BREVKASSE

Pige

30

10/04/2020

Skal jeg blive i forholdet.

Kære brevkasse

Jeg er en kvinde på 30 år, der har været sammen med min kæreste på 31 år de sidste knap ni år.

Jeg elsker min kæreste overalt på jorden, men det sidste stykke tid er det begyndt at gå skævt for os, og jeg er i tvivl om, om der er fremtid i forholdet og om han overhovedet elsker mig længere?

1. Vi har altid haft et forhold hvor vi har været meget selvstændige; haft hver vores vennekreds, interesser og sociale liv. Jeg har accepteret, at vi ikke har haft en fælles omgangskreds, og at vi sammen kun ses med hans venner og ikke mine veninder. De sidste par år har mine veninder dog også fået faste partnere, og jeg ville elske at kunne mødes til en parmiddag, men det interesserer ikke min kæreste, fordi han ikke mener, han har noget til fælles med mine veninder/deres kærester. Jeg har prøvet at forklare, at det betyder meget for mig, men han er ikke interesseret, og ønsker ikke at deltage i eks. deres fødselsdage. Jeg føler at jeg skal undskylde på hans vegne og synes det er pinligt. Er det for sent at bygge en fælles vennekreds op efter så mange år med hver vores vennekreds? Eller skal jeg bare acceptere han ikke gider mine veninder, som er en stor del af mit liv?

2. Da vi mødtes ønskede ingen af os børn. Efter fem år sammen ændrede jeg dog mening, og han var ikke afvisende. Han foreslog så sidste år, vi droppede præventionen, og jeg var SÅ glad. Endelig kunne vi blive en lille familie. Siden da har han næsten aldrig lyst til sex, kærtegner mig aldrig og lægger jeg op til kys og kærlighed bliver jeg afvist. Han nævnte efterflg. at han ikke havde lyst til sex, når der kunne komme børn ud af det, og vi slog derfor kold vand i blodet. Jeg forklarede dog at jeg min alder taget i betragtning ikke kunne vente alt for længe, og han var igen ikke afvisende, men han ønsker stort set aldrig at have sex. Nogen gange kan der gå flere uger imellem. På stående fod kan jeg ikke engang huske, hvornår han sidst har kysset mig (andet end et tantekys på kinden når han kører på job). Når jeg forsøger at bringe emnet om børn op, pjatter han omkring det og taler ikke seriøst, eller han bliver irriteret og afviser mig ved at læse avisen eller helt ignorere mig. Sådan er det generelt når jeg forsøger at tale om mere alvorlige emner med ham. Skal jeg tolke det som om, han ikke er klar? Hvor længe skal jeg vente? Skal vi overhovedet få børn hvis han ikke kan tale alvor, og han ikke kan tilfredsstille mine behov for kærtegn og sex? Hvor meget skal jeg give mig? Jeg har sagt, at det at få børn er blevet meget vigtigt for mig, og jeg ønsker at vide hvis han ikke vil alligevel. Jeg vil ikke vente på noget, der ikke kommer til at ske og jeg vil ikke holdes hen.

3. Jeg laver alt herhjemme. Rengøring vasketøj, pasning af fælles hunde, slår græs, kører på lossepladsen. Ja faktisk alt. Og passer derudover mit fuldtidsjob. Min kæreste har et deltidsjob, og ellers er han meget sammen med sine venner + spiller computer. Jeg kan godt lide at gøre rent, men jeg bliver nogen gange fortvivlet, når han ikke engang vil gå ud med skrald, smide sit tøj til vask osv. Jeg føler han er doven og jeg agerer mor for ham. Hvis jeg lader stå til, ligner hjemmet hurtigt en losseplads, fordi han ikke rydder op. Italesætter jeg det, er jeg træls og vil bare diskutere. Så jeg ender med at gøre det, fordi jeg ikke kan holde andet ud. Men kan det virkelig passe, at jeg som 30-årig skal varte min kæreste op?

Ovenstående tre emner fylder rigtig meget i min hverdag, og jeg håber I kan komme med nogle positive inputs og fortælle mig, om I mener, der er noget at bygge videre på. Jeg har ofte lyst til at smide håndklædet i ringen, men jeg er bange for at blive single som 30-årig og ikke "nå" at finde kærligheden igen og få børn - selvom det lyder tåbeligt når jeg siger det højt for mig selv. Men det fylder rigtig meget. Hvis vi skulle gå hver til sit har vi også fælles hunde, som jeg ved han vil beholde, trods det er mig der passer dem, og jeg ikke bære at miste dem oveni.

Mange håbefulde tanker Maria.

Kære kvinde på 30 år.
Tak for dit fine og udførlige brev. Men du har skrevet til en brevkasse der rådgiver børn og unge, der lever med vold i deres nære relationer.
Og jeg har ikke kompetencer til at rådgive dig.
Min umiddelbare reaktion er at du lever i et forhold med stor ubalance. Det virker som om I slet ikke har de samme mål og værdier i jeres forhold. At jeres forhold har meget ulighed. Umiddelbart tænker jeg at du er ved at forlade forholdet, måske for at give dig selv mulighed for at leve et liv som du har lyst til.
Mit råd er at du søger på nettet, der er psykologer og terapeuter der arbejder netbaseret i disse tider.
Mange hilsner Herdis