BREVKASSE

Pige

24

01/02/2021

Hej,

Jeg har været sammen med min kæreste (vil kalde ham X i dette brev) i ca. 4 år og vi har boet sammen i min lejlighed i snart 2 år.

Lige siden vi lærte hinanden at kende, har jeg været klar over, at X havde nogle problemer med at styre sit temperament, primært når han drikker. Han har igennem alle 4 år haft nogle "anfald", når han har haft drukket sig fuld, hvor han går fuldstændig amok og bliver en helt anden person. Han kan blive vred over de mindste ting og nogle gange er hverken han eller jeg klar over hvad der helt præcist har udløst det. Det går bare altid ud over mig. Han har flere gange splittet vores hjem ad. Typisk ødelægger han sine egne ting, men han har f.eks. også ødelagt gaver jeg har fået af ham. Når han får sådan et anfald, kan jeg intet stille op. Uanset hvilken tilgang jeg tager, så kan intet få ham til at falde ned igen, først dagen efter når han vågner op og er ked af det. Han bliver en fuldstændig anden person - de ting han siger og den måde han nogle gange kan finde på at grine på, virker sådan helt psykopatisk. Hans øjne forandrer sig også, og ligner han har lyst til at slå mig ihjel.

En ting jeg ved kan forudsætte et anfald fra hans side er hvis vi har aftaler og han ikke overholder dem eller ikke kommunikere med mig om ændringer af planer, hvis jeg så giver udtryk for skuffelse, så kan han gå fra 0-100... Andre gange har jeg intet gjort, men alligevel kommer han hjem og det føles som om han helt bevidst ønsker at skændes med mig..

I lange perioder er det gået godt uden anfald, men det har især været grundet, at jeg har gået på listefødder eller har holdt min kæft, hvis jeg har været skuffet over, at han endnu engang ikke overholder aftaler.

Når jeg nævner det at overholde aftaler, så kunne et eksempel være: For et par uger siden havde han fødselsdag og da der er Corona, ville han bare hygge hjemme, bestille noget sushi og se x-faktor sammen ham og jeg (Udelukkende hans eget ønske). Han skulle på arbejde om dagen, men fortæller så, at han har fri kl.15 og vil allersenest tage fri kl.16.
Jeg bruger det meste af dagen på at rydde op og pynte op til at overraske ham. Hele lejligheden var pyntet med balloner, flag, serpentiner og så havde jeg lavet fødselsdagkage og handlet ind til alle de snacks han kan lide. Jeg hører så intet fra ham indtil jeg selv skriver kl.16:30 og spørger efter en update. Han har så valgt, i sin arbejdstid, at drikke sig pisse stiv med to kollegaer og er bestemt ikke på vej hjem. Da jeg kender ham og ved, at hvis jeg gav udtryk for min skuffelse, så ville der højst sandsynligt opstå et skænderi og måske endda komme et anfald. Så jeg vælger ikke at sige noget til det og skriver at han selvfølgelig bare skal hygge sig på sin fødselsdag, men om vi stadig skulle spise aftensmad sammen, hvilket han bekræfter. Da klokken så bliver omkring 18, vælger jeg at skrive igen om at jeg ikke helt synes det er fair og at han nok gerne snart må komme hjem, så vi kan hygge. Han ringer så en halv time senere og er på vej hjem. Uden jeg siger noget omkring situationen, begynder han at argumentere for, hvorfor det var helt okay, at han ikke havde overholdt vores aftale med tidspunktet osv. Jeg bliver ked af det og føler min tid (som så ofte før) er blevet negligeret, så på trods af at jeg prøver at skjule det, så kan han høre gråden i min stemmer og så går det derfra rigtig hurtigt fra 0-100.
Han sviner mig til i telefonen, råber og skriger ad mig. På et tidspunkt ligger jeg på, fordi jeg sket ikke kan holde til mere, men han vælger så at blive ved med at ringe mig op og når jeg svarer, så råber han bare med alt kræft "FUUUUUUUUUUUUUUCK DIG" igen og igen igen. Selv om jeg fortsatte med at ligge på, blev han bare ved med at ringe tilbage, for fortsat at råbe fuck dig ind i telefonen.

Igen fordi jeg kender ham så godt og har oplevet disse "anfald" så mange gange, så vidste jeg med mig selv, at jeg skulle få pakket en taske og komme ud af døren, inden han kom hjem. Jeg nåede at pakke en taske, men da jeg skulle ud af lejligheden var jeg så bange for at støde på ham, så i stedet gemte jeg mig i opgangen på første sal. Jeg kunne høre da han kom, han råbte og skreg stadig. Han sparkede og slog på vores opgangsdør, så jeg troede den ville blive sparket inde. Kunne høre hvordan han langsomt gik op til vores hoveddør og lukkede sig ind. Der gik ikke engang 1 minut, så kunne jeg høre ham gå amok. Råbe, skrige og ting blev smidt rundt. Efter 15 min. kan jeg så høre der bliver stille, sms'erne fra ham begynder at vælte ind og lidt efter låser han sig ud af vores lejlighed alt imens han synger (sådan lidt som en hooligan-brøndby-sang) at folk bare kan ringe efter politiet, folk er klamme, han hader dem alle osv. Jeg kan følge ham i vinduet fra øverste etage i vores opgang og da han er langt nok væk, løber jeg ned, ud i vores går og springer på min cykel for at komme væk. Var så hjernedødt bange for at støde på ham.

Det skal lige siges, at det er en strategi jeg har været nødsaget til at bruge, det her med at flygte fra ham og mit eget hjem i frygt for ham. I starten har jeg måtte opholde mig på gaden i løbet af natten, indtil jeg turde komme hjem igen næste morgen.

Han har aldrig slået mig, men har taget fat, rusket mig og engang fyrede han sin mobil i ryggen på mig, da jeg forsøgte at slippe væk fra ham. Men det fysiske er ingen ting. Det er den psykiske vold. De ord der kommer ud af munden på ham, er målrettede forsøg på at såre mig. jeg har gået til psykolog der har bekræftet, at han udsætter mig for psykisk vold i disse situationer.

Selv om jeg ved, at jeg bør forlade ham, så elsker jeg ham og vores normale hverdag. Det er kun når han drikker, at jeg har oplevet denne slags anfald hos ham. Jeg hverken kan eller vil forbyde ham ikke at drikke for evigt. Men vil en professionel kunne hjælpe ham med dette. Vil han kunne få hjælp til at styre dette, så han en dag kan drikke alkohol, uden at blive påvirket i så stor grad?

Jeg har så svært ved at vende ryggen til folk jeg elsker og holder af. Samtidig kan jeg heller ikke forestille mig en hverdag uden ham og jeg er nok også i bund grund lidt bange for det med at være alene.

Jeg har helt klart ændret mig som person, efter at have mødt ham. Jeg drikker f.eks. ikke rigtig længere, især hvis vi begge er ude for at feste (sammen eller hver for sig), så holder jeg igen med alkohol, i frygten for hvad han kan finde på, da en af os i hvert fald bliver nødt til at holde kontrollen. Selv om det er umuligt at kontrollere noget som helst, når han først ryger op i det felt.

Hvad skal jeg gøre? Jeg føler mig så alene og fuldstændig uden overskud til noget som helst.

Lige nu bor han på sofaen (efter hans anfald til sin fødselsdag), og jeg er gået sådan halvt fra ham. Jeg kan bare ikke få mig selv til at gå 100 procent, især ikke hvis der er håb for, at professionel hjælp vil kunne hjælpe