BREVKASSE

Pige

26

30/08/2020

Han råber meget af alle i hjemmet

Hej.
Jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte. Problematikken har strukket sig over mange år, så brevet bliver langt. Min bekymring omhandler min stedfar og de, som er involveret med ham.
I 2003 bliver mine forældre skilt pga. min fars utroskab og det tager hårdt på min mor. Hun finder dog forholdsvis hurtigt en ny kæreste (som hun har kendt i sin ungdom). De flytter sammen og min lillebror og jeg flytter med. På det tidspunkt er jeg 11-12 år og min bror er 6 år yngre. Min nye stedfar har et alkoholmisbrug og tager bl.a. anti-depressiv medicin (jeg er ikke bekendt med hvad og hvor meget). I starten påvirker det ikke familien så meget og han er venlig overfor os børn og gør et godt indtryk. Giver bl.a. mange gaver og virker nærmest sukkersød. Min mor og stedfar bliver gift i 2006 og jeg husker det som om, at det er der, det begynder at ændre sig derhjemme.
Min stedfar stopper på et tidspunkt med at tage sin medicin og går på antabus i perioder, begge dele efter ønske fra min mor (af hvad jeg ved). Han drikker i perioder rigtigt meget og bliver vred. Han råber meget af alle i hjemmet og siger mange nedladende ord til min mor. Beskylder hende for at være en dårlig mor, os for at være uopdragne møgunger og gør det klart, at vi alle er meget til besvær i hans liv.
I 2008 får min mor og stedfar et barn sammen, min lillesøster.
Mit forhold er efterhånden blevet meget anstrengt til min stedfar og jeg søger meget væk fra hjemmet. Jeg passer ikke min skole og overholder ikke "aftalerne" derhjemme. Det ender med, at jeg flytter ind til min mormor og morfar indtil jeg flytter hjemmefra som 18-årig. (Bor kort hjemme inden jeg flytter hjemmefra). Situationen derhjemme er kaotisk, min stedfar drikker fortsat meget i perioder, er stort set kun i dårligt humør (med skældud, råb, nedladende kommentarer, giver alle andre skylden for at alt går galt). Min bror begynder også at søge mere væk fra hjemmet og min mor bliver mere og mere nedbrudt, efter at stå med ansvar for deres lille fælles barn og sine egne børn + alt andet der hører hverdagen til.
Der går flere år på den måde, hvor tingene kun bliver værre. Der bliver færre af min stedfars "gode dage" og det ses/mærkes tydeligt på min mor. Jeg konfronterer hende flere gange, men hun negligerer problemerne og mener blot, at hun bør kæmpe hårdere, for at få tingene til at fungere.
Min bror er flyttet hjemmefra nu også (han boede også en overgang hos vores mormor og morfar), og han har ingen kontakt med min stedfar. De to har et meget anstrengt forhold og min lillebror er også begyndt at overforbruge alkohol. Generelt kæmper han rigtigt meget med sig selv, hvilket jeg begrunder med hans/vores opvækst. Han er en sensitiv dreng og det har påvirket ham meget, at hverdagen har været så utryg/kaotisk.
Min lillesøster er også begyndt at blive påvirket af min stedfars adfærd. Hun sætter ikke grænser overfor sin venner, selv ikke når de overskrider dem meget. Hun mægler meget imellem min mor og stedfar, og forsøger at "glatte ud", for at undgå hans vredesudbrud. Når hun er på besøg hos mig f.eks. spørger hun mange gange "hvad tror du mor og far laver?" og lignende spørgsmål.
Min mor har dog meget svært ved at se det samme billede som jeg ser.
Min stedfar er begyndt at kontrollere min mors færden meget. Han sætter grænser for, hvor meget hun må bruge facebook, hvem hun må tale med (det gælder også hendes familie og hendes børn), hvem hun må besøge osv. Jeg har for et år siden fået en datter og min mor er selvfølgelig lykkelig for, at være blevet mormor. Min stedfar er dog knap så begejstret. Han kræver, at min mor kører direkte hjem fra arbejde (vi bor på vejen), fordi at hun skal hjem og være sammen med sin familie. Dvs. at hun ikke må besøge mig (og sit barnebarn) og hvis hun en gang i mellem gør det alligevel, sidder hun klar med telefonen, hvis han skulle ringe og har en undskyldning klar. Hun kører med det samme han ringer. Det er blot et enkelt eksempel på kontrollen.... Han kommer desuden aldrig på besøg hos os.
Jeg har lavet en gruppe på messenger for familien, hvor jeg sender billeder og videoer af min datter (pga. corona) og min stedfar er selvfølgelig tilføjet til gruppen. Jeg kan dog se, at han ikke ser de ting jeg sender. Det er tydeligt, at han ikke anser min bror og jeg som værende en del af hans og dermed også min mors familie.
Jeg er så frustreret over situationen efterhånden og jeg aner snart ikke mine råd. Jeg er nervøs for, hvordan det kommer til at påvirke min lillesøster på sigt at vokse op i en så dysfunktionel familie og jeg bekymrer mig for min mor. Hun har det seneste år tabt sig 10-15 kg. og vejer nu 56 kg. med en højde på 1,69. Det er meget tydeligt, at hun er nedslidt og hendes selvværd er ikke-eksisterende. Hvordan hjælper jeg min familien, inden det er "for sent"????
Vh. den frustrerede datter.

