Brevkassen er åben
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.
Skriver du et brev i weekenden, svarer vi mandag kl 17.00. Har du brug for akut hjælp uden for vores åbningstid, så kan du kontakte Lev Uden Vold på 1888.
Brevkassen er anonym
Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?
Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.
Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen. Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.
I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.
Pige
13
17/08/2018
Jeg er bange for at være hjemme hos min far
Hej. jeg er en 13 årig pige. jeg er bange for at være hjemme hos min far, pga af at hans kæreste slår sine egne børn. jeg er også vildt bange for at hun kunne finde på at slå mig og mine 2 brødre. jeg vil bare ikke der hjem. min mor er rigtigt ked af det over det, fordi hun ikke kan gøre noget ved det. min far har slået os mange gange, og har haft alkoholproblemer. jeg har virkeligt brug for hjælp. please hjælp mig. jeg kan snart ikke holde det ud mere!!!
Kære pige på 13 Tusind tak for dit brev. Det lyder rigtig grimt, hvad du fortæller og jeg kan godt forstå, du er både ked af det og bange. Jeg vil foreslå, at du enten fortæller din lærer i skolen at det, du har fortalt os. Læreren har pligt til at hjælpe både dig og dine brødre og samtidig vil volden mod din fars kærestes børn også kunne blive stoppet. Du kan også ringe til Børnetelefonen. Det er gratis, og her kommer du til at tale med en voksen, som er specielt uddannet til at hjælpe børn i Jeres situation. De har åbent hver aften til sent og det er gratis at ringe. Du finder Børnetelefonen på https://bornetelefonen.dk/ eller på telefonnummer 116 111. Håber meget du vil tage imod mine forslag, så I kan få hjælp nu. Hvor er det flot og modent af dig, at du også tager ansvar for dine brødre. De allervarmeste hilsner til Jer alle sammen
Anne