun får fra kommunen. Jeg har aldrig boet ude, men har haft min adresse stående hos en anden person, som jeg dog ikke kan have den stående hos længere. Det vil sige, at jeg lige nu skal meget langt væk for at komme til lægen, og det skræmmer mig. Jeg forsøgte at spørge, om jeg evt kunne betale noget mere i husleje for at få lov til at have min adresse hjemme, men det har taget lange diskussioner for, at hun nu vil se på det. Hun mener, at det bliver for mange penge, som jeg skal betale, men ærligt, så jeg vil virkelig gerne have mulighed, for at komme til lægen.
Men når jeg nævner det, så fokuserer hun udelukkende på, at jeg selv skal spørge rundt blandt mine bekendte, og det synes jeg er utrolig ubehageligt at skulle gøre, og en del af mig undrer mig over, om det virkelig er mit ansvar? Som nævnt vil jeg virkelig gerne hjælpe hende, men det virker som om, at hun pålægger mig ansvaret for hende problemer. Eller beder hun bare om hjælp?
I starten havde jeg slet ikke lyst, fordi jeg ved at det ikke er lovligt. Men der begyndte hun igen at tale om, at jeg blev nødt til at hjælpe hende. Og det synes jeg er ubehageligt, men jeg vil gerne hjælpe hende, og jeg ved at hun har været behandlet uretfærdigt at kommunen.

Men jeg har svært ved at finde ud af, om jeg måske selv er forkert på den? Hun kalder mig hele tiden selvisk, ansvarsfralæggende og siger at jeg generelt ikke værdsætter, hvad hun gør for mig. Men skal jeg bare acceptere, at hun er sådan? For det har jeg svært ved. Jeg vil så gerne kunne tale med hende og starte en åben dialog om, hvad det er hun tænker og føler, men det virker som om, at det ligger gemt bag den her offensive facade, hvor hun udelukkende ser, hvordan hun selv bliver behandlet dårligt...

Jeg er begyndt at blive bange for at tale med hende, fordi hun reagerer så voldsomt så hurtigt.
På et tidspunkt endte det også ud i, at hun skubbede mig. Og hun har ikke rigtig anerkendt, at det hun gjorde var forkert. Hun har fortalt mig, at hun "Er ked af det, jeg var bare så frustreret", og det synes jeg personligt ikke er en god nok undskyldning, da det virker som om, at hun undskylder for sig selv, og ikke for mig. Jeg synes ikke, at der er nogen grund til at skubbe sit eget barn, men overdriver jeg?

Jeg tror selv, at hun er afmagtet og ikke har overskud. Min lillebror har også skabt mange problemer, og hun battler selv med meget, samt kommunen og hendes egne arbejdsmuligheder.

Hun har også fortalt mig, at hun ikke har overskud til, at jeg har det dårligt og svært, og i en periode hvor jeg virkelig havde det svært, fik jeg af vide, at hun var skuffet over, at jeg ikke kunne hjælpe hende på den måde, som hun forventede - det skal nævnes, at jeg forsøgte at finde et kompromis, hvor jeg stadig kunne hjælpe hende uden at overbelaste mig selv.

Beskeden er nok blevet langt mere kringlet, end jeg havde planlagt. Men udover de spørgsmål jeg er kommet med undervejs, er det helt store spørgsmål egentlig, om min mor godt må behandle mig sådan? Om hun må give mig så meget ansvar, eller om jeg selv er den selviske og barnlige?

Håber virkelig I kan hjælpe!

Kæreste du.
Tak for dit brev. Nok er det langt, men det beskriver meget tydeligt og klart, hvilken svær situation du er i og det er rigtig godt at du skriver.

Jeg vil prøve så godt jeg kan, at få det hele med, så jeg bryder det lidt ned og håber at mit svar bliver lige så tydeligt som dit brev

Det første jeg tænker er, at når din mor hele tiden vender jeres samtaler til at hun har mest skidt og hvor hårdt hun har det, i stedet for at få noget hjælp eller faktisk høre på hvad du prøver at fortælle hende, er det fordi hun ikke tager ansvar. Det er nok ikke noget hun gør af dårlig vilje men det bliver alt for hårdt for dig, at skulle hjælpe hende når hun i bund og grund ikke vil hjælpes. Det er nok der at et barn/forældre forhold har sine begrænsninger, da hun stadig taler til dig som mor men samtidig, måske er afhængig at din hjælp da hun ikke formår at få den rigtige hjælp, professionel hjælp.
Derfor er det en endeløs cirkel du står i, og det er helt bestem, alt for meget ansvar at putte over på dig.
Her vil jeg understrege, at det kun er din mors egen beslutning om at få hjælp, der kan hjælpe hende. Jeg kan læse i dit brev, at du har prøvet at hjælpe hende, rigtig mange gange.

Jeg synes at du tager ansvar for dig selv ved at, forsøge at få hjælp hos lægen. Det er et godt sted at starte men du har jo en udfordring der, i forhold til din bopæls adresse. Jeg synes at du skal kontakte din kommune og snakke med Borgerservice om hvad du kan gøre. Selvfølgelig skal du have din læge tæt på hvor du bor.

