BREVKASSE

Pige

16

13/05/2020

Ødelagt af at bo hos min far og hans kæreste

Psykisk vold.

Hej. Jeg er en forvirret pige på 16 år. Mine forældre blev skilt da jeg var 3 år gammel. Der har været problemer ligesiden. Min far fik en ny kæreste da jeg var 4 år gammel. Hun har aldrig noglesinde respekteret min mor. Mig og min mor er rigtigt tætte, og det gør mig så forfærdeligt ked af det, når min fars kæreste snakker grimt om min mor. Min fars kæreste har altid travlt med hvordan det står til med min mors og hendes kærestes økonomi. Min fars kæreste snakker også altid super nedladende til mig. Hun siger at jeg er ensom, at jeg burde træne, og at jeg ser grim ud med acne. Jeg har aldrig følt at jeg var tyk, grim eller andet. Men det gør jeg i den grad nu. Hun har ødelagt alt min selvtillid. Jeg er ofte blevet råbt rigtigt højt af, og behandlet dårligt, men hun siger altid at man skal behandle andre som man selv vil behandles. Jeg er begyndt at føle at min far hellere vil hans kæreste end mig. det gør mig super ked af det, at han aldrig bakker mig op, siger til mig at han elsker mig, eller andet. Jeg har to storesøstre. De er 24. Da min ene søster var 15 år gammel, blev hun nødt til at flytte hjem til vores mor. Hun kunne heller ikke holde vores fars kæreste ud. Min anden søster er lige blevet mor. Hele min familie har vidst i 9 måneder at hun var gravid. Min far har altid omtalt sig selv som morfar, men to uger inden min søster skulle føde, melder min far ud at han ikke vil være morfar. Han vil bare kaldes " søren". Jeg ved at det hele var min fars kærestes plan, og min far var ved at miste min søster i denne situation. Jeg synes det er rigtigt svært at se hvor meget et menneske man holder af bliver ødelagt og virkelig knust. Jeg synes det er så respektløst, at man kan behandle andre mennesker sådan her. Jeg er så træt af at der er ballade hele tiden, og jeg føler mig hverken hjemme eller velkommen hos min far. Jeg græder altid ud hos min mor, og har sindssygt ondt i maven når jeg skal hjem til min far. Jeg er træt af at have det sådan her, og jeg føler mig bare super alene om alt det her. Jeg skal på efterskole til August, og jeg glæder mig så meget. Men jeg er så træt af at få af vide at ligemeget hvad jeg gør, er det aldrig godt nok. Ikke særlig mange af mine venner ved hvordan jeg har det. De kan ikke relatere til alt det jeg går igennem. Min familie omkring mig, og folk udefra, kan se hvor meget jeg bliver ødelagt af at bo hos min far og hans kæreste. Min mor vil ikke finde sig i at jeg bliver behandlet sådan her. Jeg ved bare ikke om det er psykisk vold jeg går igennem, og jeg vil egentlig bare gerne flytte hjem til min mor, da det ville gøre mig lykkelig igen. Jeg er så træt af at føle at jeg bor i en taske.
Hvad skal jeg gøre? Jeg vil ikke gøre min far ked af det eller sur, men på den anden side føler jeg også bare at han har svigtet mig så meget. Jeg er rigtig træt af at føle sådan her.

Venlig hilsen en frustreret 16 årig pige.

Kære frustreret pige på 16

Hvor er du stærk og sej, at du skriver herind og så flot sætter ord på det, du føler. Det lyder rigtig ubehageligt, at du føler dig svigtet af din far og at din fars nye kæreste behandler dig dårligt.

Det er tydeligt at se, at du er bekymret over din mor, og over at din far og hans kæreste splitter familien ad. Det kan jeg rigtig godt forstå, for den adfærd, du beskriver, lyder rigtig grænseoverskridende og respektløs.

Skilsmisser kan være svære, især når ens forældre finder nye kærester. Men der er rigtig vigtigt, at du forstår, at det ikke er din skyld, og at deres problemer ikke burde gå ud over hverken dig eller dine søstre. Det lyder som om, at din fars kæreste har haft svært ved at finde sin rolle, og at hendes usikkerheder er kommer til udtryk over for dig, din mor og dine søstre.

Du skriver, at hun har fået dig til at føle dig mindre værd og har ødelagt din selvtillid. Du skriver også, at du oplever, at din far har ændret adfærd overfor dig, og at han ikke støtter dig eller udtrykker, at han elsker dig. Det er nogle rigtige svære følelser at skulle bearbejde, og jeg tænker, at du burde tale med nogen om det.

Jeg kan forstå, at du ikke har sagt det til nogen, og at dine venner ikke ved, hvordan du har det. Jeg kan godt forstå dig, for det kan være rigtig svært at sige højt, hvad der faktisk foregår derhjemme. Jeg er dog sikker på, at det kan hjælpe dig at få sagt det højt til en du stoler på. Du skal nemlig ikke bærer rundt på disse følelser alene. Derudover vil personen kunne forstå dig bedre, når du er ked af det. Kunne der mon være en ven, en lærer eller et familiemedlem, som du kunne tage fat i og snakke forstroligt med?

Måske kan du også tale med dine søstre om det? I tre må stå sammen med din mor. Måske kunne det være rart at få talt ud om det, I fælles oplever? I kunne eventuelt formulere et brev til jeres far, hvor I udtrykker jeres sorg over, at han har ændret sig, og hvor I skriver, at I håber, at han vil udvise hans kærlighed og respekt lidt mere.

Du eller I skal være meget velkommen til at skrive ind på chatten, så kan vi skrive mere uddybende om de forskellige muligheder og høre nærmere ind til din situation.

Til sidst vil jeg bare sige hvor godt det lyder, at du skal på efterskole. Det lyder rigtig fornuftigt, at du kommer lidt væk fra dine forældres problemer og får lov til at være dig selv. Så al held og lykke med det.

Med hensyn til dit spørgsmål om, hvad du skal gøre, så synes jeg, at du skal tage stilling til det på den anden side af dit efterskoleophold. Jeg kan i hvert fald godt forstå, at du ikke har lyst til at bo hos din far, når du udsættes for disse ting. Du skal ikke tænke over om du såre ham, for det aller vigtigeste er, at du har det godt og er glad.

De varmeste hilsner
Katrine