BREVKASSE

Pige

16

16/04/2020

Hun bryder sammen og skælder ud

Hej

Jeg skriver da jeg for 2 år siden var indlagt på psykiatrisk afdeling jeg var syg et halvt år men dog kun været indlagt i 3 uger og har sandsynligvis haft stress i hvert fald 2 år inden det jeg kan ikke selv huske så meget fra det halve år jeg var syg men ved at der kunne gå flere uger imellem at jeg talte eller generalt så andre folk en min nærmeste familie som jeg heller ikke snakkede med og at psykologerne ikke kunne udrede mig så jeg blev indlagt jeg har fået af vide at der kom en læge eller li hende ind til mig hver 20. Minut både fordi de troede jeg var selvmords truet men også fordi de skulle stille spørgsmål osv. Så de kunne udrede mig men det kunne ikke lade sig gøre for det eneste sprog jeg havde var at nikke og ryste på hovedet

Jeg kan som sagt næsten ikke huske noget fra det halve år og heller ikke så meget fra tiden inden så nogle gange har jeg det som om mit liv først startede da jeg blev Rask igen

Ved dog at jeg var meget usikker inden perioden og at jeg ikke kunne sige fra jeg er i år kommet på efterskole og kan mærke at jeg er blevet gladere og blevet meget bedre til at gøre som jeg gerne vil og ikke altid gå op i Hvad andre syntes om mig jeg er heller ikke bange for at sige hvad jeg føler for mere men nu hvor vi er hjemsendt pga. Corona er jeg blevet usikker på alt jeg siger igen og er igen være blevet til hende den stille pige

Jeg har overvejet om dette kan have noget at gøre med at jeg er sammen med min familie igen

I min familie har vi en tendes til at være psykisk ustabile min bror er autist og min mor er pt. Sygemeldt pga. Depression den står stået på i mange år men det er først her for ca. 4 måneder siden hun har spurgt om hjælp men hun han ikke få det pga. Corona

Hun har aldrig som sådan gjort mig noget men er aldrig sikker på hvornår hun bryder sammen og begynder at skælde ud og fortælle os at hun gør alt for os men at vi bare lader hende i stikken hver gang jeg skændtes med hende vender hun altid mine ord imod mig æg fortæller mig at jeg ikke skal klage fordi hun har det skidt og vi skal tage hensyn til hende hun har flere gange sagt til mig at jeg år været en stor del af grunden til at hun er gået ned med depression jeg ved godt hun bare overdriver fordi hun skælder ud men er stadig træt af at hun siger det

Jeg har også for nyligt opdaget i min journal at jeg sandsynligvis er autist ligesom min bror og vil gerne have det undersøgt men det er ikke muligt da det er dyrt og da der er for lang ventetid med corona

Jeg regner desuden med at skulle på efterskole næste år igen og at jeg derefteŕ enten skal på kostgymnasie i militæret eller være skiguide for at komme lidt væk hjemmefra

Min anden lille bror er næsten aldrig hjemme han bor for det meste hos min onkel og han taler tit om at han ikke er så glad for mor og at han nogle gange enda også er bange for hende

Ved godt det lige blev lidt langhåret det her men håber i kan hjælpe mig med om jeg bør få mit helbred undersøgt og om Der måske er lidt psykisk vold i familien det er jo ikke fordi jeg ikke Elsker min mor

Kære du på 16,

Tak for dit lange brev, hvor du så fint beskriver din situation, lidt om baggrunden for den og dine bekymringer. Det tyder på at du er en sund ung pige og bare dét at du rækker ud og spørger efter hjælp, er et godt tegn! Du har allerede i dit korte liv, været igennem en del, som helt naturligt skaber nogle frustrationer og bekymringer om fremtiden. Det glæder mig at høre at du er kommet på efterskole og har oplevet at blive gladere. At du ikke længere er bange for at sige hvad du føler og hvad andre synes om dig. Det tyder på at du har haft mulighed for at få udviklet din selvaccept. At du er blevet bedre til at gøre hvad du vil, tyder på at dit selvværd er vokset.

Det giver derfor fin mening, at du vender tilbage til dit "gamle jeg", når du kommer hjem. Det må være frustrerende for dig, særligt når du har oplevet alt det gode.

Dine overvejelser om det kan have noget med din familie at gøre, er godt set. Det er nemlig her du bl.a. finder årsagen til din stress. Jeg bliver nysgerrig, når du skriver at din mor aldrig har gjort dig noget.. Ofte er det nemlig sådan, at vi tror at vores forældre skal tæve os på det groveste, før vi kan tillade os at sige noget om deres rolle som forælder. Vi er loyale overfor vores forældre. Og det kan være problematisk i situationer, hvor de ikke har lært at behandle os som vi fortjener. Med ubetinget omsorg, kærlighed, beskyttelse, ydmyghed og respekt. Når de ikke kan det, er der altid psykiske konsekvenser for børnene.

Og så kan man komme til at gå at holde en masse ting inde i alt for lang tid, uden der gøres noget ved det. Og det kan skabe kroniske psykiske og fysiske lidelser. Du har en god selvindsigt og det er også godt at du ser igennem dét der sker, når din mor skælder ud. Jeg forstår godt at du er træt af det.

Dét her du beskriver med;
- at du aldrig er sikker på hvornår hun bryder sammen og skælder ud.
- at hun fortæller dig du ikke skal klage fordi hun har det dårligt
- at hun kræver at du skal tage hensyn til hende
- at hun siger at du er en stor del af årsagen til depression.

Alt det, er i denne sammenhæng psykisk vold. Det er psykisk vold at omtale en person som om vedkommende ikke er noget værd, når det sker kontinuerligt af en nær relation. Og når det er ens forældre der gør det, så mister vi vores selvværd. Det kan du heldigvis få bygget op igen, ligesom du kan bygge din selvaccept op igen. Og det har du heldigvis allerede lidt erfaring med.

At din mor endelig har søgt hjælp, tyder på at hun så småt er ved at erkende sit ansvar. For det er hendes ansvar som forælder at sørge for at hun har det godt, så hun er i stand til at tage sig af jer. Desværre er det jo her sket ret sent, så det har haft konsekvenser for dig og din bror. Det tyder på at din mor ikke har lært at være med sine dårlige følelser og ude af stand til at tage sig af dem og har ladet depressionen tage overhånd.

Jeg forstår godt at du vil have undersøgt tingene nærmere og det er frustrerende i denne Corona tid, da ventetiderne er lange. I mellemtiden vil jeg råde dig til at skrive ind til chatten i hverdagene at blive lidt klogere på din situation og hvad du kan gøre i din dagligdag, for at styrke dine selvfølelser og håndtere de situationer der opstår derhjemme.

Dine umiddelbare fremtidsplader lyder fornuftige og jeg tror personligt ikke at du er autist, du har tværtimod brug for hjælp her og der, ligesom alle andre mennesker, for at finde dit eget ståsted i livet.

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover,
Nita