BREVKASSE

Pige

17

01/04/2019

Jeg er utrolig frustreret

Hej, Jeg har nu været i et forhold med min jævnaldrende kæreste i 1,5 år. Vi mødtes på efterskole og startede ud som venner, men jeg blev hurtigt rigtig forelsket, og kort efter kom vi sammen. Et par måneder inde i forholdet begyndte jeg at vise tegn på en række psykiske problemer, og for omkring et halvt år siden fik jeg diagnosticeret svær angst og depression. Mit problem ligger så i, at min kæreste har haft en rimelig problematisk barndom, inkl. en let voldelig far, hashmisbrug og har generelt en rigtig kort lunte, inkl. adhd der let gør ham frustreret. Han begyndte så stille og roligt i løbet af vores forhold med mindre ting, som at slå i væggen når vi skændtes og var oprevet, hvilket så med tiden førte til at holde fast i mine arme, nægte at lade mig være eller få søvn når vi skændtes. Dette er så gradvist blevet værre, og er endt i en række synlige mærker på min krop, hårde skub, tvinge mig ned i seng eller gulv, hive i hår, hårdt greb i ansigt og kæbe, holdt mig for mund når jeg snakker, ubehagelig opførsel verbalt og en enkelt gang har han taget fat i min hals. Jeg er selv bevist om at mine egne psykiske problemer har forhindret mig i at slå ned på problemet da det først opstod, da jeg ikke havde overskud til at sige fra. Jeg får dog nu professionel hjælp. Men mit egentlige problem ligger i, at jeg pga min depression og mangel på overskud, let bliver irritabel, og at dette flere gange har resulterede i grove bemærkninger som \\\\"du burde bare dø\\\\", \\\\"du er kun sammen med mig fordi du ikke vil være ensom\\\\" (jeg måtte droppe ud af gym pga sygdom). Jeg har så ved hjælp af min psykolog gået let igennem de her problemer, og fået hjælp til at tage en samtale med ham om det, hvor jeg har fortalt at hvis disse voldsomme skænderier fortsatte, så måtte jeg gå fra ham af hensyn til mit eget helbred, hvilket han har fuld forståelse for, og han er nu selv startet til psykolog for at få hjælp til aggressionsproblemerne. Det er nu omkring 2- måske 3 måneder siden han sidst har været fysisk overfor mig, men det verbale er ikke helt stoppet, og da jeg havde en periode hvor jeg var selvmordstruet, har jeg rigtig svært ved at håndterer førnævnte kommentarer, og jeg er begyndt at blive bange for at jeg ikke kommer til at se en bedring. Jeg er dog head over heels forelsket i ham, og på så mange forskellige punkter havde jeg ikke klaret mig igennem de hårde perioder uden støtte fra ham, og jeg er i tvivl om jeg nogensinde vil kunne forlade ham, men alligevel ved jeg at at jeg stadig bliver bange når vi skændes, og han bliver stadig voldsom i sin udstråling og hiver fx dynen af mig når jeg prøver at melde mig ud af samtalen. Jeg ved at han arbejder på sig selv og at han aldrig har haft det så skidt med sin opførsel som efter en episode, men jeg har dårlig samvittighed over at jeg ikke sagde fra og fik stoppet det fra at udvikle sig, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af om det er min skyld, for han siger af og til at han ikke havde problemer med aggressionerne før han mødte mig, hvilket han så trækker tilbage når han er faldet ned igen. Jeg er utrolig frustreret, da min psykiske tilstand gør at jeg er utrolig ustabil, hvilket gør det rigtig svært at få overblik over situationen, og forstå hvor usundt forholdet egentlig er for os begge. beklager den kludrede beskrivelse...

Kære pige 17 år, Tak for dit brev. Det er på ingen måde en kludret beskrivelse, men en meget godt indblik i, hvor dilemma fyldt kærligheden kan være. Du skriver at I begge er udfordret, han med traumer fra sin opvækst og du med angst og depression. Det er godt at høre at I begge modtager professionel hjælp, da det kan være meget vanskeligt at stå alene med de udfordringer du beskriver. Jeg læser ud fra dit brev, at I begge har fået en god indsigt i jeres sårbarhed og reaktionsmønstre, men at det samtidig kan være vanskeligt at håndtere - især når I har konflikter og din kæreste føler sig presset. Jeg tænker, at det er meget vigtigt at du lærer at passe på dig selv i forholdet, hvis du vælger at blive i det. Derfor er er det nødvendigt, at du får arbejdet med at sætte grænser ift. ham. Det kan være en stor udfordring, bl.a hvis du er bange for at miste ham, men helt nødvendigt, hvis ikke forholdet belaste dig yderligere psykisk. Jeg vil derfor foreslå at du sammen med din psykolog, arbejder med grænsesætning, så du får en klar fornemmelse hvad du vil accepter, og hvor du tydeligt siger fra (også selv om det gør ondt). Du skriver også, at du er head over heels forelsket, hvilket jeg også bliver optaget af, da du skal være bevidst om, at du fortjener en kæreste, som formår at behandle dig omsorgsfuldt og med respekt, så dit selvværd ikke bliver nedbrudt. Håber dette var med til at give dig lidt klarhed over din situation.
Bedste hilsner

Camilla