BREVKASSE

Pige

18

04/01/2021

Jeg mister min familie, hvis jeg bliver hos ham

Hej. Jeg er for 5-6 gange faldet tilbage til et rigtig usundt forholdt. Det har strækket sig over 2 år, hvor jeg har ødelagt tilliden mellem mig og min familie. Min familie vil på ingen måde accepter ham, da han er kendt i byen for vold og kiminalitet, men jeg elsker ham og jeg bliver ved med at ombestemme mig. Den tid vi har været sammen har været meget on and off, pga jeg aldrig har fortalt min familie det, selvom de har sagt at jeg er blevet set med ham osv... Nu ved de godt at vi har været sammen, fordi vi har kørt en sag mod ham, da han har truet mig på livet og familien. Jeg vil ikke kunne klarer, at miste min familie for en person som kan sårer mig så ufatteligt meget. Siden jeg har mødt ham, så har jeg mistet venner omkring mig og har ændret mig meget personligt. Når jeg ikke er i kontakt med ham, fordi vi har været slået op, så selvom der går over et halvt så, så savner jeg ham HVER ENESTE evige dag. Alt minder mig om ham, men alt dårlige der sker for mig, beskylder jeg ham for. Fordi han har nedbrudt/nedslidtes mig så meget. Mig og ham er ikke gode til at snakke om tingene, fordi det altid ender ud i noget voldeligt. Han har kastet mig ned i sofaen, hvor han holdte over min hals så jeg ikke kunne rejse mig eller få vejret indtil jeg sagde “undskyld” for ikke at give ham ret/vilje eller for dårlig opførsel. Jeg har tit blå mærker på armen, fordi han tager hårdt fat i mig hvis vi skændtes, men det er egentlig ikke noget jeg tænker over. Han har bl.a stoppet en bil midt på lydskrydset og revet mig ud af den, hvor jeg væltede og herefter rev han mig i håret, da jeg kom ind af hans bil, hvilket er sket om til 4-5 gange nu. Jeg fortæller ham at det gør ondt, men han siger altid “ej slap nu af, og lad vær med at overdriv skat, undskyld”. Han har tit straffet mig ved at tage min mobil fra mig i flere timer, hvor han har sendt mig hjem og efterfølgende fået mig til at gå ud og hente mobilen i løbet af natten. Han har skubbet mig op af muren og rusket i mig, og det samme har han gjort i offentlig gade, hvor politiet fandt os, og vi herefter skulle tale med dem. Samme aften inden politiet dukkede op, så kastede han min mobil over en bygning hvor vi stod, og den er smadret, pga jeg for første gang nægtede at åbne den. Andre småting, såsom at bestemme at jeg ikke må ses med drenge, og at skulle tjekke min mobil osv, det gør han self også, men jeg tager det mindre tungt, da jeg har vænnet mig til det. Hver aften når jeg ligger i min seng, så ringer vi til hinanden og har et opkald igang til morgenen efter, så vi ved at vi ikke sidder og skriver eller snakker med andre. Vores forhold er meget specielt, og jeg er også selv meget jaloux, men jeg har lagt mærke til, at jeg er blevet sådan efter jeg har mødt ham. Når jeg tænker på alle disse ting, så ved jeg at det ville være farligt at flytte hen til ham, og at volden kan fordobles så hurtigt. Og især den psykiske vold. Derfor syntes jeg ikke det er det værd, at miste og sårer min familie, hvis jeg alligevel kommer tilbage til dem. Mine forældre gik næsten begge to psykisk ned, da jeg kom ud af forholdet efter 3 gange, hvor de stadig var bange for at jeg gik tilbage til ham, hvergang at jeg var ude, så mistænkte de det. Jeg er kommet til at gå tilbage til ham igen, men denne gang er situationen anderledes, for der er kommet dato på hvornår vi skal i retten, hvilket også fylder meget. Dette nye år, så har jeg lovet mig selv, at enten så tager jeg det skridt og flytter om til ham, og fortæller alle “ ja, jeg er altså sammen med ham, og nu 100%) eller også, så vælger jeg at stop det ud af det blå hvilket skal være lige om lidt, og så må jeg aldrig mere falde tilbage til ham. Jeg har det godt, når jeg er sammen med ham, selvom jeg bor med min familie og ikke kan sove ved ham, så nyder jeg den lille tid vi har hvergang. Mit problem er at jeg efterhånden kender mig selv så godt til at vide, at chancen for at jeg falder tilbage igen er stor. Jeg ved udmærket at han er usund for mig, men jeg elsker ham virkelig højt alligevel, og jeg hader at være væk fra ham. Jeg skammer mig over stadig ikke at være kommet videre, eller åbnet mine øjne for en anden, men jeg føler at jeg aldrig finder en der kender mig så godt som han gør, og derfor snakker jeg heller ikke med veninder om, at jeg er i kontakt med ham endnu engang... han aner ikke at jeg måske dropper ham om nogle dage, og tanken om det gør så ondt i mig. Jeg skriver herind fordi jeg ved at jeg skal vælge lige om lidt, og fordi jeg ved at jeg skal leve uden ham igen, hvilket bare er et kæmpe tomrum. Jeg gider ikke leve et dobbeltliv længere. Vil bare gerne have et almindeligt liv, hvor jeg har valgt en af delene, så det gør mig ked af det, at han på ingen måde er accepteret af min familie, så derfor vil de på ingen måder have mig i hjemmet eller i kontakt, hvis jeg er sammen med ham igen. Men nogegange er mit spørgsmål også, om jeg nogensinde vil kunne få et almindeligt liv med ham? Han siger han ikke kan slå på piger, men jeg ved hvor agressiv han bliver. Tilgengæld er de fleste voldelige ting sket fra sidst hvor vi var sammen, og ikke denne nye gang hvor vi er sammen igen. Han er nemlig blevet virkelig god til faktisk at lytte og snakke om tingene, men den anden side har han stadig indimellem. En helt anden sidde af sagen er også, at jeg aldrig glemmer hvor svært jeg havde ved at komme ud af forholdet for første gang, det var en lang kamp, pga trusler og m.m.

