BREVKASSE

Pige

16

17/10/2020

Magter ikke at se mine forældre

Kom i pleje da jeg var 3 år.
Da jeg var 13 år var det også der at min storebror flyttede fordi der skete noget i plejefamilien/med ham som gjorde han blev nødt til at flytte RET akut, og i det min bror flyttede stoppede jeg også med at se min biologiske far, fordi jeg ikke kan/kunne lide at være alene med min far, da han godt kunne finde på at være påvirket af en masse ting man ikke bør være når man skal være sammen med børn, og han har gjordt nogle ting. så var bange for være alene med ham. så har ikke set min far siden 12-13 års alderen.
Min far var dog meget god til bare at lade mig være selvom jeg havde annulleret mit samvær med ham, og han skrev ikke til mig heller. Lige indtil dagen kom for ca. et år siden skrev han lige pludselig til mig ud af det blå, “Hej min pige hvordan har du det?” også fordi jeg ikke svarede ham begyndte han MEGET hurtigt lige bagefter at skrive “ Nej okay, jeg er jo heller ikke din far bare glem mig, jeg vil ikke være din far mere” “ din far er en anden person og jeg svarede ikke på hans beskeder overhoved, jeg sendte dem bare direkte til min socialrådgiver som kontaktede min far og sagde han skulle stoppe det.

Men fordi jeg havde et ret godt forhold til min mor på det tidspunkt da min bror flyttede og jeg også stadigvæk gerne ville se min bror så blev der hurtigt sat et samvær op med min mor, bror og jeg. og det var ret godt, lige indtil min mor begyndte at misbruge det..så fik jeg også meget hurtigt lukket ned for det samvær med en noget hjælp fra socialrådgiver. Men det misbrugte hun ret meget.....den måde hun misbrugte det på var ved at hun hele tiden kom med en masse sindsyge undskyldninger for at hun ikke kunne komme, og andre var vildere end andre, jeg husker nemlig MEGET tydeligt den lørdag morgen hvor jeg skulle have været sammen med hende og min bror hvor hun så skriver “ Hej Skat jeg har ikke mulighed for at komme i dag fordi jonas (min anden storebror) ligger på hospitalet med en blodprop i hjernen og har risiko for at dø” det er en af dem der ramte mig ret meget fordi jeg skrev så til min bror Jonas for at hører om hvordan han har det, hvor han så svarer at han har det mega godt og lige har fået en søn, så den tog ret hårdt på mig. Jeg blokerede også min mor på ALLE sociale medier og telefonnummer, men det forstod hun ikke var et tegn på jeg ikke ville hende mere, hun begynde i stedet for bare at oprette en masse andre nye profiler og med andre navne på folk jeg kender hvor hun så skrev til mig derfra, hun har gjort jeg har skulle skifte telefonnr, fordi hun har også bare haft lånt andres telefoner til at ringe til mig fra, og hver gang hun har gjort det har jeg blokeret alle numrene. Og det har jeg også haft min socialrådgiver med lidt inde over men min mor fatter ikke en skid og bliver ved og det gør hun stadigvæk.

Der er også nogle ting jeg ikke rigtigt kan snakke med min plejefamilie om fordi jeg ikke har en idé om hvordan de vil reagere.....om de bare vil blive sure på mig og bare sige den kamp må du tage selv....Og har også haft problemer med det du vil kalde dumme ting.

Alle de her ting og mere til er noget der fylder en del i min hverdag.....nogle gange bryder jeg helt sammen fordi det hele bliver for svært og at jeg ikke kan holde det inde mere...
Vil rigtigt gerne have jeg bare kunne snakke om alt det her uden problemer men det kan jeg ikke...kan ikke holde det ud mere, kan ikke klare det...! Hjælp mig!

Hej pige på 16 år,

Det lyder meget voldsomt, det du har været igennem og hvor er det godt at du tager kontakt. Det lyder som om du har en god fornemmelse for hvordan du kan passe på dig selv.
Jeg kan sagtens forstå, at det hele kan virke uoverskueligt. Det må være rigtigt svært at føle sådanne svigt fra dine forældre. Det er også meget svært, hvis din mor bliver ved med at kontakte dig selv om du har gjort det klart, at du ikke har lyst til at tale med hende. Her synes jeg det er vigtigt, at du husker, at det er i orden at afbryde kontakten, hvis du føler, at den sårer dig.
Det er så godt set, at du har brug for nogen at dele dine bekymringer med, som måske er mere neutrale og ikke så involveret. Det lyder som om du har haft gode erfaringer med at kontakte din socialrådgiver. Måske han eller hun kan hjælpe dig med, hvilke muligheder, der er for at du kan få nogen og tale med. Du har ret til hjælp og din socialrådgiver er der for at hjælpe dig bedst muligt, uanset hvad dit problem er.
Jeg håber virkelig du får den hjælp du har brug for!

Med venlig hilsen
Sofie