BREVKASSE

Pige

13

29/03/2019

Jeg bliver hele tiden spurgt om jeg ved hvad grunden til mit angst er, men jeg svarer altid at jeg ikke aner det

Hej, jeg ved ikke om det er noget, men her for tiden har jeg det rigtig svært. For det første har jeg diagnosen generaliseret angst, og kæmper med det til hverdag. Jeg bliver hele tiden spurgt om jeg ved hvad grunden til mit angst er, men jeg svarer altid at jeg ikke aner det - selvom jeg har en ide om at det godt kunne være mine forældre. For da jeg var 5-6 år, så kan jeg huske at vi skulle ud og cykle, men at vi jo lige skulle have overtøj på først. Så kan jeg huske at jeg drillede min bror lidt, også fik jeg skæld ud af min far - hvilket jo var fair nok. Men så lige bagefter så kom han bagfra med min cykelhjelm og hamre den ned i mit hoved! Jeg begyndte så at græde, og da min mor så kom ud og spurgte hvad der var sket, sagde min far bare at jeg var faldet. Men også når han er på toilettet så har jeg også en eller anden frygt for at han hænger sig derude?! - jeg har aldrig fortalt det her til nogle, og jeg ved ikke om det bare er mig der tænker for meget, men ja. Hilsen pigen på 13 år

Kære pige på 13 år, Tak for dit brev! Hvor er det godt du skriver herind om nogle af de ting du går og bekymre dig om, og aldrig har fortalt til nogen. Det er slet ikke så unormalt, at man kan få nogle tanker, der virker megt voldsomme og kan være svære at sætte ord på. Angst er meget diffust, og det kan være svært at finde årsagen til, men ofte handler det om en for for utryghed. Utrygheden kan opleves som en fornemmelse der sætter sig i kroppen, hvor man enten kan få ondt i maven, trykken i brystet eller hjertet kan slå lidt hurtigere (eller noget helt fjerde). Når man har angst, kan man bekymre sig meget, ofte om ting man inderest inde godt ved ikke kommer til at ske, men som det kan være svært at få tankerne væk fra. Din historie med cyklehjelmen fra da du var 5-6 år, kan evt. have forstærket en utryghed hos dig, men det er ikke altid at angst har en direkte årsag. Det kan hjælpe meget at tale med en professionel om sine tanker, så man kan lære at håndtere dem. Jeg vil derfor foreslå dig at tale med dine forældre om at du skal have lidt hjælp hos en psykolog eller terapeut, således at du ikke skal gå med dine tanke og bekymringer alene. Det kan nemlig også være følelsen af at være alene med tankerne, der kan være med til at gøre dig i dårligt humør.
Bedste hilsner

Camilla