BREVKASSE

Pige

27

31/07/2020

I tvivl om forhold

Hej brevkasse

Jeg skriver fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal gøre. Jeg har brug for at få noget råd eller vejledning til om det er mig det er galt med og om det her parforhold kan redes eller ej.

Først og fremmest, vil jeg bare lige gøre klart at min kæreste aldrig har slået mig eller på anden måde ydet fysisk vold mod mig. Han siger selv, at det kunne han aldrig finde på og jeg tror på ham. Selvom jeg tror på ham, og det gør jeg, så kan jeg nogle gange godt blive bange for at han vil gøre det, fordi jeg kan se hvor vred han bliver.

Som forhistorie og for at forklare min kærestes adfærd, kan jeg fortælle at min kæreste er blevet opdraget på en rigtig skidt måde. Han har været offer for fysisk vold som mindre. Han er af caribisk afstamning og det er åbenbart "ret normalt" at man giver sine børn en lærestreg - siger han selv. Han har fortalt mig om flere episoder da han var mindre og teenager, hvor han er blevet slået af sin far, fx med bælter osv. Hans forældre blev skilt da han var 2 år ca. og hans mor er meget overbeskyttende. Jeg har ikke mødt hans far, men har mødt hans mor. Hun har ingen tiltro til ham overhovedet og tror virkelig at "hendes lille dreng" har brug for hende.

Min kæreste er fra Canada og vi er for nyligt flyttet til London sammen. Hans mor tror ikke på at han kan klare det og har flere gange bevidst eller ubevidst givet fornemmelsen af at han ikke er "god nok" til at kunne så langt hjemmefra omend bare for et års tid. Fx kom hun og besøgte os mindre end 14 dage efter at vi var flyttet herovre for at "tjekke at alt var ok.". Hun taler tit med andre om ham som om han ikke er i rummet og jeg ved at min kæreste hader det. Når han bliver sur går han tit ind i sig selv og ignorerer problemet og det gjorde han flere gange da hun var her.

Udover det, var han meget overvægtig da han var yngre og har nu tabt sig rigtigt meget. Han har dog stadig et meget anstrengt forhold til sin krop og hans selvtillid er helt i bund. Hver gang jeg forsikrer ham om at han er dødlækker, afværger han det ved at sige at han er "okay". Det gør han nærmest hver gang jeg giver ham et kompliment, uanset om det er om ham eller noget han har lavet eller gjort. Han harogså fortalt mig om nogle af hans tidligere forhold. Han er ikke blevet behandlet særligt pænt af piger, som både har været ham utro og kun "valgt ham til" når det var passende for dem. Plus at han er vokset op med at piger ikke rigtigt ville have noget at gøre med ham pga. hans vægt.

Nu ved i lidt omkring min kæreste.
Mit problem er at jeg ikke ved om jeg skal holde fast i det her forhold. Corona har ikke været med til at gøre det bedre. Vores plan var at vi ville bo her i et stykke tid, og så tage tilbage til canada for at bo permanent da det var et ønske vi begge havde. Jeg har imidlertid genovervejet om det er det jeg gerne vil, fordi vores forhold ikke rigtigt har været så godt siden corona startede. Jeg kan mærke at jeg ikke er rigtigt glad længere. Jeg græder meget og har generelt en følelse af at tilværelsen er ligemeget. Føler mig tom. Føler at jeg hele tiden går og venter på at det hele bliver bedre og at det har jeg gjort stort set siden vi flyttede herover.

"Det bliver bedre når din mor tager hjem". "Det bliver bedre når vi findet et sted at bo og får ro på". "Det bliver bedre når vi får et job." Når corona er overstået, når vi får en hund, når vi kommer tilbage på arbejde. Vi skændes ofte og jeg føler at det er de samme ting vi skændes om hele tiden.

Jeg føler tit at når jeg forklarer hvad jeg føler, skylder han skylden tilbage på mig og det gør at jeg er bange for om jeg bliver emotionelt manipuleret.

Eksempelvis: De sidste par uger har jeg følt at han ikke gider at lytte til hvad jeg siger eller prøver at "lukke" munden på mig. Ikke fordi han nødvendigvis siger "ti stille", men fordi jeg kan se på hans kropssprog når jeg snakker for meget at han ikke længere høre efter.
Nogle gange lader han mig snakke og så når jeg tier stille stiller han spørgsmålet igen med sådan en opgivende tone som om - jeg fik jo stadig ikke svar. Jeg synes jeg har svaret, men har måske givet en lang forklaring i stedet for et ja eller nej. Men det er ikke godt nok.

Jeg føler tit at jeg "skal" have sex med ham, fordi jeg ved at han har en forventning om at vi har et aktivt sexliv og jeg føler mig mega skyldig hvis jeg ikke giver ham sex, selvom jeg egentlig ikke har lyst. Fx her den anden dag havde jeg sagt at jeg ville gå i seng og læse lidt. Så kom han ind i seng og begyndte at lægge op til sex mens jeg læste. Så følte jeg ikke at jeg kunne sige nej og så havde vi sex. Efter fortalte jeg ham om noget at det jeg havde læst i min bog, men så sagde han bare "jeg går nu så du kan læse lidt." Jeg følte det var som om jeg kun kunne bruges til sex. Og han forstyrrede mig i min læsning, men nu var læsning lige pludselig grunden til at jeg skulle være alene.

Nogle gange når vi skændes bliver han rigtigt sur. Hele hans krop sitrer og han kan finde på at smide med ting eller være hård ved tingene. Hvis han bliver alt for vred så ignorerer han mig bare. Nogle gange synes jeg også han taler til mig som om jeg er et barn. På sådan en rigtigt dominerende måde som gør at jeg får lyst til ikke at fortælle ham hvordan jeg har det og igen bare tage skylden på mine egne skuldre. En samtale kunne fx være:

Mig: "Nogle gange når jeg taler, føler jeg at du ikke har lyst til at høre hvad jeg egentlig har at sige"
Ham: "Har jeg nogensinde bedt dig om at tie stille?"
Mig: "Det kan jeg ikke huske om du har, men det er også mere hele dit kropssprog og dit blik der bliver fjernt"
Ham: "Det var et ja eller nej spørgsmål. JA eller NEJ?"
Mig: "Jamen jeg ved det ikke. Det tror jeg ikke.
Ham: "Hvorfor tror du så at ikke har lyst til at høre hvad du siger?"
Mig: "Det ved jeg ikke. Bare glem det. Det er nok bare mig."

Jeg ved ikke om det giver mening. Jeg ved ikk om vi kan redde det forhold vi har eller om det er for sent. Jeg elsker ham, men kan mærke at noget har ændret sig. Jeg bliver tit meget emotionel og ked af det og græder og han er begyndt nogle gange at fnyse at det jeg siger. Føler bare ikke at jeg kan få lov til at være mig.

Kan i hjælpe mig med hvad det er der sker og om det giver mening for mig at blive i det her?

Kære kvinde på 27 år.

Dit lange brev har rigtigt mange ting at tage hul på, og det er derfor ikke noget jeg kan give dig et fyldestgørende svar på her i brevkassen.
Jeg vil derfor opfordre dig til at kontakte os på enten chatten eller telefonen - begge dele åbner igen på mandag den 3. august.
Chatten har åbent mandag til fredag 16-21 og søndag 16-21.
Telefonen har åbent mandag til fredag 16-19.

Mange hilsner
Cat