Det næste jeg vil skrive lidt om, er at jeg synes at du skal overveje at få din egen lejlighed eller andet og flytte væk fra din mor.
Du beskriver at du tvivler på din egen dømmekraft i forhold til om din mor må skubbe dig, om du overreagere eller om du er selvisk og barnlig. Det vil jeg gerne afkræfte, at du er nogen af delene. Men jeg tror at det er på tide at du begynder at lever dit eget liv og tage dine egne beslutninger baseret på hvad der er rigtigt for dig. Måske kræver det mod at fortælle din mor om sådan en beslutning, men den skal du tage alligevel og nu er lige så godt et tidspunkt som andet.
Måske vil tingene vil falde på plads for jeres forhold når du flytter, det kan være hårdt at give slip men husk at det er helt naturligt at flytte hjemme fra i din alder og at i begge er voksne og må tage de beslutninger der er bedst for jer. Vi kan ikke lade andre tage ansvar for de beslutninger vi selv tager i livet.

Til sidst vil jeg råde dig til at gemme dit brev så du kan læse det igen, måske senere hen i dit liv. Det beskriver nemlig rigtig godt hvordan tingene er og har været for dig. Måske er der svar gemt i dit brev som kun du kan se, hvis du læser det om noget tid.

Jeg håber at jeg har svaret på så meget som muligt og at du kan bruge det. Du er altid velkommen til at kontakte os igen. Du kan også kontakte SIND.dk som er for mennesker med psykisk sårbarhed og deres pårørende.

Pas godt på dig selv, så du kan bevare din styrke og dine gode dømmekraft.
Mange kærlige hilsner

Hannah

Kæreste du.
Tak for dit brev. Nok er det langt, men det beskriver meget tydeligt og klart, hvilken svær situation du er i og det er rigtig godt at du skriver.

Jeg vil prøve så godt jeg kan, at få det hele med, så jeg bryder det lidt ned og håber at mit svar bliver lige så tydeligt som dit brev

Det første jeg tænker er, at når din mor hele tiden vender jeres samtaler til at hun har mest skidt og hvor hårdt hun har det, i stedet for at få noget hjælp eller faktisk høre på hvad du prøver at fortælle hende, er det fordi hun ikke tager ansvar. Det er nok ikke noget hun gør af dårlig vilje men det bliver alt for hårdt for dig, at skulle hjælpe hende når hun i bund og grund ikke vil hjælpes. Det er nok der at et barn/forældre forhold har sine begrænsninger, da hun stadig taler til dig som mor men samtidig, måske er afhængig at din hjælp da hun ikke formår at få den rigtige hjælp, professionel hjælp.
Derfor er det en endeløs cirkel du står i, og det er helt bestem, alt for meget ansvar at putte over på dig.
Her vil jeg understrege, at det kun er din mors egen beslutning om at få hjælp, der kan hjælpe hende. Jeg kan læse i dit brev, at du har prøvet at hjælpe hende, rigtig mange gange.

Jeg synes at du tager ansvar for dig selv ved at, forsøge at få hjælp hos lægen. Det er et godt sted at starte men du har jo en udfordring der, i forhold til din bopæls adresse. Jeg synes at du skal kontakte din kommune og snakke med Borgerservice om hvad du kan gøre. Selvfølgelig skal du have din læge tæt på hvor du bor.

Det næste jeg vil skrive lidt om, er at jeg synes at du skal overveje at få din egen lejlighed eller andet og flytte væk fra din mor.
Du beskriver at du tvivler på din egen dømmekraft i forhold til om din mor må skubbe dig, om du overreagere eller om du er selvisk og barnlig. Det vil jeg gerne afkræfte, at du er nogen af delene. Men jeg tror at det er på tide at du begynder at lever dit eget liv og tage dine egne beslutninger baseret på hvad der er rigtigt for dig. Måske kræver det mod at fortælle din mor om sådan en beslutning, men den skal du tage alligevel og nu er lige så godt et tidspunkt som andet.
Måske vil tingene vil falde på plads for jeres forhold når du flytter, det kan være hårdt at give slip men husk at det er helt naturligt at flytte hjemme fra i din alder og at i begge er voksne og må tage de beslutninger der er bedst for jer. Vi kan ikke lade andre tage ansvar for de beslutninger vi selv tager i livet.

Til sidst vil jeg råde dig til at gemme dit brev så du kan læse det igen, måske senere hen i dit liv. Det beskriver nemlig rigtig godt hvordan tingene er og har været for dig. Måske er der svar gemt i dit brev som kun du kan se, hvis du læser det om noget tid.

Jeg håber at jeg har svaret på så meget som muligt og at du kan bruge det. Du er altid velkommen til at kontakte os igen. Du kan også kontakte SIND.dk som er for mennesker med psykisk sårbarhed og deres pårørende.

Pas godt på dig selv, så du kan bevare din styrke og dine gode dømmekraft.
Mange kærlige hilsner

Hannah