Jeg ved egentlig ikke helt hvad jeg vil med den her besked. Men jeg ønsker bare at være glad selvom han ikke er i mit liv mere om nogle dage, men kan jeg overhovedet blive det, når jeg tænker med hjernen “ hvad siger andre til det? Hvor mange mennesker mister jeg? Tilgiver min familie mig nogensinde? Nej, så må jeg gå fra ham” istedet for at lytte til mit hjerte, som elsker ham virkelig højt og vil opleve så mange ting vi aldrig har haft muligheden for. Eller er det ikke ham jeg elsker? Er det afhængigheden?

Hilsen en pige som har sat fast i det samme problem i over 1 år nu.

Kære pige
Tak for dit meget velovervejede og uddybende brev. Jeg kan virkelig godt forstå at du har så meget på hjerte, når du står midt i et dilemma - en svær situation med en masse overvejelser og følelser.
Jeg er rigtig glad for, at du skriver til os med alle disse tanker, da der ikke er nogen tvivl om, at du befinder dig i et (som du selv beskriver det) rigtig usundt forhold. Jeg vil endda karakterisere det som et fysisk og psykisk voldeligt forhold, ud fra de hændelser du beskriver, og måden du ofte bliver behandlet på. Samtidig forstår jeg godt, at du, fordi du elsker ham så højt, ikke bare kan forlade ham og komme videre. Det er slet ikke så sort og hvidt!

Jeg forstår dit dilemma således (meget kort beskrevet); hvis du bliver hos din kæreste er du bange for at dine forældre og familie aldrig accepterer ham og jer og at du vil miste dem. Du beholder en kæreste du elsker, men må leve i et forhold, hvor der i hvert fald tidligere har været vold og endda en retssag, og hvor Hvis du derimod går fra ham (som du jo har forsøgt på), får du mulighed for et liv og parforhold uden vold, og din familie vil være der for dig. Til gengæld er du bange for at du ikke kan holde det, og at du derfor sårer din familie.

Det er næsten altid enormt svært at gå fra en kæreste, når der er vold involveret. Det er der flere grunde til, og det kan både være af frygt og pga. trusler, men også fordi man jo har følelser for ham og husker alle de gode stunder, hvor han er ikke voldelig eller aggressiv. Jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre, men jeg er af den overbevisning, at INGEN fortjener at blive behandlet med fysisk vold, trusler, nedværdigelser, råb, ekstrem jalousi, overvågning og kontrol. Mine erfaringer er desuden, at det som oftest ikke er sandsynligt, at en person som behandler sin partner på denne måde bare kan ændre sig ud af det blå. Det kræver som regel selverkendelse og arbejde med sin person, som regel med hjælp fra en professionel.
Det er forståeligt meget svært for dig at stå med dette dilemma og disse overvejelser helt på egen hånd. Din familie ser det helt sikkert kun fra deres egen side, og det kan derfor være svært at få nuanceret rådgivning af nogen. Her i Bryd Tavsheden har vi mange professionelle rådgivere, som meget gerne vil støtte dig i din beslutning og lytte til, hvad du går i gennem. Hvis du kunne være interesseret i et forløb med os (fysisk eller telefonisk) må du meget gerne sende en mail til samtaler@brydtavsheden.dk - jeg tror det ville være rigtig godt med en rådgiver tilknyttet dig særligt, som kan tage mere end én samtale. Alternativt må du også meget gerne kontakte os via chatten (mandag-fredag 17-20) eller på tlf. 20670506 i dagtimerne. Så er vi også klar til at rådgive dig!

Mange hilsner,
Emilie, Bryd Tavsheden