Få hjælp Forlad siden Chatten er åben

BREVKASSE

Brevkassen er åben

Skriv til os anonymt eller læs tidligere breve og vores svar herunder.

Vi svarer inden for 24 timer

Brevkassen er anonym

SKRIV HVAD DU HAR PÅ HJERTE

Er du i tvivl om du har oplevet vold? Er du usikker på, hvad vold egentlig er? Har du en oplevelse med vold, som du har brug for at dele?

Så er du landet det rigtige sted, her i Bryd Tavshedens brevkasse. Når du skriver til os er det gratis og anonymt. Vi svarer inden for 24 timer.

Alle vores rådgivere ved rigtigt meget om vold og kan helt sikkert svare på dit spørgsmål og give dig et godt råd med på vejen.  Vi oplever at rigtigt mange voldsudsatte børn og unge spørger os om vold og søger gode råd. I vores brevkasse, kan du derfor få hjælp til at finde ud af hvad du har oplevet og hvad du kan gøre, hvis du har oplevet vold.

I Brevkassen kan du også se, hvad andre har spurgt om, og hvilke svar vores rådgivere har givet dem.

SE HVAD ANDRE SPØRGER OS OM

Pige

18

Dato

18/02/2021

Min kæreste græder, hvis jeg taler med andre drenge.

Hej,
Jeg står i en svær situation. Jeg har været sammen med min kæreste i et år nu, og det har gået godt i lang tid. Men her de seneste måneder har vi haft mange skænderier. Han bliver meget tit ked af det på grund af meget små ting som jeg gør. Fx. kunne han blive sur/ked af det, hvis bare jeg nævner en anden drengs navn eller hvis han ikke føler at jeg hjælper nok til i forhold til praktiske ting selvom jeg virkelig gør mit bedste. Han går op i min kost og om jeg har de samme madvaner som ham og hvis jeg spiser noget han ikke synes om begynder han at græde.

Jeg har sagt at jeg gerne vil bruge mere tid med min familie og mine veninder, og det blev han virkelig ked af det over og begyndte at græde, så jeg fik helt sindssygt dårlig samvittighed. Jeg føler mig ikke som mig selv længere og jeg har slet ikke tid til dem jeg holder af fordi jeg bruger så meget tid med ham

Jeg fortalte ham at jeg gerne ville på højskole efter gymnasiet, men han har en forventning om at jeg skal tage med ham ud at rejse, hvilket jeg ikke rigtig har lyst til. Jeg ved godt at det bare er fordi han elsker mig og vil have mig med, men jeg kan bare ikke lade være med at føle mig klemt og at alle de drømme jeg har haft bliver knust

Han bliver også sur, hvis jeg følger nogen, der er attraktive på instagram. Han har meget høje forventninger til, at jeg skal træne mange gange om ugen og tjekker tit op på, om jeg gør det konsekvent, og han vil heller ikke have, at jeg ryger, og han bliver sur, hvis han finder ud af, at jeg har røget til en fest fx.

Han er meget kontrollerende, og han bliver bare meget oftere irriteret på mig. Vi har snakket om det mange gange, men det er som om, at vi bare kører rundt i en ring og aldrig kommer frem til en ordentlig konklusion. Jeg har gået med tvivlen i mange måneder, og grunden til at jeg er i tvivl er også at han er meget omsorgsfuld og kan også være en god kæreste og jeg er også meget bange for at være alene eller komme til at træffe det forkerte valg. Samtidig føler jeg mig fastlåst og er bange for hans reaktion, hvis jeg slår op, og er også bange for at min familie vil se mig som en fiasko, da de rigtig godt kan lide ham. Min mor siger altid at hvis man elsker nogen skal man være sammen og at det er federe at have en kæreste end at være single.

Han er min første kæreste og jeg elsker ham meget højt, og jeg ville derfor være meget knust over at miste ham. Jeg har dog tit tanker om, om jeg ikke burde finde mig i det længere, for det er hårdt hele tiden at føle, at nogen er efter en, og at jeg bare skal være perfekt hele tiden.
Jeg fantaserer også tit om, hvordan det ville være at være single og fri for al den stress, men samtidig skræmmer det mig meget, da jeg er meget bange for at ende op alene. Samtidig kan jeg slet ikke overskue at skulle gå igennem et breakup og alle de kaos følelser det medbringer

Derudover er jeg bange for at jeg vil komme til at fortryde det, hvis jeg går fra ham. Hvad nu hvis jeg aldrig finder en anden? Eller hvis jeg går rundt resten af mit liv og kommer til at savne ham og slå mig selv i hovedet over jeg gik?

Jeg har det mega ambivalent, da han både har gode og dårlige sider, men jeg føler at mine grænser bliver overtrådt og jeg ligesom "bare lader det ske", hvilket ikke ligner mig. Jeg ved at tvivl er normalt i et forhold, men hvornår betyder det at man skal gå? Jeg ved virkelig ikke om jeg skal blive eller gå eller om det her forhold er sundt?
Hilsen en meget forvirret og tvivlsom pige

Svar

Hej forvirret og tvivlsom pige

Først vil jeg lige sige, hvor er det godt du skriver ind til Bryd Tavsheden. Det lyder rigtig svært, det du står i og det er vigtig du finder nogle at snakke med.

Du beskriver at de sidste måneder har i haft mange skænderier, hvor han bliver sur/ ked af over noget du gør, som fx at nævne andre drenge navne. Bare dette kan medføre en belastning i forholdet, men ud fra hvad jeg kan læse i dit brev, er det ikke kun det der påvirker jeres forhold.

Jeg synes du beskriver en kæreste som er kontrollerende, måske næsten over i det jeg vil kalde psykisk vold, for han tjekker op på dig vedr. din træning, han får dig til at vælge ham frem for din familie.
Du skriver i har snakkede om det mange gange, men der sker ikke nogle ændringer. Jeg kan godt forstå det kan være svært at vide, om det er det rigtig at gå frem ham, men det er vigtig at du her gør op med dig selv, hvilken slags parforhold du ønsker at være i? For som du selv nævner i dit brev, så føler du dine grænser bliver overtrådt.

Du nævner også i dit brev at din mor, siger hvis man elsker nogen så skal man være sammen, men jeg tænker også hvis du fortæller din mor om hvordan din kæreste behandler dig og får dig til at føle, så vil hun nok sige det er bedre at være single ind at være i et forhold hvor du ikke er lykkelig og kan være sig selv.

Jeg vil anbefale dig at ringe herind på vores tlf på 20 67 05 06 i dagtimerne 09.00-15.00 eller skriver til vores chat mellem kl 17.00-20.00.

Håber mit svar kan hjælpe lidt

MVH Marianne