BREVKASSE

Pige

19

08/03/2021

Jeg er virkelig fortvivlet ift. min far

Hej.
Jeg skriver, fordi jeg virkelig er fortvivlet ift min far. Jeg har altid haft en følelse af at han var over stregen, men de seneste år er jeg virkelig begyndt at tænke på, om det måske bare er mig, der er for sensitivt anlagt.
Min barndom var præget af frygt. Min far havde nogle ret stramme “regler” fra jeg var helt lille. Det var især ift spisning, hvor det var strengt forbudt at spilde eller smaske, eller på anden vis komme med lyde fra fx bestikket. Men det var også forkert at græde. Det måtte jeg helt simpelt ikke. Hvis jeg græd blev han vred. Men det var desværre ikke så sjældent jeg fik tårer i øjnene, for jeg blev så bange når jeg fx kom til at spilde eller ikke kunne spise op. Jeg var altid bange for at gøre noget, som kunne give min far de her voldsomme vredesudbrud, hvor han råbte og ruskede i mig og kastede mig i seng (uanset tidspunkt på dagen). Og hans ord var så grimme. Jeg fik altid at vide hvor dum et barn jeg var, at jeg ikke kunne finde ud af noget og at jeg kunne gå hjem og tude hos min mor. Han har også engang skældt mine veninder ud, da de kom på besøg hos os, og endte med at smide dem ud. Jeg følte mig så flov og skyldig overfor dem.

Men jeg ved bare ikke.. måske har jeg bare altid været for følsom, og har oplevet det her værre end det var. Hvordan vurderer jeg det? Hvordan kan jeg stole på mine egne oplevelser? Jeg har prøvet at forhøre mig lidt hos min mor og min farmor, men jeg vidste sådan set godt, hvor de stod. For de har altid syntes min far kunne være for hård. Jeg ved, min farmor engang sagde det til ham mens vi var hjemme hos ham, hvorefter jeg kan huske han smadrede noget, smækkede hendes dør og flåede mig med. Sagde derefter til mig at jeg ikke ville komme til at se hende mere.
Jeg ved han har været hård og bestemt, men er/var det noget at være ked af? For der er ingen tvivl om min far også har passet på mig og elsket mig.
Jeg er så forvirret og vil egentlig bare så gerne vide, om jeg har ret til at påtale det som noget, der var svært. Jeg snakker med en psykolog, og kan bare mærke på mig selv at jeg ikke tør bringe det op som et problem i mit liv, fordi jeg frygter for, hvad hun vil tænke. Om hun synes jeg er for svag. Og helt ærligt så vil jeg også bare gerne vide det, fordi jeg stadig føler jeg undertrykker mig selv, når jeg ser min far. Han har i dag en “ny familie” - har en kone og tre små børn, og det liv de har sammen, er langt fra det han og jeg levede. Og jeg føler mig bare så ved siden af nogle gange. Jeg føler jeg kun er til for dem som deres barnepige, og egentlig ikke særlig meget mere end det. Og jeg kan bare virkelig ikke sige fra overfor det (ikke fordi jeg ikke har lyst - jeg elsker mine søskende. Men går i 3.g, og har ikke altid tid eller energi til at hjælpe med pasning). Jeg er bange for at miste ham/dem, hvis jeg ikke gør som han vil. Eller at han bliver vred og det så går udover dem, for han kan sådan set ikke nå mig mere.
Jeg er så fortvivlet. Jeg elsker min far uendeligt højt, men synes også bare jeg har brugt og bruger for meget tid på at være bange for hans reaktioner..

Mvh. mig

Kære dig,

Hvor er det sejt at du skriver herind. Tak for dit eftertænksomme skriv! Jeg har valgt at fjerne dit navn for at holde dig anonym.

Det er nogle meget modne og relevante overvejelser du gør dig. Du lyder som en pige med en stærk mavefornemmelse - det er sundt at have, så hold fast i den!

Jeg er ked af at læse om, hvordan du tidligere er blevet behandlet. Ud fra det du beskriver, lyder det ikke til, at der har været særlig meget plads til at være barn hjemme hos din far. Jeg bider særligt mærke i, at du beskriver hvordan din barndom var præget af frygt. Uanset hvilke regler ens forældre sætter, skal man som barn ikke stå tilbage med en følelse af frygt. Det er ikke et trygt miljø at vokse op i og det er helt naturligt at man har en reaktion på det senere i livet. Man må ikke undervurdere barndommens effekt på voksenlivet.

At blive rusket hårdt og kastet med, det er fysisk vold og det er aldrig okay. Hvis man systematisk bliver kritiseret, nedgjort, råbt ad eller hånet - så kan det defineres som psykisk vold. En særlig form for psykisk vold er latent vold, hvor man konstant frygter for hvornår volden sker igen. Oftest vil man forsøge at undgå volden, ved at tilpasse sin adfærd eller undgå at gøre/sige ting, som tidligere har udløst volden. Det kan være enormt drænende på den måde at "tilpasse" sig ud af frygt - et element som jeg oplever, at din fortælling bærer præg af.

Jeg kan sagtens forstå, hvordan du kan tænke, om det måske "er dig der er for følsom" eller at "du har oplevet det værre end det var". Men du skal vide, at det der betyder noget, er din egen oplevelse af din fars opførsel. For det er dig der har oplevet det og det er dig det har haft betydning for.

Jeg forstår, at det også må være svært at se din far opføre sig helt anderledes overfor dine søskende, når du havde en helt anden oplevelse i din egen barndom. Jeg kommer til at tænke på, om det mon kan have en indflydelse på, hvordan du tænker om dig selv, ift. at stole på dine egne oplevelser? Det er altid svært når det handler om nogen man elsker, men uanset hvordan din fars opførsel er nu, så berettiger det ikke hans tidligere opførsel mod dig. Din oplevelse er valid og du har helt ret til dine egne følelser omkring oplevelser i dit eget liv.

Det er mega fedt at du snakker med en psykolog, og jeg tror bestemt ikke, at du skal være bange for, at hun vil dømme dig. Tværtimod tror jeg, at hun kunne være en stor hjælp, i processen mod at stole på dine egne oplevelser og vurderinger.

Jeg vil også meget gerne tilbyde dig et samtaleforløb her hos Bryd Tavsheden, hvor du kan snakke dine oplevelser igennem med en rådgiver. Hvis det er noget du kunne have lyst til, så ring herind på tlf. 20 67 06 05 i hverdagene mellem 9-15, så bliver du taget godt imod.

Alt det bedste fremover

Linnea