Kære frustrerede datter,

Allerførst skal du have tak for at være så modig at dele så meget ud af dig selv og din situation. Jeg kan godt forstå at du er frustreret med det du har været igennem, og dét der fortsat foregår omkring dig. Du er heldigvis en resilient, selvbevidst, stærk og en handlekraftig ung pige. Det er noget af det jeg læser, ud fra det du har beskrevet om din egen adfærd. Og det viser at du er autentisk og selvbevidst omkring dine egne handlinger. Det er en rigtig god evne at have.

Du udtrykker også dine bekymringer ift. din familie, det er forståeligt og dét jeg lægger mest mærke til i dit brev, er din afsluttende sætning; "Hvordan hjælper jeg min familie, inden der er "for sent"?"

Det vigtigste du kan gøre lige nu, er at hjælpe dig selv og din datter. For mange i din situation kan det virke ulogisk, fordi alle tanker hele tiden er på andre, fordi det kan virke som, om at andre er vigtigere, særligt når nu din mor ikke er i stand til at være den autoritet din søster og hun selv har brug for. Men vi kan reelt ikke hjælpe andre, før vi kan hjælpe os selv og førend de vi ønsker at hjælpe, er villige til at hjælpe sig selv.

Ellers kommer vi hurtigt til at påtage os for stort et ansvar, som slet ikke er vores. Selvom du kom tidligt væk fra den psykisk voldelige hverdag, ved at flytte hjem til din mormor og morfar, har din stedfars alkoholmisbrug haft en stor betydning for din velvære og for dine selvfølelserne. Det er nedbrydende at være i det miljø. Så dine bekymringer opstår ikke ud af ingenting, de opstår blandt andet på baggrund af dine egne erfaringer, og der er grund til bekymring, da det der foregår er uhensigtsmæssigt for alle involverede.

Du gør allerede alt hvad du kan gøre! Det er godt at du er så ærlig omkring din holdning overfor din mor. Og det er sørgeligt, at din mor ikke ser det på samme måde. Det lyder ikke som om, at hun er klar til at få hjælp til at komme ud af det destruerende ægteskab hun er i. Og det lægger muligvis et større pres på dig, fordi du kan se hvordan det påvirker din søster. Og så kommer du måske ubevidst til at påtage dig for stort et ansvar ift hende. Det er helt naturligt, fordi du selv har oplevet ubehaget ved at være i det.

I og med at baggrunden først og fremmest er alkoholmisbrug, synes jeg du skal kontakte TUBA. Nogle af alkohollens følger, i et parforhold med en misbruger, er psykisk vold og svigt. Der vil derfor ofte være brug for terapi. Du kan evt. starte med at skrive til deres chat, som er åben man-tors 18-22. Du kan også ringe til dem. Der er mulighed for at få individuel terapi og gruppeterapi. Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os via chatten, hvis du har brug for støtte hertil.

Men det er vigtigt at du får hjælp og nogle værktøjer til at håndtere dine bekymringer hensigtsmæssigt, for det bliver selvudslettende i længden at have så meget fokus på alle andres behov. Det vil være godt for dig at få hjælp til at lære kun at fokusere på dine egne og dine datters behov i første omgang. Ingen mennesker kan være alle steder på én gang. Vores forældres valg har desværre nogengange nogle udfordrende konsekvenser for os, og det er vigtigt at vi får placeret ansvaret hvor det hører til, så vi ikke render rundt med dårlig samvittighed og skam følelser over at vi ikke tager os af vores søskende, eller forældre. For det var aldrig vores ansvar. Men det kan vi nogengange komme til at lære, når vores forældre ikke er i stand til at være den voksne.

Kærlig hilsen,
Nita