BREVKASSE

Pige

14

11/06/2020

Vold i hjemmet

Hej. Jeg er en pige på 14 år og har to brødre med ADHD. Min storebror er 17 år men kommer stadig hjem i weekender og ferie, hvergang han er hjemme skændes min far og ham. det ender rigtig tit med de skubber til hinanden og råber ad hinanden. Jeg bliver bange og utryg, min lillebror kommer til mig når de skændes og vil have jeg skal trøste ham. og min mor prøver at berolige min far og bror. Jeg er bange for min storebror fordi han har været meget voldelig og truende overfor mig især da jeg var lille, den værste episode jeg kan huske var engang han kvælte mig indtil jeg brækkede mig. Hvad skal jeg gøre? og nej jeg kan ikke snakke med mine forældre om det da jeg ikke vil ligge mere pres på dem og stresse dem.
Mvh pige på 14 år og tak for alt de i gør for folk herinde:)

Kære 14 årige pige, tak for dit brev og for din tillid. Det er godt du tager fat i nogen for at søge råd, da det uden tvivl er udfordrende situationer du står i når din storebror er hjemme, og din bror og din far ikke kan finde ud af at tale sammen på en ordentlig måde.
Du spørger ind til hvad du kan gøre. Og du gør, som du beskriver det, allerede rigtig meget: Du passer på din lillebror og du bekymrer dig om at passe på din mor og far, da du, som du skriver, ikke vil ’presse/stresse’ dem yderligere. Spørgsmålet er så om dine forældre ville opleve det som et faktisk pres at høre hvordan du egentlig har det med det der foregår omkring din storebror derhjemme, eller om de i virkeligheden ville være taknemlig for at vide hvad deres datter kæmper med?
Jeg bliver nysgerrig på hvem der passer på dig i alt det her? Lige nu lyder det til at situationen derhjemme ligger som en rigtig stor følelsesmæssig byrde på dine skuldre? Nu siger du at du ikke vil involvere dine forældre, og det er selvfølgelig helt op til dig. Samtidigt har du brug for nogen at tale med om de voldsomme episoder om, hvorfor du jo skriver til os 🙂 Efter du har læst dette brev, håber jeg du vil kontakte os, enten over telefonen eller på chatten mandag-fredag kl.16-21. Samtidigt fornemmer jeg at du også har brug for at finde støtte i de mennesker du har omkring dig. Giver det mening?
Dine forældre gør sandsynligvis det bedste de kan med de redskaber de har tilgængelige lige nu. Samtidigt at det vigtigt at du tager din egen oplevelse alvorlig. Det der kan ske nogen gange i pressede familie, hvor de voksne ikke formår at tage voksenansvaret på sine voksne skuldre, er at børnene føler ansvaret hænger på dem. Måske lidt som du lige nu oplever det; at skulle løse opgaver der er for store - fordi det er voksenopgaver. Og samtidigt opleve at stå med en ubærligt følelsesmæssigt byrde i at stå uden støtte fra sine forældre ift. det der er rigtig svært. Måske er det noget du kan spejle dig i.
Det er heller ikke meningen at du skal stå med en oplevelse af at være alene, bange og utryg i dit eget hjem. Ved dine forældre hvordan du har det? Og hvor bange din lillebror er i de tilspidsede situationer? Har I talt sammen om det på noget tidspunkt eller er det noget du aldrig har italesat? Det vigtigste i de her situationer, er at de voksne finder en vej til at tage det ansvar der tilhører dem. Ville du ved at italesætte dine tanker, følelser og oplevelser (som du så fint allerede har gjort her i brevet til os) kunne være en hjælp for dine forældre? Forstået på den måde: hvis de ikke ved hvordan du og din lillebror har det, er det også rigtig svært for dem at handle på.
Uanset om du lige nu vælger at tale med dine forældre eller ej, er det vigtigste at du får taget hånd om det behov du reelt lige nu har for hjælp og støtte. Er der nogle voksne du har tillid til som du vil kunne dele dine udfordringer med? Veninder kan også være gode at tale med, men lige her tænker jeg det er vigtigt at finde en god voksen du har tillid til, da den situation du beskriver, omhandler voksenansvar. Måske en lære eller andre på din skole.
Jeg håber svaret her har givet dig inspiration til at tænke over situationen på nye måder. Du har gjort det helt rigtige ved at skrive herind, og giv endelig ikke op med at søge hjælp indtil du har fundet den hjælp du søger. Vi håber at høre fra dig igen herinde og alt det bedste med at finde gode voksne i din nærhed eller måske endda få lettet dit hjerte til en eller begge dine forældre, som måske i virkeligheden rigtig gerne vil høre om hvordan livet ser ud for dig – også når det er sværest.
Du er ikke alene. Og voksenansvaret er ikke dit at bære.

De aller bedste hilsner
Maria